Kan man læse Kierkegaard?
Tanken om at læse Søren Kierkegaard i original udgave virkede uoverkommelig på forfatteren.
En studiekreds om ”Kjerlighedens Gjerninger” satte ham imidlertid i gang.
Allerede i skoletiden forstod jeg, at Søren Kierkegaard var noget særligt. Han var berømt ude i verden på linje med H.C.Andersen. Men hvorfor, vidste jeg egentlig ikke. Min Far brugte ofte talemåden ”subjektiviteten er sandheden” med henvisning til Kierkegaard. Som ældre pløjede han sig igennem en udgave af Kierkegaards samlede værker og satte en masse streger og kommentarer. Da han for et par år siden døde, lod jeg disse bøger gå med til antikvarboghandleren. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Men tanken på at læse Kierkegaard i original udgave virkede uoverkommelig på mig. Det, jeg da kendte til ham, var på anden hånd, hvor forfattere som f.eks. Paul Müller, Johannes Møllehave og Peter Thielst havde taget mig ved hånden. I Johannes Sløks lille bog ”Kierkegaards Univers” lyder første sætning advarende ”Kierkegaard er uanstændig svær at læse”.
I den gruppe af kvækere, jeg tilhører, besluttede vi at gennemføre en studiekreds om Søren Kierkegaards ”Kjerlighedens Gjerninger” med undertitlen ”Nogle Christelige Overveielser i Talers Form”. Jeg huskede Møllehaves begejstring for netop dette værk. Nu måtte det så bero på en prøve, om jeg kunne klare at læse Kierkegaard. Det siges, at nybegynderen bør starte i denne opbyggelige del af forfatterskabet.
Forordet henvender sig til ”Hiin Enkelte”, som må gøre op med sig selv, om han vil læse eller ikke læse. ”Disse christelige Overveielser, som ere Frugten af megen Overveielse, ville forstaaes langsomt men da ogsaa let, medens de vistnok ville blive meget vanskelige, om Nogen ved flygtig og nysgjerrig Læsning gjør sig dem meget vanskelige”. Så var jeg advaret.
Jeg har virkelig taget mig tid og ofte genlæst passager for at uddybe min forståelse. De mange ord, de lange sætningsforløb og meget få afsnit sætter læseren på prøve. Nogle steder synes jeg, han væver for meget, men så kommer der pludselig nogle sider med helt centrale betragtninger, som kunne være skrevet den dag i dag. Og sproget virker egentlig forbløffende nutidigt, når man tænker på, at bogen er skrevet midt i 1800-årene.
Den kristne kærlighed må tros, den må leves. Kærlighedens skjulte liv er dybest set uudgrundeligt og hænger uudgrundeligt sammen med hele tilværelsen. ”Hvor dybt er dog Kjerlighedens Trang grundet i Menneskets Væsen!” Kærligheden er samvittighedens sag, og det er en pligt at elske.
Det irriterede mig i starten, at Kierkegaard i den grad synes at nedgøre den umiddelbare kærlighed – som han selv kendte så lidt til. Jeg blev dog klar over, at jeg her er på linje med K.E. Løgstrup. I ”Den etiske fordring” beskriver han forskellen mellem den naturlige kærlighed og kærligheden til næsten, og i en polemisk epilog foretages et opgør med ”Kjerlighedens Gjerninger”.
For Kierkegaard bliver den umiddelbare kærlighed til vor nærmeste til en skjult form for selvkærlighed, en forkærlighed. Pas på ”Selvkjerlighedens Snare”! Det er næsten – ethvert menneske uanset hvor forskellig han er fra dig – du skal elske. Du må kunne elske et andet menneske på trods af dets svagheder, fejl og ufuldkommenheder. I er lige for Gud. Men kun ved at elske Gud højere end alt, kan man i det andet menneske elske næsten. I kærlighed er Gud ”Mellembestemmelsen”. Jeg synes imidlertid, at Kierkegaard i for høj grad gør de to former for kærlighed til et enten-eller. Det må da være et både-og.
