Kristen Humanisme PDF Udskriv Email

KRISTEN HUMANISME



En dansk kvækers betragtninger



Livet er et under
Livet er en gave
Livet er en opgave
Livet er et under, som vi aldrig vil kunne fatte.
Der står en uudgrundelig kraft bag, som vi kalder Gud
Livet er en gave, som vi daglig må være taknemmelige for.
Vi føler det, når vi lytter til fuglenes sang,
betragter træer og blomster og mosset på stenene
Livet er en opgave,
som altid vil få os til at erkende vor ufuldkommenhed


Indhold
Forord
Hvad er det, jeg tror på?
Hvem er kristen?
En tro er svær at undvære
Liberal kristendom og religiøs humanisme
Mennesket i tiden
Tæt på døden
Noter
Forord


For femten år siden fik jeg udgivet en samling tidligere aviskronikker og artikler om hygiejne, miljøbeskyttelse og samfundsspørgsmål ("Medicin, miljø og mennesker". Herning: Poul Kristensens Forlag, 1990). Denne bog afsluttedes med et kapitel med titlen "På vej til Vennerne", hvor jeg viste, at jeg havde fået kontakt med Kvækerne eller Vennernes Religiøse Samfund. Jeg konstaterede dengang, at min indstilling siden ungdommen nok bedst kunne karakteriseres som "ikke-troende humanist". Kirkens ritualer og dogmer havde virket som en blokering for opfattelsen af mig selv som religiøs. Midtvejs i livet erkendte jeg imidlertid, at humanismen kan have en religiøs dimension.
Siden slutningen af 1980erne har jeg tilhørt den lille danske gruppe af kvækere. Dens beskedne størrelse har ikke virket hæmmende bl.a. i kraft af mange kontakter med kvækere især i de nordiske lande og Storbritanni­en og be­vidstheden om de mange kvækere, der findes på verdens­plan. De stille andagter, som er karakteristiske for kvækere i den britisk-europæiske tradition, har været et godt udgangspunkt for overvejelser af etisk og religiøs karakter.
I stigende grad er jeg blevet opmærksom på, at min egen indstilling over for til­værelsen, som jeg i dag vil kalde "kristen-humanistisk" (nærmere uddybet i afsnittet ”Liberal kristendom og religiøs humanisme”), har haft indflydelse på mine reaktioner både i faglige sammenhænge og i mine bidrag til den offentlige debat. Måske kan det interessere andre at få et indtryk af de betragtninger af kristen-humanistisk karakter, jeg har gjort mig.
I denne samling af tidligere artikler og radioforedrag har jeg først medtaget tre artikler om kristentro fra årene 2003, 2000 og 1998. Derefter følger en længere artikel fra det norske tidsskrift ”Kvekeren” i 1995 om kristendom og humanisme set i et kvækerperspektiv. I 1991 holdt jeg gennem fem dage klokken fem minutter i syv om morgenen nogle korte indlæg i Danmarks Radio med betragtninger om mennesket i tiden. I 1996 var det mine overvejelser ved de ligsyn, jeg foretog som dansk embedslæge, der lå bag mine ord fem minutter i syv i radioen. Der er kun foretaget mindre ændringer i teksterne for at øge klarheden og undgå for mange gentagelser.
Teksterne i denne samling afspejler min religiøse udvikling, siden jeg i slutningen af 1980erne fik kontakt med kvækerne. Det er i overensstemmelse med kvækertraditionen, at åndelig udvikling fortsætter gennem hele livet og ofte på overraskende måde. I det Britiske Årsmødes ”Råd og spørgsmål” (1994) stilles spørgsmålene: ”Holder du sindet åbent for nyt lys, hvor det end måtte komme fra? Møder du nye idéer med en åben og prøvende holdning?”


Nøddehegnet 21,
Nødebo,
DK-3480 Fredensborg.





Hvad er det, jeg tror på?



Jeg vågner op i havestolen og opdager, at jeg er ved at tabe min Bibel. Da jeg har et tæppe over knæene, er den dog ikke gledet helt ned på jorden. Det er først i september. Solen varmer, selv om luften er kølig her ved fjeldhytten i tusind meters højde. Jeg løfter blikket mod birkenes gullig-grønne høstfarver og Hemsedalsfjeldenes silhuet i horisonten. I den ”bibelmaraton”, jeg deltager i, er vi nået til Jeremias og Klagesangene. Det Gamle Testamente er på mange måder uhyggelig læsning. Det er også lidt træls med jeremiaderne i denne lektie. Er det mon den samme ”Gud”, som jeg prøver at forholde mig til?
Det er længe siden, trosspørgsmål har været så meget på dagsordenen i den offentlige debat i Danmark som i sommeren 2003. Kun få havde læst Thorkild Grosbølls bog ”En sten i skoen”. Først da han kom med nogle provokerende udtalelser til en avis, blev det til ”præsten, der ikke tror på Gud”. Det fik teologerne op af stolene, og avisernes læsere til at fare i blækhuset. Både præsten og den biskop, der efter grundige samtaler lod ham vende tilbage til stillingen som sognepræst, blev skældt huden fuld. Han skulle for en præsteret og fradømmes kjole og krave, og biskoppens afgørelse burde omgøres af kirkeministeren.


Også forsvarere

Der dukkede dog også forsvarere op i medierne. Man pegede bl.a. på, at Grosbølls synspunkter var i tråd med en gedigen teologisk tradition fra 1900-tallet. Navne som Rudolph Bultmann og P.G. Lindhardt blev nævnt. Disse liberalteologers ærinde var at afmytologisere evangeliet. Man talte om et ”antimetafysisk gudsbegreb”. Det eksistentielle indhold i Bibelen må gøres gældende for vor tid. Dogmatik er et redskab og ikke sagen i sig selv. Sådan må det i alt fald være i den lutherske kirke. Grosbølls tanker er blevet karakteriseret som en moderne, venligsindet og varmhjertet kristendomstolkning. For ham er mennesket Jesus fra Nazaret selve sagen, men han tror ikke på Gud i bogstavelig forstand. De fleste præster tror vel næppe som befolkningen forventer: at de har en nærmest fundamentalistisk tro eller en ubesmittet barnetro. Det er en umulighed, når man giver præsterne en lang akademisk uddannelse.
Professoren i dogmatik ved Københavns Universitet, Theodor Jørgensen, pegede på, at det er afgørende, når vi skal fortolke, hvem Gud er, at vi er bevidste om vore sproglige begrænsninger. Han citerede bl.a. den tyske teolog Karl Barth: ”Teologen ved, at han skal tale om Gud. Teologen ved også, at han ikke kan tale om Gud. Derfor ved teologen også, at han må tale om Gud som én, der ved, at han ikke kan tale om Gud”. Denne tekst læser de studerende på det teologiske grundkursus. Den viser, hvad allerede kirkefædrene vidste, at Gud er en virkelighed, der sprænger sproget. Vi skal ikke opgive at tale om Gud, men vi må passe på med at låse Gud fast på nogle bestemte begreber og forestillinger. Gud er den uudsigelige.


Ludvig Holberg og Gud

Jeg har taget Ludvig Holbergs ”Moralske Tanker” med op på fjeldet. Hvordan var mon egentlig hans forhold til Gud?
” Den almindelige Concept (forestilling), som vi kan giøre os om det Guddommelige Væsen er denne: Vi see for vore Øjen en Verden, som synes u-endelig. Vi see en forunderlig Bygning, som holdes vedlige. Vi see derudi over alt en Ordentlighed, Konst og Ziirlighed. Vi see, at alt dette kand ikke være af en Hendelse, men at det maa have en Skaber og General-Bygmester. Af dette giøre vi os saadan Concept, at der maa være et Væsen, som er ævigt, u-endeligt, almægtigt, allvidend, og som opholder alle Ting, og at det er saadant, som gives Navn af Gud”.
” Jeg tror paa en Gud”, sagde Holberg i et andet kapitel, ”som er god og det menneskelige Kiøns Ven, overladende andre til at dyrke en haard og umild Dommer. I den Henseende tvister jeg og ideligen med dem, som fordømme all uskyldig Lyst, som recommendere Bedrøvelse, og ansee Slavisk Frygt som en Christelig Dyd”… Jeg forsømmer ikke at bede; men mine Bønner ere korte, saasom jeg holder for, at Gudsdyrkelse bestaaer meer udi Lydighed og Levnets Forbedrelse end udi Bønner … én Times alvorlig Meditation paa Levnets Forbedrelse er vigtigere end et heelt Aars reglerede Lovsange. Jeg underskriver villigen alle fundamentale Troens Artikler, som findes udi vor Confession, skiønt jeg heller indskrænker, end med nogle forøger dens Tal”… ”Jeg veed at jeg skal blive salig ved min egen og ikke ved min Sogne-Præstes Troe”.


