Hvad er det, jeg tror på ?
Af JENS STEENSBERG
Det er længe siden trosspørgsmål har været så meget på dagsordenen som i den forgangne sommer. Fhv. embedslæge Jens Steensberg har fulgt debatten og funderer oppe i en norsk fjeldhytte på, hvad han egentlig selv tror på.
Jeg vågner op i havestolen og opdager, at jeg er ved at tabe min Bibel. Da jeg har et tæppe over knæene, er den dog ikke gledet helt ned på jorden. Det er først i september. Solen varmer, selv om luften er kølig her ved fjeldhytten i tusind meters højde. Jeg løfter blikket mod birkenes gullig-grønne høstfarver og Hemsedalsfjeldenes silhuet i horisonten. I den bibelmaraton, jeg deltager i, er vi nået til Jeremias og Klagesangene. Det Gamle Testamente er på mange måder uhyggelig læsning. Det er også lidt træls med jeremiaderne i denne lektie. Er det mon den samme Gud, som jeg prøver at forholde mig til?
Det er længe siden, trosspørgsmål har været så meget på dagsordenen i den offentlige debat som i den forgangne sommer. Kun få havde læst Thorkild Grosbølls bog En sten i skoen”. Først da han kom med nogle provokerende udtalelser til en avis, blev det til ”præsten, der ikke tror på Gud”. Det fik teologerne op af stolene, og avisernes læsere til at fare i blækhuset. Både præsten og den biskop, der efter grundige samtaler lod ham vende tilbage til stillingen som sognepræst, blev skældt huden fuld. Han skulle for en præsteret og fradømmes kjole og krave, og biskoppens afgørelse burde omgøres af kirkeministeren.
Der dukkede dog også forsvarere op i medierne. Man pegede bl.a. på, at Grosbølls synspunkter var i tråd med en gedigen teologisk tradition fra 1900-tallet. Navne som Rudolph Bultmann og P.G. Lindhardt blev nævnt. Disse liberalteologers ærinde var at afmytologisere evangeliet. Man talte om et ”antimetafysisk gudsbegreb”. Det eksistentielle indhold i Bibelen må gøres gældende for vor tid. Dogmatik er et redskab og ikke sagen i sig selv. Sådan må det i alt fald være i den lutherske kirke. Grosbølls tanker er blevet karakteriseret som en moderne, venligsindet og varmhjertet kristendomstolkning. For ham er mennesket Jesus fra Nazaret selve sagen, men han tror ikke på Gud i bogstavelig forstand. De fleste præster tror vel næppe som befolkningen forventer: at de har en nærmest fundamentalistisk tro eller en ubesmittet barnetro. Det er en umulighed, når man giver præsterne en lang akademisk uddannelse.
Professoren i dogmatik ved Københavns Universitet, Theodor Jørgensen, pegede på, at det er afgørende, når vi skal fortolke, hvem Gud er, at vi er bevidste om vore sproglige begrænsninger. Han citerede bl.a. den tyske teolog Karl Barth: ”Teologen ved, at han skal tale om Gud. Teologen ved også, at han ikke kan tale om Gud. Derfor ved teologen også, at han må tale om Gud som én, der ved, at han ikke kan tale om Gud”. Denne tekst læser de studerende på det teologiske grundkursus. Den viser, hvad allerede kirkefædrene viste, at Gud er en virkelighed, der sprænger sproget. Vi skal ikke opgive at tale om Gud, men vi må passe på med at låse Gud fast på nogle bestemte begreber og forestillinger. Gud er den uudsigelige.
Jeg har taget Ludvig Holbergs ”Moralske Tanker” med op på fjeldet. Hvordan var mon egentlig hans forhold til Gud?
” Den almindelige Concept (forestilling) , som vi kan giøre os om det Guddommelige Væsen er denne: Vi see for vore Øjen en Verden, som synes u-endelig. Vi see en forunderlig Bygning, som holdes vedlige. Vi see derudi over alt en Ordentlighed, Konst og Ziirlighed. Vi see, at alt dette kand ikke være af en Hendelse, men at det maa have en Skaber og General-Bygmester. Af dette giøre vi os saadan Concept, at der maa være et Væsen, som er ævigt, u-endeligt, almægtigt, allvidend, og som opholder alle Ting, og at det er saadant, som gives Navn af Gud”.