I anden del af ”Kjerlighedens Gjerninger” tager forfatteren udgangspunkt i Første Korintherbrev, især kapitel 13. Her kørte jeg i øvrigt lidt træt. Ord, ord, ord og for megen tomgang. Men jeg finder snart igen gode formuleringer, f.eks: ”I samme Minut Du dømmer et andet Menneske, dømmer Du Dig selv; thi det at dømme en Anden er i sidste Grund blot at dømme sig selv, eller selv at blive aabenbar”. Kærlighed er en omvæltning, den dybeste af alle. ”Forunderligt, der er et Du og et Jeg, og der er intet Mit og Dit! Thi uden Du og Jeg ingen Kjerlighed, og med Mit og Dit ingen Kjerlighed”. Kærlighed skjuler syndernes mangfoldighed. Den opdager ikke synderne. forhindrer synden i at blive til, ja kvæler den så at sige i fødselen.
Kristendommen er en central forudsætning for Søren Kierkegaards forfatterskab. Kristendommen drejer sig om, hvad ethvert menneske skal blive til. Ingen spørger forgæves Kristus, som er vejen, eller skriften, som er vejledningen, om hvad han skal gøre. Spørgeren vil straks få det at vide – hvis han altså selv vil. Her kommer jeg til at tænke på den engelske kvæker William Penn – det var ham , der grundlagede staten Pennsylvania. I 1693 konstaterede han: ”Kærlighed er kristendommens vanskeligste lektie, men, netop derfor, bør vi bestræbe os særlig på at lære den”.
Som kristen må du indstille dig på verdens utak, modstand og forhånelse. Du må opgive dine selvkærlige ønsker, dine egennyttige planer og hensigter, så at du i sandhed uegennyttigt arbejder for det gode. Set med verden øjne er det sært, søgt og halvfjollet, når et menneske ikke er egennyttigt, ikke svarer vredt igen, men tilgiver sin fjende og er bange for, om han nu også gør nok for ham. ”… det at elske Menneskene er dog det Eneste det er værd at leve for, uden denne Kjerlighed lever du egentligen ikke; og det at elske Menneskene er tillige den eneste salige Trøst, baade her og hisset; og det at elske Menneskene det eneste sande Kjende paa, at Du er en Christen”.
Det er på en stille times afstand fra al livets og verdens forvirring, at mennesket forstår, hvad ”det Høieste” er. Den, der virkelig beskæftiger sig med det evige, har aldrig travlt. Men også midt i 1800-årene dominerede ”Øieblikkets Larm”.
Barnet kendes på, at det siger: Mig vil, mig, mig. Den unges kendetegn er: Jeg, jeg og jeg. Men ”Modenhedens Kjende og det Eviges Indvielse er at ville forstaae, at dette Jeg har intet at betyde, hvis det ikke bliver det Du, til hvem Evigheden uafbrudt taler og siger: ´Du´ skal , Du skal Du skal”. Det ene menneske er tilbøjelig til at sammenligne sig med det andet. Den, der har forstået noget mere and andre, synes han selv er noget. ”Gid Han dog med sig selv vilde forstaae, at for Gud er Han intet”. Et ungt menneske er fuldt af forventninger og håb. Den ældre synker let hen i dvask gentagelse og lever uden det evige ved hjælp af vane, klogskab, efterabelse, erfaring, skik og brug. Kierkegaard var selv henfalden til tungsind og giver da også en malende beskrivelse af mismodets kendetegn.
I jordelivet lægger vi vægt på forskelligheden. Men ”…når i Døden Teppet er faldet for Virkelighedens Skueplads… saa ere de ogsaa alle Eet, de ere Mennesker, og ere alle Det, de væsentligen vare, hvad Du ikke saae paa Grund af Forskjelligheden…” Forskelligheden her på jorden er en forklædning, men den enkelte gror i den grad sammen med sin forskellighed, at døden til sidst må bruge magt for at rive den af ham. ”Thi alle Mennesker ere Blodsforvandte, altsaa af eet Blod, dette Livets Slægtskab det fornægtes saa ofte i Livet; men at de ere af eet Muld, det er Dødens slægtskab, det lader sig ikke fornægte”.
Jo, det går an at læse Søren Kierkegaard, hvis man gør det langsomt. Så kan man høste frugten af forfatterens ”megen Overveielse”.
|