Teologisk godnatlæsning

Holberg-bogen er for tung at have med i seng. Som godnat-læsning har jeg en samling artikler af den danske teolog Knud Hansen, den tidligere forstander for Askov Højskole. I en artikel pegede han i 1983 bl.a. på forskellen mellem Kristendommen og andre religioner: ”Kristendommen begynder ikke med et krav om, at du skal erkende dine synder, men med en gøren-opmærksom på det, som er midt iblandt os. Midt iblandt os er en vilje, der uophørligt skænker dig livet på ny, til trods for at du bestandig fordærver det. `Midt iblandt os er guds rige`”. For Grundtvig blev den apostolske trosbekendelse en ”mageløs opdagelse”. Ifølge Knud Hansen er troens ord dog Kristus, ikke bekendelsens enkelte sætninger, der i lige så høj grad som de bibelske skrifter kan gøres til genstand for et ”eksegetisk (fortolkende) pavedømme”. Det overså Grundtvig undertiden i farten, selv om han et sted skrev: ”… men det forstaaer sig, at vi tale om Troen, ikke om Udtrykkene”. ”Vidnesbyrdets” bogstavelighed synes han imidlertid at have fastholdt, så længe han levede.
H.C. Andersens vidnesbyrd
En aften læser jeg højt for min kone af H.C. Andersens eventyr. Jeg falder over ”En Historie”, der absolut ikke er orienteret mod børn. Den strenge helvedesprædikant får mod slutningen af eventyret besøg af sin afdøde hustrus genfærd. Hun fik ikke ro i graven på grund af hans mørke mennesketro om Gud og hans skabninger: ”… kend Menneskene”, sagde den døde, ”selv i de onde er der en Del af Gud, en Del, der vil sejre og slukke Helvedes Ild”. Det bringer mig til at tænke på, hvad det egentlig er, jeg selv tror på?
Hvad tror jeg selv?
For mig er netop erkendelsen af, at der er noget af Gud i ethvert menneske, afgørende for mit forhold til tilværelsen. Jeg prøver at være opmærksom over for mine medmenneskers forskellighed, ikke at sætte mig til doms over min næste, der jo grundlæggende er som mig selv. Jeg prøver at leve sådan, at jeg kan svare på det af Gud, der findes i dem, jeg møder, og i mig selv.
Jeg oplever, at tilværelsen har en mening, at jeg er i overensstemmelse med noget, der rækker ud over mig selv, at mit liv har et mål. Jeg har en indre fornemmelse af, hvad der er sandt, i en stadig spørgen og søgen for at nå frem til en dybere indsigt. Jeg stræber efter at være et sådant menneske, som Jesus ønskede hans disciple skulle være, at tro på godhed, retfærdighed, tilgivelse og kærlighed – og søge at leve derefter.
Jeg har ikke noget forhold til den traditionelle Kristendoms dogmer om treenigheden, jomfrufødsel, at Gud blev menneske, opstandelsen i bogstavelig forstand eller det evige liv. Derfor har jeg det svært med trosbekendelsen. Jeg læner mig over mod mystikerne. Skal jeg sætte en etiket på mig selv, må det vel nærmest blive ”kristen humanist” – selv om et sådant begreb får både traditionstro kristne kirkefolk og renlivede humanister til at rynke brynene.
Vi må stadig prøve at tale sammen om, hvad det egentlig er, vi tror på. Grosbøll mener dette, Holberg sagde hint, og Grundtvig havde en tredje opfattelse. I 1600-årenes England blev mange rystet af den personlige udfordring, når kvækerbevægelsens grundlægger George Fox udfordrende sagde: ”Du siger: `Kristus sagde sådan`, og ´apostlene sagde sådan`, men hvad har du selv at sige?” Det er stadig udfordringen.


Frederiksborg Amts Avis kronik 25. oktober 2003;
Kvekeren, 68. årgang, nr. 2, 2004.
Hvem er kristen?


"De kristnes enhed har aldrig været og vil heller aldrig bero på ensartethed i tanke og anskuelse, men alene i kristen kærlighed".
Det konstaterede den engelske kvæker Thomas Story i 1737. Disse ord rinder mig i hu, når jeg følger tidens debat om kristendom, kirke og tro. Begreber som fundamentalisme, karisma­tisk kristendom, kirkekristendom, folkereligiøsitet og hverdag­steologi er ikke lette at forholde sig til for den mere eller mindre troende dansker.
Når erfaring og fornuft kommer til kort, opstår et tomrum, som kan fyldes af religiøs tro. Det skal filosoffen Immanuel Kant have sagt. Selv ateisten har en form for tro. Det gælder også agnostikeren, der ikke ved, om der findes en Gud. Tro har at gøre med hele vor livsførelse og hjælper til at få tilværelsen til at blive en helhed. Tro handler om, hvad der er virkeligt for det enkelte menneske. Vi kan ikke forvente, at vi hver især kan tro på Gud på samme måde. Hvis troen skal have mening, må den hænge sammen med vore egne erfaringer - på godt og ondt - og med vores natur og temperament.
Mange mennesker har den opfattelse, at tro må have et meget bogstaveligt grundlag. "Rigtige kristne" må tro som præsten gør, og som ordene falder i kirken. De er sjældent opmærksomme på, at teologer tror lige så forskelligt som lægfolk, selv om de fremsiger de traditionelle trosbekendelser.
Den snævre opfattelse af, hvad kristen tro er, skyldes især de historiske kirkers præcisering gennem århundrederne af, hvad der er den rette lære. Fundamentalisme er ikke blot noget, der har med islam eller jødedom at gøre.
Den traditionelle kirkekristendom præges af kirketroskab ikke blot ved søndagsgudstjenesten, men også i sognets øvrige kristent orienterede aktiviteter. De karismatiske kristne fortsætter vækkelsestraditionen. En typisk kirkekristen holdning er nok en bogstavelig opfattelse af Bibelens ord og budskab. Vi er Guds faldne skabninger, som for vore synders skyld er under hans retfærdige vrede og dom. Denne vrede må vi frelses fra, hvis vi ikke skal gå fortabt. Vi bør holde fast ved apostlenes lære, det kristne fællesskab, nadveren og bønnerne. "Gud elskede verden, så at han gav sin enbårne søn for, at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men få et evigt liv". Det bekræftes af de fleste kristne kirker. Det er da nærliggende at mene, at enhver, der ikke tror på det, ikke har ret til at kalde sig kristen.
Det tog flere hundrede år, før Bibelen blev samlet til én bog. De mange selvmodsigelser og uklarheder i skrifterne har medvirket til udvikling af de indbyrdes stridende fraktioner i den kristne kirke. Evangeliernes beretninger er nedskrevet mange år efter Jesu tid. Noget virker ægte og andet som noget evangeli­sterne selv har fundet på. Mange mennesker finder det derfor vanskeligt at lade deres tro hvile absolut og konkret på disse skrifter som Guds værk.
Trosbekendelserne er skrevet af mennesker i en specifik historisk situation og udtrykker ikke de eneste mulige for­tolkninger af Bibelen. Måske er det de færreste folkekirkemed­lemmer, der dybest set går ind for, at Gud f.eks. er én og tre på samme tid, eller som tror på dogmerne om jomfrufødsel og Jesu legemlige opstandelse og himmelfart. Hvordan skal yngre mennesker i dag forholde sig til et begreb som arvesynden?
Der er risiko for, at religiøse institutioner, dogmatik og teologi tager livet af Gud med forestillingerne om ham. Også Søren Kierkegaard hævdede, at de ufornuftige dogmer og tros­retninger, som i løbet af kirkens historie er blevet lagt til Jesu enkle forkyndelse, må skrælles væk fra kristendommen.
Nogle mennesker, der ikke opfatter sig som "religiøse", føler alligevel berøring med en åndelig virkelighed, med noget "andet", der er større og visere end deres eget jeg. For nogle er det upersonligt, for andre har det karakter af noget personligt, måske som Jesus Kristus. Denne form for "mystik" har altid eksisteret, men ofte som et marginalt og uroskabende kirkeligt fænomen i kraft af mystikernes organisationskritiske holdning. Selv den svenske kirkes nu afgåede ærkebiskop, K.G. Hammar, der sad i toppen af det kirkelige hierarki, finder, at mystikken er en bedre måde at beskrive virkeligheden på, end den, der kommer frem i de kirkelige dokumenter. Det, som har med Gud at gøre, er jo ikke begribeligt og tydeligt for os. For mennesker, der er kommet på afstand af kristendommen, er mystikken mere åben. Den giver dem bedre plads og går tættere på deres virkelighed.
Uanset hvor kristent orienteret den enkelte opfatter sig, er hele vor kultur præget af Jesus-skikkelsen. Også teologer har hævdet, at Kristus-symbolet må udlægges på stadig nye måder. Symbolet peger hen imod og har del i den yderste virkelighed, der aldrig vil kunne udtrykkes på en ligefrem måde. I det konkrete religiøse liv vil mange imidlertid have svært ved at undvære symboler om Gud. Jesus var et menneske, men han var ikke kun et menneske. Han var mennesket  i en eller anden udefinerlig forstand, hvor vi kan genkende os selv. Han er et urbillede på menneskers længsel efter at virkeliggøre kærlighed, sandhed og visdom i denne verden.  
Hvem og hvad Jesus var som historisk person, er for det kristent orienterede menneske egentlig ikke så vigtigt. Nogle ser Jesus som Guds enbårne søn, andre ser ham som et almindeligt menneske, der ved den måde, han levede og døde på, blev en del af den evige guddommelige kraft, som kaldes Kristus. Og endelig ser nogle ham som en usædvanlig healer og lærer, hvis eksempel stadig er relevant for vor tid. Albert Schweitzer sagde det således: "Jesus beder ikke om at formulere i ord eller at definere, hvem han er. Den ægte forståelse af Jesus sker mellem hans vilje og vor egen vilje... Al kristen fromhed er kun af værdi i det omfang, vi overgiver vor egen vilje til hans vilje".
Mange tænksomme mennesker har gennemgået forskellige stadier af agnosticisme eller humanisme. Som søgende vil de kunne tiltrækkes af en mindre dogmatisk form for kristendom, end de finder i de historiske kirker. De vil her kunne finde en bro til et nærmere kristent fællesskab. Disse mennesker vil af traditio­nelle kirkefolk ofte blive betegnet som kulturkristne. Mon ikke den danske folkereligiøsitet overvejende har karakter af kulturkristendom?
Begreberne "kristen" og "humanist" er ofte blevet stillet unødig skarpt over for hinanden som rivaler eller modsætninger. Kristendommens dybeste erkendelser er i realiteten erkendelser af menneskets natur og dets slægtskab med det, vi kalder det guddommelige. "Humanismen i kristent klædebon" erkender, at højvurderingen af mennesket først fuldt ud realiseres, når et gudsforhold er inde i billedet.
Det væsentlige for at kunne karakterisere et menneske som kristent må være, at det accepterer grundfortællingen om det absolut opofrende og næstekærlige menneske, der totalt til­sidesætter sig selv i kærlighed til den Gud, der kun kan vise kærlighed gennem næsten. Det er kærligheden i vores liv - det dobbelte kærlighedsbud ("Du skal elske Herren din Gud. Du skal elske din næste, han er som dig") - der gør os til sande kristne. Ikke om vi tror på bestemte dogmer eller trossætninger.
Kristeligt Dagblads kronik, 30. november 2000.
En tro er svær at undvære


