Introduktion

Kvækersamfundet adskiller sig på mange måder fra andre trossamfund. Der er ingen kirkebygning med alter og prædikestol, der er ingen præster, ingen liturgi og ingen ydre sakramenter. Alligevel gør det krav på at have rødder i kristendommen.

For kvækerne er kristendommen ikke bundet til tro på visse dogmer. Kristendommen er en livsholdning bygget på personlig søgen efter og erkendelse af sandheden.

Udgangspunktet er den stille andagt, hvor hver enkelt i sit indre søger kontakt med Gud. Men kvækerandagten er også en gruppeandagt, og fællesskabet med de andre deltagere er en væsentlig del af den. Derfor kan de, som føler at de har noget på hjerte, tale i andagten.

I deres søgen vender kvækerne ustandselig tilbage til Jesu kærlighedsevangelium. Vi er kaldede til et liv i kærlighedens kraft.

Kærligheden er livets inderste princip og gælder i alle livets forhold. Dermed følger følelsen af ansvar for andres ve og vel, både åndeligt og legemligt. Dette har for kvækerne blandt andet givet sig udslag i forskelligt hjælpearbejde og i indsats for sociale reformer og mellemfolkelig forståelse. Derfor har kvækerne også altid bekæmpet undertrykkelse og nægtet millitærtjeneste og krigsdeltagelse.

Dette grundsyn fører også til, at mange kvækere har gjort en indsats for at udbedre skaderne efter krige og hjælpe mennesker i nød på begge sider af politiske skillelinier.

Kvækernes æresfrygt for livet har også en anden baggrund. De tror, at der findes noget af Gud i ethvert menneske, at Guds ånd virker i menneskene, eller som Jesus sagde: "Guds rige er inden i jer". Dette "gudsrige" er der latent som et lille frø med sine uendelige muligheder, og det står til enhver af os at værne om det, så det kan spire og vokse hos os selv og andre.

Den stille andagt

Stille andagt indebærer, at vi i stilhed prøver at finde ind til dybet af vor sjæl, hvor vi kan møde Guds ånd, - det indre lys - åbenbaret i Jesus Kristus.

For de fleste af os betyder det, at vi først må trænge igenne flere lag i os selv - ting vi til dagligt er optaget af, og mange flyvske tanker. Ofte må vi standse for at lægge det hele frem for Gud, alt sammen i den hensigt at nå dybere ind til Ham.

Undervejs kan vi blive mindet om bibelord eller gode ting, vi har læst eller oplevet, og vide, at også dette var en Guds åbenbaring. Noget kan fylde os så stærkt, at vi føler en indre trang til at dele det med andre i andagten, og det bliver naturligt at give udtryk for det i ord eller bøn. Ikke sjældent udløses noget i os selv gennem andres ord. Dette kan virke videre i os således, at også nogle af vore egne latente tanker kan finde form og udtryk.

Eller Guds ord - tanken på Jesu liv og gerning - vækker noget helt nyt. Man forundres og må måske give det videre i ord eller bare takke for det i det stille.

Under denne fælles andagt, med eller uden ord, kan vi føle os gennemstrømmet af bevidstheden om Guds nærvær og erfare en nyskabende kraft, en magt, som fører os bort fra isolationen som individer og smelter os sammen i et dybt fællesskab. Det drejer sig mindre om "jeg", mere om "vi", og vi oplever, at vi som gruppe kan nå længere end som individer.

Kontakten med Gud - med Hans lys i vor sjæl - er det, vi søger. Hans kraft og inspiration over vore veje i hverdagslivet, der er andagtens mål.