Ellen Friis, 78 år, fhv. skoleleder

Som tredje generations kvæker, født i U.S.A., har jeg færdedes blandt kvækere hele mit liv. Jeg blev taget med til andagten, fra jeg kunne sidde på en stol. Det blev så dybt indgroet. Søndag? Så skal vi til andagt. Og jeg må sige, at det har aldrig kedet mig. I stilheden var jeg ikke altid lige andagtsfuld, men så fik man jo noget at tænke over, når nogen havde talt.

Jeg har også haft det privilegium at møde et stort antal betydningsfulde kvækere fra andre lande. Når de kom på besøg i Danmark, boede de i hvert faldindtil 2. Verdenskrig altid hos mine forældre. Det var spændende at høre om deres liv og den indsats, de havde gjort. Og det virkede inspirerende, så man drømte om selv at komme til at omsætte sin tro i praksis i hjælpearbejde efter Anden Verdenskrig, og det lykkedes.

Mit arbejde med vores friskole (Hanna-skolen) i Bagsværd, som vi startede i 1957, da vores søn skulle i skole, var også et forsøg på at omsætte troen i handling. At tjene Gud. At lære børnene at leve i tillid til hinanden og hjælpes ad.

Jeg tror på, hvad George Fox sagde, at der er noget af Gud i enhver, og når vi møder andre med tillid, kan der ske noget positivt. Jeg har erfaret, at når jeg nu på mine gamle dage siger tak til Gud dagen igennem, for små som for store ting, bliver jeg glad og føler mig stærkere.

Kvækere udtrykker sig på mange forskellige måder og tillægger Jesus forskellig betydning, men dog kan vi mødes og være enige om, at Gud er kærlighed, og at Jesus har lært os, hvordan vi skal leve. Som Guds børn kan vi ikke slå ihjel, men vi må lære at leve i kærlighed med vore medmennesker og behandle Jorden som Guds skaberværk, der er os betroet. Derfor er hele livet et sakramente.