Det at tro på noget er almenmenneskeligt. Kun få kan undvære en form for tro, hvor vag den end er, da livet jo grundlæggende er uoverskueligt og irrationelt.
Gud er ikke afhængig af religionen. Gud er. Religionen er blot vores jordiske og menneskelige forsøg på at komme Gud nærmere. Og alle religioner sigter mod, at der et eller andet sted er en sammenhæng. Religionen hjælper os med at forstå meningen med livet. Men religionen opfylder også et åndeligt behov ved at give vejledning for menneskelig adfærd. De traditio­nelle religioners dogmer er vidt forskellige, men deres regler for, hvordan vi bør forholde os til hinanden, har mange ligheds­punkter.
Mange mennesker har en oplevelse af Gud som en objektivt eksisterende personlig instans, de kan bede til. I deres tro støttes og hjælpes de af kirkens system med dens dogmer, sakramenter og trosbekendelse. Men for andre er der tale om en mere almen oplevelse af, at tilværelsen har en mening, en følelse af at være i overens­stemmelse med noget, der rækker ud over én selv, at ens liv har et mål. For disse mennesker består troen ikke i passivt at acceptere en autoritet, men i en indre overbevisning om, hvad der er sandt, i en stadig spørgen og søgen for at nå frem til en dybere indsigt.
Kristendommen er den religion, som gennem århundreder har præget vores samfund. De etablerede kristne kirker er tilbøjelige til at anvende en snæver definition af, hvad det vil sige at være kristen. Krav om accept af en personlig Gud, af Kristus som Guds søn, af hans opstandelse, af trosbekendelser, sakramenter og liturgi - disse krav kan være med til at holde nogle oprigtigt søgende mennesker ude af den kristne fold.
Der er ikke én defineret form for kristendom. Den er et historisk fænomen, som har undergået store forandringer i tidens løb, sådan som al religiøs tænkning, der vil være levende og vedkommende, til stadighed må være under for­vandling. Det er ikke nok at tage Bibelens ord bogstaveligt. Det drejer sig om det, der ligger bagved - eller over - skriften. Kristendommen må først og fremmest være en livsform: At jeg forsøger at være et sådant menneske, som Jesus ønskede, hans disciple skulle være; at jeg tror på godhed, retfærdighed, tilgivelse og kærlighed - og søger at leve derefter.
Mange mennesker med en etisk holdning og en følelse af samfunds­mæssigt ansvar tager udgangspunkt i naturvidenskabelig viden. De er indstillet på, at videnskaben kan give os de sande budskaber om livet. De er tilbøjelige til at blokere over for begreber som religiøsitet og tro. Human-etikerens "tro" har sin begrænsning ved at være menneskecen­treret. Der er ikke plads til tanken om en kærlighedsmagt uden for mennesket selv, til skaberværket og kærligheden som baggrund for alt liv. Den endelige forklaring på tilværelsens gåder ligger jo helt uden for den videnskabelige horisont. Den gådefuldhed, der gennemtrænger vores til­værelse, nødvendiggør en form for gudstro. Det er hjertet, der opfatter Gud, og ikke fornuften.
Humanistens mennesketro kan imidlertid godt have en religiøs dimension. Han erkender måske, at vi dybest set er en del af en helhed, en lille del af det uendelige og fuldstændige, som består ved sig selv. Selv om Gud opfattes som livets bærepille, er det ikke nødvendigvis som en eller anden selvstændig instans eller en almægtig person, man kan bede til. Den religiøse humanists gudsforhold må dog lige som for den mere ortodokst troende først og fremmest være et forhold til hans eget liv og til hans næste. Som teologen P.G. Lindhardt udtrykte det: "Tro ... drejer sig ikke om meninger, men om mennesker og - vel at mærke - om ganske bestemte mennesker, som dit daglige liv er fyldt med ... her i de snævre og kendte daglige omgivelser skal du aflægge din bekendelse".  
Religiøs eller kristen humanisme er på mange måder for­skellig fra meget der i tidens løb er blevet anset for kristen­dommens essens. Udgangspunktet er imidlertid den religion, Jesus stod for. Det var ikke en filosofi, der søgte at forklare Gud. Det drejede sig om en indre vækst hen imod godhed, som kunne nås gennem kærlig­heden til Gud og mennesker.
Selv har jeg fundet mig bedst til rette med Kvækernes åbne religiøse indstilling og den stille andagtsform. Allerede sidst i 1600årene konstaterede kvækeren William Penn, at det ikke er bestemte meninger eller opfattelser af, hvad der er sandt, eller anerkendelse af bestemte trosartikler, som gør et menneske til en ægte troende eller kristen. Det er derimod et sind og en adfærd, som er i overensstemmelse med Guds vilje.
Det væsentlige i livet og i religionen har grundlæggende at gøre med forholdet mellem mennesker. Det er i mit forhold til andre mennesker, at de dybeste religiøse sandheder mest levende åbenbares. Vi glemmer tit at lade vor næste høre kærlige ord fra os. Det er lettest at udtrykke sig kærligt over for de nærmeste. Men det er især, når vi opdager det af Gud i et menneske, vi ikke kender så godt, at vi når ud og måske griber Guds hånd.
Som andre har jeg også svært ved at leve op til mine idealer. Men jeg prøver at leve sådan, at jeg kan svare på det af Gud, der findes i dem, jeg møder, og i mig selv.
Frederiksborg Amts Avis kronik, 31. oktober 1998.
Liberal kristendom og religiøs humanisme


Den nylig afdøde danske filolog og filosof Andreas Simonsen var vokset op med en jødisk baggrund og følte sig som elev af Sokrates. Han fandt det skønt og opløftende, at der fra de to store kulturer - den bibelske og den sokratiske - som danner grundlaget for vor egen kultur, lyder ensartede budskaber. Dette uddybede han i sin bog om Sokrates (1) .
Simonsen var opmærksom på, at der i vor tid synes at være tale om to grupperinger omkring henholdsvis de humanistiske indstillinger og de bibelske religioner. Nogle humanisters centrering om forskellige former for rationalisme synes helt fremmed for Sokrates dybe religiøsitet. Og nogle bibelske religioner synes at lægge hovedvægten på ritualisme, dogmatisme og anden autoritær udvorteshed med tilbøjelighed til at bandlyse menneskets natur. Han fandt dog også eksempler på en ydmyg, dybtgående humanisme og en fribåren, menneskelig jødedom og kristendom, hvorimellem der består et rigt og afgørende fæl­lesskab.
Disse tanker om forskelle og lighedspunkter mellem livs­anskuelserne udmøntede Andreas Simonsen i sit filosofiske hoved­værk "Humanisme og kristendom" (2).  
Et hovedsynspunkt heri er, at der bag ved de forskellige livsanskuelser  består et fundamentalt fællesskab, til dels en ligefrem samhørighed, i livsholdning. En fremstilling af et menneskes ideer kan aldrig blive rent objektiv, fordi den skit­serede person aldrig har eksisteret som et objekt uafhængigt af, hvem han er blevet opfattet eller skildret af. Et menneske er i sin egenskab af åndsvæsen ikke et isoleret, afgrænseligt fænomen, men får først egentlig eksistens ved mødet med et andet menneske. Simonsen har i sin bog brugt dialogformen som et kunstgreb. Det skyldes dels erkendelsen af, at det enkelte menneskes tanker først afklares og uddybes, ja egentlig først rigtig bliver til, ved indlevelse i andres, dels fordi de abstrakte tankegange formentlig herved kan udtrykkes noget klarere.
Bogens fire "personer" repræsenterer fire livsanskuelser, to humanistiske og to kristne. Disse fire opfattelser af tilværelsen er selvfølgelig forenklede i forhold til den virkelige verdens mangfoldighed, men de giver forfatteren mulighed for at karakterisere nogle væsentlige forskelle. "Hans" står for en radikal huma­nisme. Han udtrykker en ensidig tiltro til mennesket, både dets intellekt og dets moralitet, i form af henholdsvis rationalisme og ekstrem idealisme. "Rudi" - forfatterens talerør - repræsen­terer en religiøs humanisme. Hans mennesketillid har et komple­ment af realistisk ydmyghed, der udspringer dels af en intens oplevelse af livets uudgrundelighed, dels af menneskets rod­fæstede selviskhed. "Lises" livssyn er en liberal kristendom. Hun tror på en personlig gud, men tolker de øvrige trosartikler sym­bolsk. Endelig repræsenterer "Ole" en ortodoks kristendom, der ikke udarter til intolerance eller underkendelse af det etiske indhold.
Gennem de senere år har der blandt europæiske, især bri­tiske, kvækere foregået en intens debat om kvækernes religiøse syn. I lys af disse diskussioner har jeg fundet det af interesse at gengive nogle af Andreas Simonsens tanker om især liberal kristendom og religiøs humanisme, da det er i dette åndelige spændingsfelt, mange af vor tids kvækere formentlig befinder sig. Denne artikels korte sammenfatning af synspunkter, der er meget bredere beskrevet i Simonsens bog, kan virke forenklede. De kan dog forhåbentlig give læseren stof til eftertanke vedrørende hendes/hans egen trosopfattelse.