” Jeg tror paa en Gud” , sagde Holberg i et andet kapitel, ” som er god og det menneskelige Kiøns Ven, overladende andre til at dyrke en haard og umild Dommer. I den Henseende tvister jeg og ideligen med dem, som fordømme all uskyldig Lyst, som recommendere Bedrøvelse, og ansee Slavisk Frygt som en Christelig Dyd”. ”Jeg forsømmer ikke at bede; men mine Bønner ere korte, saasom jeg holder for, at Gudsdyrkelse bestaaer meer udi Lydighed og Levnets Forbedrelse end udi Bønner… én Times alvorlig Meditation paa Levnets Forbedrelse er vigtigere end et heelt Aars reglerede Lovsange. Jeg underskriver villigen alle fundamentale Troens Artikler, som findes udi vor Confession, skiønt jeg heller indskrænker, end med nogle forøger dens Tal”. ”Jeg veed at jeg skal blive salig ved min egen og ikke ved min Sogne-Præstes Troe”.
Holberg-bogen er for tung at have med i seng. Som godnat-læsning har jeg en samling artikler af teologen Knud Hansen, den tidligere forstander for Askov Højskole. I en artikel pegede han i 1983 bl.a. på forskellen mellem Kristendommen og andre religioner: ”Kristendommen begynder ikke med et krav om, at du skal erkende dine synder, men med en gøren-opmærksom på det, som er midt iblandt os. Midt iblandt os er en vilje, der uophørligt skænker dig livet på ny, til trods for at du bestandig fordærver det. `Midt iblandt os er guds rige`”. For Grundtvig blev den apostolske trosbekendelse en ”mageløs opdagelse”. Ifølge Knud Hansen er troens ord dog Kristus, ikke bekendelsens enkelte sætninger, der i lige så høj grad som de bibelske skrifter kan gøres til genstand for et ”eksegetisk (fortolkende) pavedømme”. Det overså Grundtvig undertiden i farten, selv om han et sted skrev: ”… men det forstaaer sig, at vi tale om Troen, ikke om Udtrykkene”. ”Vidnesbyrdets” bogstavelighed synes han imidlertid at have fastholdt, så længe han levede.
En aften læser jeg højt for min kone af H.C. Andersens eventyr. Jeg falder over ”En Historie”, der absolut ikke er orienteret mod børn. Den strenge helvedesprædikant får mod slutningen af eventyret besøg af sin afdøde hustrus genfærd. Hun fik ikke ro i graven på grund af hans mørke mennesketro om Gud og hans skabninger: ”… kend Menneskene”, sagde den døde, ”selv i de onde er der en Del af Gud, en Del, der vil sejre og slukke Helvedes Ild”. Det bringer mig til at tænke på, hvad det egentlig er, jeg selv tror på?
For mig er netop erkendelsen af, at der er noget af Gud i ethvert menneske, afgørende for mit forhold til tilværelsen. Jeg prøver at være opmærksom over for mine medmenneskers forskellighed, ikke at sætte mig til doms over min næste, der jo grundlæggende er som mig selv. Jeg prøver at leve sådan, at jeg kan svare på det af Gud, der findes i dem, jeg møder, og i mig selv.
Jeg oplever, at tilværelsen har en mening, at jeg er i overensstemmelse med noget, der rækker ud over mig selv, at mit liv har et mål. Jeg har en indre fornemmelse af, hvad der er sandt, i en stadig spørgen og søgen for at nå frem til en dybere indsigt. Jeg stræber efter at være et sådant menneske, som Jesus ønskede hans disciple skulle være, at tro på godhed, retfærdighed, tilgivelse og kærlighed – og søge at leve derefter.
Jeg har ikke noget forhold til den traditionelle Kristendoms dogmer om treenigheden, jomfrufødsel, at Gud blev menneske, opstandelsen i bogstavelig forstand eller det evige liv. Derfor har jeg det svært med trosbekendelsen. Jeg læner mig over mod mystikerne, men er da i acceptabelt selskab med bl.a. den svenske ærkebiskop. Skal jeg sætte en etiket på mig selv, må det vel nærmest blive ”kristen humanist” – selv om et sådant begreb får både traditionstro kristne kirkefolk og renlivede humanister til at rynke brynene.
Vi må stadig prøve at tale sammen om, hvad det egentlig er, vi tror på. Grosbøll mener dette, Holberg sagde hint, og Grundtvig havde en tredje opfattelse. I 1600-årenes England blev mange rystet af den personlige udfordring, når kvækerbevægelsens grundlægger George Fox udfordrende sagde: ”Du siger: `Kristus sagde sådan`, og ´apostlene sagde sådan`, men hvad har du selv at sige?” Det er stadig udfordringen.
|
