Ulla Moltved, 77 år, fhv. seminarielærer

Min første kontakt med kvækerne var en studiekreds i en dansk kvækerfamilies hjem. Den førte til en aktiv Unge Venners gruppe, hvor jeg deltog med liv og sjæl.
Det første møde efter 2. Verdenskrig med nogle betydelige udenlandske kvækere har præget mig dybt.

Kvækerne var medstiftere af Fredsvenners Hjælpearbejde, senere omdøbt til Mellemfolkeligt Samvirke, og jeg var med til en af de første træningslejre efter krigen.
Det som især tiltalte mig hos kvækerne, var hjælpearbejdet, og jeg fandt at ”action speaks louder than words”.

I 1947 så jeg det som en stor gave, da jeg fik et job i Friends House i London. Her forvandledes mit had til tyskerne fra besættelsestiden gradvis til nye indsigter og forståelse.
Jeg deltog ivrigt i kvækernes internationale studenterarbejde. De kvækere, jeg mødte på et dybt plan, fik mig til at ønske at gå samme vej. Jeg var heldig og fik et stipendium til
Woodbrooke College i Birmingham, hvor jeg fordybede mig i kvækerlitteratur og andagt og fik venner for livet.

Ligestillingen mellem mænd og kvinder, personlig frihed til at søge Gud, de tidlige kvækeres mod og handlinger, samt troen på, at der er noget af Gud i ethvert menneske ramte mig.
Internationale arbejdslejre i bl.a. Tyskland, Finland og Syditalien bekræftede mig i, at også nutidens kvækeres væremåde og syn på livet som en helhed var rigtig for mig.

Efter at have kendt til kvækerne i en halv snes år blev jeg medlem, og jeg fortsatte mit arbejde i danske og udenlandske kvækerorganisationer nogle år samt opholdt mig på Pendle Hill,
et kvækercollege i Pennsylvania.

Jeg har oplevet perioder, hvor jeg følte, at det var svært at leve op til kvækernes tro og idealer, og hvor jeg har været fortvivlet. Min søgen har bragt mig ind i alternative miljøer og til ”spiritual healing”.
Jeg har indset, at Jesus kalder sine disciple til at prædike Gudsriget og gå ud og helbrede de syge. Det gjaldt for de første kvækere, og jeg tror, at det gælder også for kvækere i dag. Deltagelsen i
Britain Yearly Meeting i maj 2000 og mit oplæg om ”Conflict in our Lives and our Communities” har betydet fornyet tro på, at jeg hører til hos kvækerne.