Jeg mødte første gang kristen meditation på Løgum Kloster Refugium, hvor Susanne, som egentlig var katosk nonne fra Skt. Josef Søstrene i København, gennemførte et udmærket weekend-kursus omkring 1991.

Når jeg har nævnt Susanne som katolsk nonne vil spørgsmålet naturligvis straks melde sig: Hvordan går det til, at en nonne underviser på Løgumkloster, som jo er en tæt knyttet til præste-uddannelsen i Danmark, som jo langtfra er katolsk? Nogle kender formentlig svaret allerede, men kort sagt havde Susanne forladt klosterlivet med støtte fra klosteret for at virke i det pulveriserende, religiøse liv i Danmark. Hun har medvirket konstruktivt i fuld respekt for de forskelle, der fortsat er mellem katolikker og protestanter. Og netop det var en værdifuld baggrund for nævnte weekendkursus, fordi hun havde forudsætninger for at orientere os om klosterlivets mulighed for meditativ praksis, - både for katolikker og ortodokse.

Jamen, vil nogle måske indvende, er det ikke en farlig sammenblanding som rettroende protestant at beskæftige sig med katolsk og ortodoks meditativ praksis?

Jo, ville man nok svare for 50 eller 100 år siden. Nu må vi dog erkende, at vi tror på én Gud, som er skaber af hele universet, alt levende på denne jord, alle mennesker – uden undtagelse, Og derfor også Gud for alle. Den meditative praksis indenfor forskellige trosretninger sigter på en dybere forståelse og i sidste ende muligvis en erkendelse eller oplevelse af Gud. Altså den samme Gud uanset menneskelige forskelle på, hvorledes meditation og religion praktiseres.

Det er en sådan indstilling, som gør det meningsfuldt at byde katolikker velkommen ved en protestantisk gudstjeneste, og omvendt. Og i et lidt bredere perspektiv: Byde muslimer velkomne ved vores andagt, eller omvendt, at føle os velkommen til at deltage i fredagsbønnen i en moske. For vi skal ikke glemme, at meditation også har en plads hos muslimer, nok mest blandt Sufi'er.

På vejen hjem fra Løgumkloster viste det sig, at jeg sad i samme togkupé som Susanne, og vi fik en lærerig samtale, som førte mig til Kvækerne. Det kom sig af, at jeg spurgte Susanne, om der ikke fandtes et kristent kirkesamfund, som benyttede meditationen som en central del af gudstjenesten. Jeg spurgte fordi jeg gennem flere år med stort udbytte havde brugt ”østerlandsk” meditation og erfaret stadig større dybde i min kristendom. Susanne så forundret på mig og spurgte, om jeg da ikke havde hørt om kvækerne. Jeg måtte med skam indrømme, at mit kendskab til kvækerne var stort set nul.

Jeg fandt senere kvækerne i telefonbogen, og deltog i den stille andagt. Det blev så en del af min vej.

Og så nærmer vi os den problemstilling, som jeg mødte for snart 20 år siden, hvor der blandt kristne præster i København var opstået den opfattelse, at kristen meditation til forskel fra østlig meditativ praksis søgte udad mod Gud. Det er muligt at se den forskel, men hvis vi tænker efter, så må vi som mennesker bruge os selv for at få kontakt med Gud. Der sker noget i vores hoved, vi samler vore tanker, fokuserer, beder i tale eller alene i tanken, oplever måske billeder, lyd eller nærvær af noget, som vi opfatter som Gud. Det kan kun ske gennem vores egen krop. Og så virker det selvsagt noget søgt at tale om en forskel i forhold til andre meditative metoder, som netop anvender den samme menneskekrop, - den samme hjerne, for at opnå f. eks. større harmoni i livet.

Og så til det praktiske. Hvis en buddhist eller hindu kommer til os for at fordybe sig i sin sædvanlige meditative praksis, hvordan kan vi så sætte grænser for, hvorledes hun eller han tænker under sin meditation? Det er ikke muligt, og det ønsker vi naturligvis på ingen måde at gøre.

Selv benytter jeg til forskellige tider forskellige meditationsformer, som jeg har lært hos f. eks. buddhister eller ny-hinduister. Jeg bruger det, jeg selv vurderer som den bedste vej til fordybelsen for mig i den aktuelle situation. Og jeg er glad for at have flere metoder at vælge imellem.

Enhver metode, som bringer os som mennesker i en bedre indre harmoni, bringer os derved også nærmere Gud, - altings skaber og opretholder. Som kvækere opfatter jeg denne Gud på én måde, og andre ser Gud lidt eller meget anderledes. Men Gud er uforandret den samme, uanset hvad vi forestiller os. Og Gud er så meget større end vore forestillinger, tror jeg, at han er upåvirket af vore indbyrdes stridigheder. Men alle religiøse mennesker har alligevel mere til fælles end der skiller os, og det afgørende er - for mig at se - vores fælles respekt for skaberen – en forståelse, vi ikke altid møder hos alle mennesker.

Kvækerne har ikke været særlig gode til at beskrive den praksis, de første kvækere fik deres store gennembrud gennem for ca. 350 år siden. Men der findes nu efter omfattende litteraturstudier bedre vejledning for interesserede, som ønsker at følge i de tidligere kvækeres fodspor. Men som antydet ovenfor er alle veje åbne for den enkelte. Frihed og forpligtelse er for mig to sider af den aktive tro.

Nu ved jeg naturligvis ikke, om du, min læser er religiøs, men her gør sig også noget andet gældende, mener jeg, hvis du er interesseret i meditation. Det er fordi meditationen i sig selv er udtryk en respekt for noget i mennesket, som vi grundlæggende har til fælles, når vi dyrker meditation. Vi kunne kalde det: ”Det Universelle” eller ”Dét af Gud i enhver”, - dette, som kan gøre mennesket til mere end blot en egoist, og dette universelle træder tydeligere frem efterhånden som meditationen giver dybere selvindsigt, mener jeg at kunne konstatere.

Gennem meditationen risikerer du at blive religiøs, fordi du måske oplever et møde med en magt, som er større end dig selv, Gud.

Og for mig er det, at være religiøs, ikke udtryk for at være medlem af nogen kirke eller anden religiøs institution. Jeg havde nær sagt tværtimod. At være religiøs er udtryk for en nysgerrighed, et ønske om at forstå livet i et større perspektiv, og levende søge at finde svar på de utallige spørgsmål, som rejser sig, hvis man bevarer evnen til at undres. Og dertil: At leve i overensstemmelse med den viden, som du har fået gennem din søgen. ”Lad dit liv tale!”

Hvis alle svarene er givet på forhånd, så dør religiøsiteten, synes jeg. De hellige bøger giver megen inspiration, men den levende Gud giver svar på de aktuelle spørgsmål. Derfor nærer jeg ingen frygt for, at religiøsiteten skal dø. Men det kan naturligvis ske for institutioner, samfund og kirker.

Derfor er jeg af hjertet kvæker. Men er også aktiv i Folkekirken, fordi det er der også behov for.

Erik d. 19. august 2009