Ortodoks kristendom

De kristne kirker har som en grundopfattelse troen på Gud som en objektivt (separat) eksisterende personlig instans.
Ortodoks kristendom har som overbevisning, at dogmerne og sakramenterne udtrykker noget guddommeligt i betydningen mira­kuløst, noget der er stridende mod den rationelle erkendelse, ikke blot utilgængelig for den. Denne overbevisning er forankret i en guddommelig autoritet, der tillægges traditionen.
Den almægtige Guds eksistens opfattes dogmatisk-bogstaveligt som den absolutte realitet, der ikke kan afledes fra noget som helst andet. Den kristne tro forholder sig til en person, der på én gang var et menneske og en åbenbaringsform af Gud - Kristus som selve Guds inkarnation og som formidleren af Guds nåde. Jesus er sandheden og forsoneren, der på ufattelig vis har erhvervet os Guds betingelsesløse tilgivelse.
Trosbekendelsen anviser Bibelens guddommelige sandheder. Mennesket er ikke blot afmægtigt, men i bund og grund ondt. Vi er alle behæftet med arvesynden, som ifølge oldkirkens lære indebar, at vi ikke blot ikke evner at opfylde Guds bud, men ikke engang vil det.


Liberal kristendom

Også for den liberalt kristne er Guds eksistens det urok­keligt givne, uanset hvordan mennesker forholder sig hertil. Som den norske salmedigter Petter Dass skrev: "Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde". Gud skabte og skaber mennesket i sit billede, dvs. med en guddommelig gnist, med en anelsesvis erkendelse af ham og derfor med en inderste drift mod at lyde hans bud. Vi kan ikke leve uden en kærlig gud, vi kan bede til, og som borger for en skjult mening i det ellers ubærligt grufulde, vi oplever. Bibelens faderforkyndelse opfattes som den faste grundvold. Skabelsesberetningen er den klippefaste altbærende sandhed. Livet er Guds værk, mennesket er skabt af Gud.
I vort århundrede har nogle betydelige kristne teologer dog forladt "teismen", den bogstavelige tro på en Fader. Simonsen nævner her Dorothee Sölle, der er blevet inspireret af Martin Buber og Simone Weil.
Den liberale kristendom bryder med den kristne traditions bogstavelige fortolkningsmåde. Kristus-forkyndelsen opfattes ikke som en lære, en teologi, men en underfuldt symbolsk antydning af det, der slet ikke kan udsiges eller begribes klart og håndfast. Jesus er Kristus, Guds søn, derved at han gennem hele sin livs­førelse og forkyndelse og navnlig ved sin lidelsesdød var den fuldkomne virkeliggørelse af Faderens vilje: Kærligheden. Det er i denne åndelige betydning, at Jesus er Guds søn. Opstandelses­forkyndelsen forstås som et symbolsk udtryk for, at den fuldbårne kærlighed - virkeliggjort af Kristus - er den magt, som er over al anden magt.
"Guds rige" opfattes ikke som noget fremtidigt, noget der kan forstås ud fra vor rationelle tænknings tidskategori. Det er derimod ensbetydende med det evige liv, den fuldendte oplevelse af det enkelte livsnu som Guds gave og opgave. Ikke alle kristne kan dele den bogstavelige tro på den hinsidige salighed eller på et kommende Guds rige. De forstår disse dogmer i en åndelig betydning. Jesus erkendte til dels selv, at hans forkyndelse skulle forstås åndeligt: "Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det...Guds rige er midt iblandt jer" (eller "inden i jer")(Lukas 17:20-21).


Radikal humanisme

Inspirationen til humanismen som livsanskuelse stammer fra det klassiske Grækenland. Humanisten opfatter det gode som almen­gyldigt eller almenmenneskeligt. Der er tale om en idealistisk højvurdering af mennesket som åndsvæsen.
Den radikale humanist har en ensidig tiltro til menneskets intellekt og moralitet. Der er tale om en rationalisme med prin­cipielt ubegrænset tiltro til den videnskabelige erkendelses kompetence og muligheder. Det er den etiske stræben, der både gør os til mennesker og giver vort liv fuld mening. Menneskets for­måen er uafgrænselig mægtig, og dets allerinderste vilje er ret­tet mod det gode. Denne ensidige idealisme kan imidlertid virke svagsynet over for vor primitive, biologisk betingede egocentri.
Den franske filosof René Descartes genoplivede i første halvdel af 1600-årene den græske videnskabelighed og rationa­litet. I opposition hertil hævdede Blaise Pascal, at vor viden­skabelige erkendelse aldrig vil kunne afsløre andet for os end en uigennemskuelig verden. Derfor må den kompletteres med en reli­giøs erkendelse, en oplevelse. Det er hjertet, der opfatter Gud, og ikke fornuften.
Også den tyske filosof Hegel stod for en radikal-huma­nistisk tro på menneskeåndens guddommelighed. I modsætning hertil hævdede Søren Kierkegaard, at mennesket principielt er udelukket fra at overskue og udgrunde verden af den simple grund, at det selv - med sit erkendelsesapparat - er impliceret i den, og ikke kan betragte den udefra.
Som kritik af den radikale humanisme er det blevet frem­ført, at den gådefuldhed, der gennemtrænger hele vores tilvæ­relse, nødvendiggør en gudstro. Det etiske kommer til at savne en ”lidenskabsdimension” med dertil hørende dybde og vidde. Den emo­tionelle side af vores natur bliver ignoreret eller gjort til noget sekundært.


Religiøs humanisme

Hos den religiøse humanist forenes menneske-tiltroen med en religiøsitet, en ydmyghed over for livet som absolut uudgrun­deligt og en syndsbevidsthed, der klart erkender menneskets rodfæstede selviskhed. Begrebet Gud opfattes som livets bære­pille, men ikke i form af en eller anden selvstændig instans eller en almægtig person, man kan bede til. Gudsforholdet er en bestemt menneskelig almenholdning over for livet, nemlig som under, gave og opgave. Højvurderingen af mennesket realiseres først fuldt ud, når vi oplever os som hævede over alle andre væsener i kraft af ikke blot en idealisme, men et gudsforhold - ikke blot en etisk holdning, men tillige en ydmyghed.
Hos Sokrates var gudsforholdet centreret i en intens, ele­mentær oplevelse af, hvad mennesket er - en underfuld kombination af herligt og usselt - og hvad menneskelivet er, nemlig et under og en gave. Det er på denne ydmygheds- og taknemmeligheds­religiøsitet, ikke på autoritær religion, han bygger sin stærke overbevisning om, at der i begrebet "det gode" findes et almen­gyldigt indhold. Det lader sig ikke definere eller bevise, men ligger inderst inde i ethvert menneske som en instinktiv-intuitiv grunderkendelse. Det godes fundament var for Sokrates ikke reli­gionen, men en religiøsitet.
I nyere tid har Albert Schweitzer grundet sin etik på en ærefrygt for livet, en religiøsitet. Hans filosofi repræsenterer en religiøs humanisme, der er beslægtet med Sokrates: "Etik er et til det grænseløse udvidet ansvar over for alt levende".
Den franske tænker Simone Weil fandt, at vi i alle vore enkelte handlinger er afmægtigt årsagsbundne. Al magt hviler hos Gud, som vi altså nødvendigvis må adlyde. Men mennesket har en fundamental frihed: Valget mellem at ville adlyde Gud og ikke at ville det. Andetsteds erkender hun dog, inspireret af kristen­dommen, at end ikke dette sidste valg af lydighed mod Gud står i vor magt: "Vi kan ikke selv gøre et eneste skridt mod himlen ...Men hvis vi betragter himlen længe, stiger Gud ned". Hun bruger begrebet en "attente de Dieu", en venten på Gud, en længselsfuld åbenhed.
Som religiøs humanist citerer Andreas Simonsen også den danske teolog P.G.Lindhardt: "Ordet Gud udtrykker ikke et ob­jektivt hvad, men et subjektivt hvorledes ... Gudsforholdet er ikke et forhold til 'noget' ... men er - udelukkende - et forhold til mit eget liv. Det ord Gud betyder at mit liv gives mig, på give­rens betingelser ... Hele mit liv kommer mig i møde som en for­dring, og jeg har slet intet forhold til Gud uden gennem lydig­heden mod den fordring".


Har kvækerne en fælles tro?

