Mogens Clausen, 76 år, fhv. folkeskolelærer

Det har altid fascineret mig, at kvækerne har en eksperimentel tilnærmelse til religion og liv.

En ægte religiøs tro er i sit væsen praktisk og tager sit ansvar op her og nu. Kvækerne siger ofte, at deres tro er en måde at leve på. Hvis det er rigtigt, må hver generation søge at finde sit eget ståsted, og så drives vi ind i det dybeste i os. ”Der er et sted i et menneskes inderste; fra dette sted udgår kærlighedens liv ad mangfoldige veje” (Søren Kierkegaard). Kvækernes stille andagt, deres forretningsmøder og praktiske virke udspringer fra dette dynamiske syn.

I mit arbejde som lærer for børn med indlæringsvanskeligheder vendte jeg ofte tilbage til, at ”alle mennesker har et helt hjerte; det er kun redskaberne, som er forskellige”. Her kom kvækernes positive livssyn til at gå hånd i hånd med mit daglige arbejde.

Når kvækerne ikke har præster, dåb, nadver eller en formuleret trosbekendelse, og så tilmed benytter en stille andagtsform, betyder det, at ansvaret ligger hos den enkelte og gruppen. Jeg tror, at det er en sund måde at blive engageret og medlevende på. Hos kvækerne finder man forskellige opfattelser og udtryksmåder, hvad jeg ser som en styrke.

I alle religioner findes fire hovedelementer, som til forskellige tider har haft indflydelse på kvækernes historie. Hos kvækerne var det i begyndelsen det mystiske og det evangeliske element, som blev et fælles fundament. Dette på trods af, at en hel del enkeltpersoner understregede det ene eller det andet stærkt. Senere kom de to elementer i konflikt med hinanden, selv om mange enkeltmedlemmer havde dem i balance. Op imod vor tid kom rationalisme og humanisme til. Den bedste religion er efter min mening den, hvor det mystiske, det evangeliske, det rationelle og det sociale hænger sammen, så at hver udøver en begrænsning på de andre.

Jeg har som kvæker ofte glædet mig over, at de idéer og den praksis, vi står for, findes i et utal af sammenhænge uden for kvækernes kreds. ”Der er inspiration at finde overalt omkring os: i naturens verden, i venskab og kunst, i vort arbejde og vore venskaber, og i sorg såvel som i glæde” (Råd og Spørgsmål til medlemmer af Vennernes Religiøse Samfund og andre, der deltager i deres andagter. København, 2000).