Det engelske ugeblad "The Friend" publicerede i 1986 tre artikler af Richard Rowntree under overskriften "Reaching for the Quaker Common Ground" (3). Det fælles grundlag, som vor generations kvækere må opdage på ny ligger måske i skæringspunktet mellem to hoved­opfattelser. På den ene side oplevelsen af Guds ånd som direkte strømmende fra Jesu liv og død og de følgende opstandelses­oplevelser. På den anden side oplevelsen af Guds ånds universelle karakter, som påvirker menneskehedens forskellige måder at nærme sig det mysterium, der anes som virkelighedens usete kærne. Histo­risk set har den kristus-centrerede opfattelse været dominerende, selv om et universalistisk element også fra starten blev fremført af f.eks. Robert Barclay og Isaac Pennington (samt George Fox, William Penn, John Woolman m.fl.). Rowntree lancerede begrebet "Christian uni­versalism", og understregede, at det forenende grundlag må gen­opdages i de fælles andagter.
Rowntree har senere i en analyse af kvækernes særlige mission peget på, at der set i et verdensperspektiv er to ele­menter, som deles af alle kvækere, nemlig en andagt uden sakra­menter og det såkaldte freds-vidnesbyrd (4). Senere har han frem­hævet det store privilegium, kvækerne har arvet, nemlig en an­dagtsform, der erkender ordenes begrænsning, når det gælder at nå det, som befinder sig hinsides ethvert sprog (5). En yderligere for­del er kvækernes trehundredårige vidnesbyrd mod dogmatiske defi­nitioner af, hvad Gud er.
Også andre har i de senere år peget på, at der - set i et historisk perspektiv - ikke behøver at være nogen modsætning mellem en universalistisk og en kristen opfattelse. Som Ormerod Greenwood har formuleret det: "Our base is Christian, our reach universal" (6).
Nogle kvækere har udtrykt bekymring over de forskellige - efter deres mening uforenelige - opfattelser, der gør sig gæl­dende, mens andre finder, at dette netop repræsenterer en styrke (7). Nogle kvækere sætter pris på, at der i andagten frem­sættes kompromisløst kristne tanker i et traditionelt sprog. Andre søger at finde frem til en ny åndelig forståelse ved brug af måske nye og uvante udtryk. En for stiv og konservativ tros­opfattelse kan hindre vækst og udvikling. Der findes jo andre kristne retninger, som anvender standardiserede og traditionsrige andagtsformer til glæde for dem, der har brug herfor. Kvækerne kan bidrage med forskelle i tankegang, tro og udtryksmåde som tegn på, at de sandheder, de søger at forstå dybden i, er mere levende og indtrængende, end et traditionelt kristent sprog kan give udtryk for.
Jack Wallis har senere advaret mod en for stram definition af "kvækertroen" (8). Kvækerne har efter hans opfattelse kun én væsentlig doktrin: "Det af Gud i enhver" eller "det indre lys". Hertil kommer tre særlige skikke, nemlig andagtsformen, den måde hvorpå forretningsmøder holdes og livsformen: "Prøv at leve sådan, at du kan svare på det af Gud i dem, du møder, og i dig selv". Der er ganske vist et langt spring mellem yderpunkterne af kristen fundamentalisme og religiøs universalisme, men hvorfor skulle disse synspunkter hindres i at komme til udtryk i kvæ­kernes religiøse  samfund? (9).
Redaktøren af The Friend, Deborah Padfield, har i en leder­artikel mindet om, at "Kristus", "Gud" og "tro" alle er ord, der har meget forskelligt indhold og betydning for forskellige menne­sker (10). Kristne retninger, der baserer sig på trosbekendelser, kan samles bag sådanne ord, men skjuler tit derved nogle reelle forskelle. Kvækerne samler sig ikke bag et enigt ordvalg. Efter­hånden som Londons Årsmøde (nu det Britiske Årsmøde) i stigende grad rummer mennesker, der er kvækere af overbevisning og ikke af fødsel, bringer de til "kvækertroen" uhyre mangeartede personlige erfaringer, der får os til at høre hinandens forskellige ordvalg. Hvis vi i stigende grad skal forstå os selv og hinanden, må vi søge at høre og respektere betydningerne bag ordene. Vi må indse, hvad der er reelle og tilsyneladende forskelle. Vi har brug for hinandens støtte i denne tydningsproces.
Senere har Deborah Padfield uddybende gjort opmærksom på, at kvækernes mangel på en formel trosbekendelse egentlig synes at efterlade dem med en mærkelig usikkerhed (11). Det er, som om vi må forsikres om, at vor nabo-Ven nu også deler vort syn på "freds-vidnesbyrdet" og "Gud". Trods det billede af åbenhed, vi giver af os selv, synes vi at have svært ved i praksis at acceptere, at den centrale oplevelse af Åndens ledelse kan beskrives på en mangfoldighed af måder. Også den måde, hvorpå vi lever vor tro ud i handling, kan variere meget.
Ved årsmødet i 1993 i det norske Vennenes Samfunn holdt den engelske kvæker Roger Sturge en tale, som er gengivet i tids­skriftet "Kvekeren" (12). Han mente, at vi trænger til at søge en universalisme, som klart har rod i et rimelig sammenhængende billede af forholdet mellem Gud og mennesker. Det billede, som kristne er vokset op med, har været kristent. Ikke alle kvækere behøver at være kristne, men som samfund er vi en kristen flok, der har et syn på kristendommen, som ikke er eksklusivt. Åbenheden hører med i et samfund, som godtager og værdsætter erfa­ringer gjort af folk, der kommer fra andre reli­gioner, eller fra ingen. Men det forandrer ikke det faktum, at den historie, kvæ­kerne er til ved, og som gør dem til et folk, i hovedsagen er kristen.


Er kvækerne kristne?

De kvækere, som udtrykker størst bekymring for de mange tros­opfattelser inden for Vennernes Religiøse Samfund, synes i nogen grad at have fortrængt de forskelligartede opfattelser, der gennem de sidste 300 år har gjort sig gældende. Som nævnt gav kvækere allerede i 1600-årene, med deres kristne grund­holdning, udtryk for universalistiske synspunkter og åbenhed over for andre religioner.
Isaac Penington sagde, at "hensigten med ordene er at få menneskene til at forstå det, som ligger hinsides, hvad ord kan udsige" (13). William Penn mente, at "de ydmyge, spagfærdige, barm­hjertige, retfærdige, fromme og oprigtige sjæle overalt er af én religion; og når døden har fjernet masken, vil de kende hinanden, selv om de forskellige klædedragter de her bærer, gør dem frem­mede for hinanden" (14). Robert Barclay talte om "the one Catholic church", som kan have medlemmer "både blandt hedninge, tyrkere, jøder og alle de forskellige slags kristne" (15). Og Francis Howgill udtrykte som sin oplevelse af andagtsmøderne bl.a.: "Vi samledes i Åndens enighed og med fredens bånd, idet vi trådte alle be­tragtninger om religion under fode" (16).
I begyndelsen af dette århundrede mindede William Littleboy om, at "mennesker altid er tilbøjelige til at bruge deres egen erfaring som målestok for deres bedømmelse af andre ... Der er ingen berettigelse i at forvente, at vor nabo skal følge nøjagtig den samme vej, som den vi selv har fulgt" (17). Som reaktion mod en for doktrinær fortolkning af troen blandt andre kirkesamfund forholdt de britiske kvækere sig i 1917 til spørgsmålet om tros­bekendelser. Da "mennesket er et rationelt væsen, søger det intellektuelt at formulere de tanker, som ligger underforstået i den religiøse erfaring ... Men ... alle sådanne forsøg er foreløbige, og de kan aldrig antages at være den endegyldige sandhed. Der må altid være plads for udvikling og fremskridt og kristen tankegang og søgen må aldrig bindes af teori" (18). Komiteen bag "Christian Faith and Practice" frabad sig i 1925 stærkt "den ind­stilling ... der som vantro stempler den kritik af accepterede ideer uden hvilken fremskridt er umulig. Vi kan ofte nå til en dybere forståelse af den sandhed, Gud har bestemt for os, gennem tvivl om fortidens ortodoksi. For ægte tro er ikke en passiv accept af autoritet, men en indre overbevisning om sandhed, spørgende, søgende, bankende på, indtil døren åbnes ... den ægte søgende adlyder Guds virkelige indre kald" (19).
Spektret i personlige trosopfattelser hos kvækerne er uhyre bredt. Der findes på den ene yderfløj nogle, som føler sig hjemme i en ortodoks, ja nærmest fundamentalistisk orienteret kristen­dom. På den anden yderfløj er der andre, som har svært ved at opleve sig selv som troende i traditionel forstand, og som må karakteriseres som radikale humanister. Alligevel kan disse men­nesker føle sig hjemme blandt kvækerne bl.a. i kraft af den stil­le andagt, måden hvorpå man når frem til forretningsmæssige be­slutninger, fredsvidnesbyrdet - eller måske den åbne, menne­skekærlige og handlingsorienterede holdning, som karakteriserer mange kvækere.
På spørgsmålet: "Om kvækerne er kristne?" er svaret efter min opfattelse, at Vennernes Samfund som religiøs bevægelse befinder sig på "kristendommens overdrev". Det er grundlæggende et kristent trossamfund, men med stor åbenhed over for mennesker, der enten har rødder i andre religioner eller ikke betragter sig som egentlig troende.
De etablerede kristne kirkers sindrige systemer og tros­bekendelser kan være med til at holde nogle oprigtigt søgende mennesker ude af den kristne fold.
Den tjekkiske præsident, Václav Havel, bliver i bogen "Fjernforhør" stillet spørgsmålet, om han er konverteret (20). Han svarer bl.a.: "At der over mig er noget hemmeligt, et brændpunkt for al meningsfuldhed og en højeste moralsk autoritet; at begi­venheden kaldet verden har sin dybere orden og mening (at den altså ikke kun er en vrimmel af usandsynlige tilfældigheder); at jeg med alt, hvad jeg foretager mig, på mærkelig vis strejfer evigheden - alt det har jeg egentlig altid følt ... Men en virkelig konversion, som jeg forstår den, ville have betydet at sætte en helt utvetydig personlig Gud ind på det ubestemte 'nogets' plads, og ganske inderligt at acceptere Kristus som Guds søn og samtidig alt, hvad deraf følger, altså også liturgien. Og dette skridt har jeg ikke taget ... Jeg tror, at det hele - universet og livet - ikke blot er her 'af sig selv', jeg tror, at intet forsvinder uigenkaldeligt, og så meget desto mindre vore handlinger, og dermed forklarer jeg min overbevisning om, at det giver mening at bestræbe sig på noget i livet, på noget mere end blot på det, som synligt vender tilbage eller betaler sig ... Jeg kan bestræbe mig på at leve i den kristne morals ånd (sandt at sige lykkes det mig ikke særlig godt), men det betyder stadig ikke, at jeg er en troende kristen. Jeg er simpelt hen ikke sikker på, at Kristus er Guds søn og et gudmenneske i ikke blot billedlig forstand (som en slags 'menneskearketype'), men i den dybe og forpligtende forstand, der gælder for en kristen".
Man kan diskutere, om Václav Havel er religiøs humanist eller liberalt troende kristen - men et menneske med disse synspunkter ville sagtens kunne finde sig til rette i Vennernes Religiøse Samfund!
Lad os håbe, at kvækerbevægelsen fortsat vil være åben over for, at den enkelte må følge sin egen vej i søgen efter sandheden bag ordene og de religiøse former. Som Isaac Pennington udtrykte sig: "Vort liv er kærlighed, fred og nænsomhed; at bære over med hinanden, at tilgive hinanden og ikke anklage hinanden; men bede for hinanden og støtte hinanden med en nænsom hånd" (21).
Kvekeren, 58. årgang, nr. 4, 1994; og 59. årgang, nr. 1, 1995.


Litteratur
1. Simonsen A. Sokrates. Hans livsholdning og forkyndelse. København: Gyldendal, 1961.
2. Simonsen A. Humanisme og kristendom. Idéhistorisk rids i dialogform. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1980.
3. Rowntree R. Reaching for the Quaker common ground. The Friend 1986;144:197-8;1235-7;1263-4.
4. Rowntree R. The particular mission of Friends 1. The Friend 1987;145:997-9.
5. Rowntree R. The Quaker Christian universalist faith. The Friend 1988;146:197-9.
6. Greenwood O. Quakerism: Christian and universal. The Friend 1987;145:637-8.
7. Wallis J. Letter to the editor. The Friend 1988;146:1383-4.
8. What is Quakerism? The Friend 1991;149:1077-8.
9. Wallis J. Letter to the editor. The Friend 1992;150:696-7.
10. Commentary. The Friend 1993;151:355-6.
11. Commentary. The Friend 1993;151:547-8.
12. Sturge R. Har kvekerdommen ei framtid? Kvekeren 1994;58:4-5.
13. Christian faith and practice in the experience of the Society of Friends. London: London Yearly Meeting of the Religious Society of Friends, 1960 (nr. 204).
14. Ibid. (nr. 227).
15. Ibid. (nr. 224).
16. Ibid. (nr. 184).
17. Ibid. (nr. 81).
18. Ibid. (nr. 205).
19. Ibid. (nr. 119).
20. Havel V. Fjernforhør. København: Gyldendal, 1990.
21. Christian faith and practice. Op. cit. (nr. 404).


Mennesket i tiden
Troen
Vi lider af tidsnød. Travlheden er sat i system. Lommekalenderen eller "time-manageren" er blevet vore vigtigste bøger. I de rige industrilande synes det dominerende mål at være blevet økonomisk vækst. Men håbet om, at frigørelsen fra de materielle bekymringer skulle følges af menneskelig og kulturel vækst, holder ikke uden videre stik.
I den fortravlede dagligdag prøver mange faktisk at pleje deres "indre liv". Nogle går sig en tur i naturen, andre arbejder i haven, de dyrker yoga, synger, lytter til musik eller sætter sig måske med et håndarbejde.
Men stilheden er blevet hjemløs. Ikke bare støjen, men også de mange synsindtryk er med til at blokere for vort åndelige liv. Der mangler tid til eftertanke. Den utilstrækkelige tid til fordybelse, som kunne give fred i sindet, fører til uro og angst.
Vi har kun en tilmålt tid her på jorden, men vi er til­bøjelige til at sløse med den. Vi er tit mere optaget af fortiden og fremtiden end af nutiden. Vi glemmer at leve. Vi venter på den lykke, der nok skal komme, i stedet for at prøve at finde den her og nu.
Vi lever jo i nutiden, på et givet sted og under givne omstændigheder. Vi må lære at affinde os med, hvordan vi nu engang selv er udrustet både i psykisk og fysisk henseende. Og vi må forholde os til en hel række praktiske livsvilkår. Det timelige og nødvendige kræver sit.
Men samtidig må vi gøre os klart, at menneskelivet har en anden dimension. Den er svær at sætte ord på. Man kan forsøge at bruge begreber som "det evige", "det uendelige" eller "Gud" for at karakterisere den åndelige side af livet.
I vor tid er det, som om mange ikke indser, at menneskelivet ikke bare har en materiel, men også en åndelig side. Angst og fortvivlelse plager mange mennesker. Det har også noget at gøre med, at vi ikke magter at få det timelige - eller dagen i dag - til at hænge sammen med det evige - eller dagen i morgen.
I H.C. Andersens lille eventyr "Sneglen og rosenhækken" siger sneglen - det var den, der havde meget i sig, den havde sig selv - til rosenhækken: "Vent til min tid kommer! Jeg skal udrette noget mere end at sætte roser, end at bære nødder, eller give mælk som køer og får". Den blomstrende rosenhæk venter grumme meget af den og vover sig til at spørge, hvornår det kommer. " Jeg giver mig tid", sagde sneglen. "De har nu så meget hastværk, det spænder ikke forventningerne".


Det gode og det smukke
Menneskets tilværelse er både uoverskuelig og irrationel, men vi må hver især prøve at finde en vej. I alt det væsentlige er vi alene. Vores egentlige historie kan næsten ikke forstås af andre. Vore dybeste hemmeligheder formår vi ikke at bringe videre, selv i det intime samvær. Ja, vi erkender dem knapt nok selv.
Vi gennemlever et livslangt forsøg på at finde balancen mellem de grundlæggende modsætninger i vores væsen, mellem forstanden og følelserne. Jo mere vi forsoner os med de modstri­dende kræfter i vort indre, des bedre bliver vi i stand til at forstå vore medmennesker. Til at lade være med at putte dem ned i nogle enkle forklaringskasser. Vi har jo en medfødt til­bøjelighed til at tænke i modsætninger. I sort eller hvidt. Enten er hun skør eller normal. Enten er han reaktionær eller revolu­tionær.
Allerede 400 år før Kristi fødsel pegede Sokrates på betydningen for menneskene af "det gode" i tilværelsen. Det gode har at gøre med menneskets samhørighed med medmenneskene, sådan som det - ifølge Sokrates - var Guds skaberplan. Vi må prøve at kende os selv, både som menneske blandt mennesker og som menneske over for Gud. Sokrates var overbevist om, at det gode er udtryk for Guds uudgrundelige og kærlige virke. Og "det skønne" - hvad enten det viser sig i naturen, i kunsten eller i kærligheden - er et under, noget der ligger helt uden for menneskelig fatteevne. Alting kan ikke forklares. Men centralt i opfattelsen af det gode ligger en dyb erkendelse af samhørigheden mellem alle mennesker.
Vi kan opleve end dyb glæde ved den tilsyneladende for­målsløse eksistens af dyr og fugle, af planter, træer og sten. Digtere og kunstnere har i særlig grad øjnene åbne for naturens små undere, der spejler en dybere betydning. Disse musiske mennesker kan hjælpe os andre til at komme tættere på det væsentlige i tilværelsen.
Skønheden har ingen direkte funktion eller nytte. Dens værdi er af indre og ikke ydre art. Det er en ufortjent rundhåndethed, ja nogle vil sige en nådegave. Er der mon bag det hele en åndelig kraft, der sætter pris på skønheden for dens egen skyld, og som oversvømmer verden med den?
Mange mener ikke, der findes en "Gud" i traditionel betydning - altså sådan som de etablerede kirker opfatter Gud. Og mange kan heller ikke forholde sig til et begreb som "bøn". Men bøn kan måske også bestå i en slags selvfordybelse eller eftertanke omkring det gode og smukke i tilværelsen? Måske er det en af de vigtigste måder at bede på?
Medmenneskene
Vi er tilbøjelige til at lade vore egne erfaringer være målestok for bedømmelsen af andre mennesker. Men vi kan ikke forvente, at vor nabo skal vandre ad den samme sti, som vi selv har fulgt. Vi har svært ved at nå hinanden, at tale sammen, ofte fordi vi ikke vover at give os selv. Du må ikke være bange for at lade andre vide, hvad der er væsentligt for dig. Du må lade dit eget liv tale. Tag del i andre menneskers liv. Prøv at se  andre mennesker omkring dig. Giv dig tid til at tale med dem. Forsøg at se på din næstes virkelighed med et ærligt og kærligt blik. Jo mere vi gør os andre menneskers individuelle forskelle klart - jo mere vi indser, at de har behov og ønsker, der er lige så krævende som vore egne - des vanskeligere bliver det at behandle et andet menneske blot som en ting.
Forudsætningen for, at du kan "elske din næste som dig selv" - som skrevet står i Bibelen - er imidlertid, at du har lært at acceptere dig selv, at forstå og sætte pris på din egen værdi som menneske. Når vi ser på andre mennesker, er det, som om vi ser i et spejl. Billedet præges af, hvordan vi opfatter os selv.
Den personlige holdning til medmenneskene er en væsentlig forudsætning for arbejdet for fred i verden. Vi må kunne vise andre mennesker fuld opmærksomhed, vise at vi respekterer dem, lytte med følsomhed ikke blot til deres ord, men til hele personen. Det er det bedste udgangspunkt for at kunne skabe forsoning mellem enkelte mennesker, mellem grupper af mennesker eller mellem nationer. Løsningen på konflikter må udspringe af de berørte parters erfaringer og situation. Det nytter ikke at møde med et fasttømret billede af de sociale, økonomiske eller politiske strukturer, der skal til for at nå frem til dén bedre verden, som vi alle håber på.
I "Sneglen og rosenhækken" vrisser sneglen: "Verden kommer ikke mig ved! Hvad har jeg med verden at gøre? Jeg har nok med mig selv og i mig selv".
"Men skulle vi ikke alle her på jorden give vor bedste del til de andre?", spørger rosenhækken - det var den, der blomstrede i glæde, for den kunne ikke andet - "bringe hvad vi kunne! - Ja, jeg har kun givet roser! - men De? De, som fik så meget, hvad gav De verden? Hvad giver De den?"
"Hvad jeg gav? Hvad jeg giver! Jeg spytter ad den! Den kommer ikke mig ved..."


Naturen
Nogle af vore digtere har peget på, at naturen har rettigheder. Vi må holde af den og beskytte den ikke blot for menneskenes skyld, men også for dens egen. Det er en forudsætning for, at vi kan hindre klodens forgiftning og ødelæggelse. Kunstnere og digtere kan være med til at åbne vore øjne for de langsigtede nødvendigheder.
Den økologiske videnskab viser os den indre sammenhæng i alt og dermed også, at mennesket ikke står uden for resten af naturen. Vi kan derfor ikke skalte og valte med den, uden at vi selv bliver ændret. Miljøkrisen kan i virkeligheden åbne vore øjne for nogle centrale værdier i tilværelsen.
Naturen har vi i jødisk-kristen tankegang overvejende betragtet som herskere og udnyttere. Der har dog også været en undertone af respekt og beundring for Guds skaberværk. Selv om vi måske ikke som indianeren oplever naturen som guddommelig eller besjælet, så er den dog forunderlig. Hvis vi opfatter verden som en gave fra Gud til menneskene, så må taknemmeligheden i det daglige danne baggrund for, hvad vi gør med både ting og mennesker.
Vi sløser uhæmmet med ressourcer og energi. Men de største barrierer for at lægge kursen om synes at findes hos menneskene selv. Der er nogle "indre grænser" hos os, som må gennembrydes. Det nye slagord "en bæredygtig udvikling" får let karakter af besværgelse. Mon vore industrisamfund politisk magter at sigte mod en bæredygtig udvikling som overordnet strategi? Vil nationerne kollektivt acceptere virkelige afsavn af hensyn til de kommende generationer? Der er måske grænser for, hvad et demokratisk samfund kan beslutte sig for eller tåle.
Det er ude af trit med virkeligheden at blive ved med generelt at forfølge væksten som mål. Væksten burde i alt fald koncentreres om at løfte fattige mennesker op fra deres ekstreme fattigdom. Har noget rigt land overhovedet ret til yderligere vækst?
Vi er alle en del af det problem, der nu truer med at ødelægge livet på jorden. Det forføreriske gudebillede materia­lismen står på lerfødder og må falde til sidst. Hver især synes vi, at vores adfærd kun gør ubetydelig skade, men kollektivt viser den sig selvmorderisk. Det er både groft uretfærdigt mod vor tids fattige, mod fremtidens generationer og mod den natur, som også har værdi i sig selv.


Troen
Vi har ikke mulighed for - eller krav på - at forstå tilværelsens dybeste gåder.
Den franske filosof og matematiker Pascal, der levede i 1600-årene, karakteriserede Gud på denne måde: "Hvis der findes en Gud, er han uforståelig i uendelig grad, fordi han hverken har dimensioner eller grænser og derfor ikke kan sættes i relation til os. Derfor har vi ingen mulighed for at vide, hverken hvad han er, eller om han er".
Søren Kierkegaard var enig i, at Gud er det ukendte eller eksistensens gådefulde grænse. Kierkegaard hævdede, at al fortvivlelse - dvs. ethvert misforhold i hvordan mennesket forholder sig til sig selv - kan tilbageføres til menneskets forhold til Gud. Modsætningen til fortvivlelse er tro. Vi kommer ikke uden om at forholde os til Gud. I modsat fald dukker fortvivlelsen og angsten op. Vi er nødt til at vælge og må begynde der, hvor vi selv fysisk og socialt set befinder os. Forholdet til Gud er en forudsætning for at kunne udøve kærlighed og retfærdighed mod menneskene.
Tro er formentlig en helt grundlæggende menneskelig følelse. Tro er noget ubestemt, en sindstilstand, en tiltro til, at der er en mening med det hele. Tro hører med til at være menneske. Troens indhold kan variere, men den, der ikke har en eller anden tro, bliver hjælpeløs. Alle religioner sigter mod, at der et eller andet sted er en sammenhæng. Og selv videnskaben er inde på, at vi må regne med en "central ordning" i universet.
Som ung fandt jeg, at den etablerede kirkes dogmer og ritualer hindrede mig i at opleve et religiøst element i mig selv. Midtvejs i livet ser jeg, at den humanisme, jeg bekender mig til, har en religiøs dimension. Jeg har tilsluttet mig et meget udogmatisk religiøst samfund, kvækerne, der lægger vægt på, at hver enkelt må finde sin  vej. Vi må også respektere de sandheder, der rummes i andre religioner.
Over for dem, der oplever et religiøst element i til­værelsen, vil jeg formulere mig på denne måde: Lad os prøve - så godt vi nu formår - at leve sådan, at vi kan reagere positivt på det, der findes af Gud i vore medmennesker - og svare på det af Gud, der findes i os selv. Lad os stræbe efter virkeligt at indse, at hvert enkelt menneske er enestående og uendelig værdifuldt.
Danmarks Radio P1. ”På vejen”, 21.-25. januar 2001.
Hvert af de fem afsnit afsluttedes med de indledende takter
af 2. sats af Johannes Brahms klarinetkvintet, B-moll, opus 115.


Tæt på døden
Den naturlige død
Mandag morgen. Jeg ringer rutinemæssigt til kontoret. Jo, der er to ligsyn i Frederikssund. "Frederikssund politi, godmorgen" lyder sekretærens oplagte stemme. Politirapporterne er klar. Jeg møder politimanden en halv time senere ved sygehusets kapelind­gang.
Den første båre er kørt frem dækket af et lagen. Jeg får politirapporten i hånden. Det er en mand på 85. Han er fundet død i sengen derhjemme af datteren. Hun undrede sig over, at han ikke tog telefonen. Han har klaret sig selv, har egentlig aldrig været syg, men nok lidt mere træt på det sidste. Der er ikke noget mistænkeligt på findeste­det. Kvartermesteren har fjernet lagenet og tager tøjet af. Jeg konstaterer sikre dødstegn: Dødsstivhed og dødspletter. Rutine­mæssigt ser jeg efter tegn på vold. Dødsmåden er "naturlig død", som det hedder i ligsynsloven. Dødsårsagen er nok en blodprop i hjertet.
Den næste rapport er mere deprimerende læsning.
En 48-årig mand, tidligere velfungerende skolelærer, som for en halv snes år siden begyndte at drikke. Senere blev han afskediget. For et års tid siden orkede konen ikke mere. Skilsmisse, hvor hun fik forældremyndigheden. Flere antabuskure, men stadige tilbagefald. Forbruget var oppe på 3-4 flasker vin daglig. Han skulle have hentet børnene til weekendbesøg, men kom ikke som aftalt. Hans bror finder ham liggende død på køkkengul­vet. Problemer med leveren oplyser hans egen læge. Ingen mistanke om selvmord. Ansigtet ser hærget ud med træk som hos én, der er ti år ældre. Naturlig død. Som dødsårsag vil jeg skrive "plud­selig død hos alkoholiker" - organismen er helt udbrændt.
På vej til kontoret sætter jeg en kassette med Brahms` tyske rekviem på: "Denn alles Fleisch es ist wie Grass..." Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne falder, men Herrens ord forbliver til evig tid.
Man har ikke noget klart indtryk af Brahms` forhold til Kristendommen. Han læste meget i Bibelen, men om han ville betegne sig som kristen, det ved vi ikke.
Er du da selv kristen? Nogle vil nok betragte min tro med skepsis. Men jeg befinder mig i det mindste på kristendommens overdrev. Jeg oplever ikke en personlig Gud, jeg kan bede til. Men jeg har en erkendelse af, ja en vished om, at der er en kraft bag det hele, der er større end os selv. Ord virker så let blokerende. Ingen kan jo nogensinde virkelig forstå eller udtrykke sandheden om Gud. Jeg er vokset op i den kristne kultur, og inspirationen fra Jesus har stor betydning for min tro og min holdning til medmenneskene.


Ulykkesdøden
Jeg står ved liget af en 10-årig dreng. Han kom cyklende pænt ude i højre side af en hovedvej. Pludselig svinger han til venstre uden at se sig for. Han rammes af en personbil, der kommer bagfra, og bliver slynget hen ad vejen. På skadestuen søger man forgæves at genoplive ham.
For nogle dage siden var det en ung kvinde. Hendes personbil rammes frontalt af en modkørende bil, hvis fører et øjeblik er uopmærksom. Vognen bryder i brand, og det lykkes ikke at redde hende ud. Hun efterlader mand og tre børn.
I forrige uge holdt vi ligsyn over en yngre mand. Han har fredag aften været til fest og drukket tæt. Lørdag ved frokost tid tager han bilen for at besøge en ven. Vidner har bemærket hans slingrende kørsel, før han rammer et vejtræ. Han bruger ikke sele og er dræbt på stedet. Blodprøven viste 1,4 promille.
Det er ikke så sært, at jeg som embedslæge interesserer mig for trafiksikkerhed. Tænk på, hvor megen lidelse og sorg, der også følger af de tusinder af ulykker, som "kun" medfører alvorlige skader.
Det gør særlig stærkt indtryk på os, når vi ved ligsynet står med et dræbt barn. Vi har let ved at fatte forældrenes sorg. Jeg kan ofte føle som den engelske 1600-tals digter John Donne udtrykte det: "Ethvert menneskes død reducerer mig, fordi jeg er en del af menneske­heden".
Politirapporterne siger ikke noget om de efterlevendes tro eller holdning til døden. Måske er det første gang, at en af de nærmeste dør. Selv den stærkeste tro kommer let til kort over for følelserne af vrede, sorg og tab. I sådanne situationer, begynder vi for alvor at forholde os til vor egen død, til at forstå døden som livets vilkår. "Vi kan ikke elske livet, hvis vi ikke kan bære døden", sagde kvækeren William Penn for 300 år siden.
Olaf Bull, den norske digter, der døde i 1933, tog denne tråd op i et af sine efterladte notater: "Ethvert menneske, man ser fires ned i jorden, må man føle som en del af sig selv, thi det er en del af ens egen skæbne. Det er altid ens "andet jeg", der sænkes i jorden. Der er noget af en levende begravelse ved denne handling. Dette er den menneskelige livsform, som fires ned, indespærret mellem planker. Hvordan kan  man stå hos et lig og få sin følelse til at tro, at kun han  er død? Eller rettere, at kun han er det eneste døde  ved denne hændelse?". Olaf Bull var imod enhver bestemt fikseret tro, men erkendte, at "Kristus er en af dem, der har kastet stof  i vor rene sjæl, ved at indsnævre det evige i "menneskekonturer"".
"Herr, lehre doch mich, dass ein Ende mit mir haben muss..." Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre, hvor mange dage, der er tilmålt mig, så jeg ved, hvor længe jeg har igen.


Selvmordet
Gennem årtier havde han levet med en fremadskridende kronisk sygdom. Nu var det nået til, at der måtte installeres løfte­apparater i hjemmet, for at han kunne blive der. Forleden fandt hustruen ham død i sengen. Pilleglassene stod ved siden af, og i et kort og nøgternt afskedsbrev sagde han tak. Allerede da sygdommen for mange år siden viste sig, havde han besluttet, at dette skridt kunne blive nødvendigt.
Meget sværere er det, når man læser politirapportens beretning om den langvarigt syge, depressive kvinde. Hvorfor kunne lægerne dog ikke hjælpe? Var der ingen medicin, der kunne bringe hende til at se en mening med tilværelsen, få livet til at skifte farve?
Forleden stod jeg ved liget af en ung kvinde i 30-erne med to børn. Hun følte sig svigtet, manden havde fundet en anden. "Jeg elsker dig, men du forstod mig ikke. Du hørte ikke", skrev hun bl.a. til afsked. Der rettes tit bebrejdelser mod de nærmeste. Ja, undertiden arrangeres selvmordet, så det direkte virker som en hævnakt. De efterlevende må ofte føle en ubærlig skyld. Det gælder også børnene.
Den franske forfatter Albert Camus fandt, at der kun er ét filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, det er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Det er i dag i stigende grad overladt til os selv at finde en mening med vores liv. Det er sjældent store ydre krav, der driver et menneske til selvmord. Snarere følelsen af at være isoleret, at stå uden for og ikke være hverken nyttig eller elsket.
Bortset fra svære sindslidelser har årsagerne til selvmord især at gøre med menneskets åndelige ståsted og psykiske konstitution. Dybest set er det et religiøst problem. Håbet skal måske findes i de åndelige og religiøse kilder, som for mange i dag er udtørret. Ifølge Søren Kierkegaard er det modsatte af tro fortvivlelse. Den, der tror, føler, at det går an at leve. Den fortvivlede har opgivet alt håb - det er "sygdommen til døden" med Kierkegaards udtryk.
Nogle af de største kunstnere har været drevet af melankoli­en og derigennem beriget os andre. Den finlandssvenske Edith Södergran kæmpede med sine depressive tilbøjeligheder:
"Jeg længes mod landet som ikke er,
for alt hvad der er, er jeg træt af at ønske".
Hun fandt vejen til landet som ikke er, da hun i ung alder døde af tuberkulose.
Johannes Brahms valgte til sit tyske rekviem bl.a. en tekst fra Johannes evangeliet. Den dækker sikkert også Edith Södergrans oplevelse af mødet i det hinsidige med de efterlevende: "Ihr habt nun Traurigkeit...". Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.


Drabet
Var det telefonen, der ringede? Jeg rives ud af søvnen og tænder lyset. Klokken er halv to om natten. Det er kriminalpolitiet. "Vi har en mulig drabssag. Vi er på findestedet nu. Kan du komme, inden vi flytter liget?" Jeg er der en halv times tid senere. De to kriminalfolk sætter mig ind i sagen. Naboerne har fortalt om ægteskabelige uoverensstemmelser. Manden drikker. I aftes var der så meget larm, at de blev urolige. Teknikerne har fået fotoud­styret klart, og jeg begynder at undersøge hende. Næh, de læsioner kan hun ikke have tilføjet sig selv.
På vejen hjem cirkler tankerne om volden og dens følger. De fleste drab udføres af et familiemedlem eller en bekendt. Kvinder i separationsforhandlinger med fordrukne mænd er udsatte. Måske ville han egentlig have taget livet af sig selv? De fleste hustrumordere er dybt ulykkelige og kommer aldrig over tabet af partneren.
Alkoholmisbrug er en væsentlig fælles faktor ved voldelige dødsfald som følge af ulykker, ved selvmord og ved drab. Man kan sige, at voldelig død repræsenterer de løbende omkostninger - målt i menneskeliv - ved vores samfundssystem.
Vold er anerkendt, når nationalstater kriges. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de enorme militærudgifters negative betydning for menneskers sundhed og velfærd. Krig medfører de aller frygteligste sundhedsmæssige følger. Tabene i menneskeliv, læsioner, invaliditet og de fysiske og psykologiske følger også for dem, der ikke deltager aktivt, er helt ufattelige.
"Du må ikke begå drab". De ti bud er en del af børnelær­dommen. Det gælder også Bjergprædikenens ord. Hos Lukas hedder det: "Elsk jeres fjender og gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer". I skolen opponerede jeg intuitivt mod det latinske ordsprog, som en lærer søgte at indprente mig: "Si vis pacem, para bellum". Hvis du vil fred, så forbered dig på krig.
Freden begynder med os selv, i familien, i arbejdet, i fritiden, i lokalsamfundet og internationalt. Fred er en proces, ikke et mål, der kan nås. Vi må søge at leve vores liv i kærlighed og ikke bekymre os for meget om resultaterne. Så føler vi os mindre hjælpeløse stillet over for verdens sønderknusende problemer.
Kvækerne, som jeg har tilsluttet mig, har gennem 300 år fastholdt et fredsvidnesbyrd, der siger, at krig og forberedelse til krig ikke er forenelig med Kristi ånd.
Jeg tænker med sorg på de hundredetusinder af ulykkelige i det tidligere Jugoslavien, hvad enten de er muslimer, kristne eller ikke-troende. Der er kun èn Gud.
"Selig sind die da Leid tragen ..." Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.


Kærligheden og døden
Vi har alle sammen behov for at elske og blive elsket. Kærlig­heden bygger bro til døden. Vi er fælles med dem, der har forladt os. Selv om døden skiller os, vil deres indsats, deres styrke og deres kærlighed også være vores. Kvækeren William Penn gjorde for 300 år siden opmærksom på, at "kærligheden er Kristendommens vanskeligste lærdom, men netop derfor må det være vor vigtigste stræben at lære den".
"Du skal elske din næste som dig selv", lyder den traditio­nelle kristne oversættelse af det andet store bud. I virkelig­heden burde det måske hedde: "Du skal elske din næste, han er som du". Du skal værdsætte ham som et menneske med lignende egenskaber som dem, du selv har. Vægten flyttes herved over fra mig til ham. I Filipperbrevets kapitel 2 står bl.a.: "Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus".
Også i det tyvende århundrede har betydelige åndelige skikkelser som Gandhi og Martin Luther King været med til at vise os vejen.
Jeg ved ikke, om der er et liv efter døden. Men for mange mennesker er håbet om det evige liv af afgørende betydning for deres liv her og nu og for deres forhold til døden. Den, der står ved graven, kan få stor trøst ved tanken om, at ånden nu er fri, at den kære stadig er der til at trøste, opmuntre og vinke os fremad.
Den lidet kendte danske digter Olaf Hansen skrev et smukt digt til minde om en afdød kvinde og slutter med disse strofer:
"Jeg ved, du er sovet for evighed ind,
men vågen du står for min hu.
Det er med din sjæl, som med stjernernes skin -
den brast - men den stråler endnu.


Det er, som levende lys, der mig når
fra dit blik bag de mørknende bryn.
Jeg vil føle det skær gennem menneskeår,
du stråle, du stjerne, du syn!"
"Selig sind die Toten..." Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, for deres gerninger følger dem.


Danmarks Radio P1. ”Ved dagens begyndelse”, 5.-9. februar 1996.
Trykt i: Hansen M, Sørensen S (red.). Ved dagens begyndelse.
København: Danmarks Radio Forlaget og Unitas Forlag, 1996 (s. 36-44).


Noter
22. Med udgangspunkt i den danske filolog og filosof Andreas Simonsens bog ”Humanisme og kristendom” og de senere års debat blandt europæiske, især britiske, kvækere om deres religiøse syn gives her udtryk for den opfattelse, at liberal kristendom eller religiøs humanisme synes at karakterisere en stor del af medlemmerne af Vennernes Religiøse Samfund.



23. Andreas Simonsen bruger primært begrebet ”religiøsitet” om en livsholdning, der bunder i en bestemt måde at opleve selve livet på, nemlig i en grundoplevelse af vort liv som under, gave og opgave – og som tilsvarende tenderer mod at ytre sig i ærefrygt, ydmyghed, taknemmelighed og etiske vilje. ”Religiøs humanisme” er således et bredere begreb end ”kristen humanisme”.



24. Disse tanker om døden er udsprunget af forfatterens arbejde som dansk embedslæge ”(fylkeslege”). En af disse lægers opgaver er at holde ligsyn og skrive dødsattest, når et menneske findes dødt, når det dør efter en ulykke, begår selvmord eller bliver myrdet. De fem afsnit blev bragt kl. fem minutter i syv om morgenen i Danmarks Radio. Hvert af afsnittene afsluttedes med musik, nogle takter fra forskellige afsnit af Johannes Brahms ”Ein Deutsches Requiem”, opus 45. De tyske citater i teksten svarer til de afsnit, der blev spillet.




1 Med udgangspunkt i den danske filolog og filosof Andreas Simonsens bog ”Humanisme og kristendom” og de senere års debat blandt europæiske, især britiske, kvækere om deres religiøse syn gives her udtryk for den opfattelse, at liberal kristendom eller religiøs humanisme synes at karakterisere en stor del af medlemmerne af Vennernes Religiøse Samfund.   
2 Andreas Simonsen bruger primært begrebet ”religiøsitet” om en livsholdning, der bunder i en bestemt måde at opleve selve livet på, nemlig i en grundoplevelse af vort liv som under, gave og opgave – og som tilsvarende tenderer mod at ytre sig i ærefrygt, ydmyghed, taknemmelighed og etisk vilje. ”Religiøs humanisme” er således et bredere begreb end ”kristen humanisme”.
3 Disse tanker om døden er udsprunget af forfatterens arbejde som dansk embedslæge(”fylkeslege”). En af disse lægers opgaver er at holde ligsyn og skrive dødsattest, når et menneske findes dødt, når det dør efter en ulykke, begår selvmord eller bliver myrdet. De fem afsnit blev bragt kl. fem minutter i syv om morgenen i Danmarks Radio. Hvert af afsnittene afsluttedes med musik, nogle takter fra forskellige afsnit af Johannes Brahms ”Ein Deutsches Requiem”, opus 45. De tyske citater i teksten svarer til de afsnit, der blev spillet.   
 
Copyright © 2012 www.kvaekerne.dk. Alle rettigheder reserveret.
Joomla! er fri software udgivet under GNU/GPL licens.