EN INTERNATIONAL KOMITES RAPPORT OM DEN ISRAELSK-PALÆSTINENSISKE KONFLIKT

Fra The Friend 26.juli 2002, men stadig sørgeligt aktuel.
Kvækerne prøver altid at være grundige og upartiske.
Det lykkes måske også denne gang.

Den internationale kvæker-arbejdsgruppe om Israel-Palæstina-konflikten er sammensat af kvækere og jødiske og muslimske medlemmer som er rejst sammen til Israel, de besatte Palæstina-områder, Jordan, Syrien, Libanon og Egypten fra 11 til 30 juni 2002.

Vi drog ud på vores færd båret af en stærk bekymring over sammenbruddet i Israel-Palæstina fredsprocessen, den stigende vold, og lidelserne som begge folk udsættes for. Efter rejsen til arabiske lande i én uge, og i Israel og de besatte områder i næsten to uger, er vor bekymring endnu mere indtrængende. Vi har hørt om den aktuelle lidelse og set den på nært hold. Vi så en ung palæstinenser blive sparket under afhøring på gaden af israelske soldater. Vi hørte en israelsk bekendt beskrive sin sorg, mens hun besøgte en kollega hvis mor og datter var omkommet ved en nylig selvmordsbombe. Vi var vidner til, at palæstinensere blev ydmyget ved vejspærringer. Vi så områder af Vestbredden, hvor hver landsby var afskåret fra sine naboer af israelske militære spærringer tværs over alle adgangsveje. Vi så virkningerne af systematisk lovmæssig og økonomisk diskrimination mod de 18% af israelske borgere, som er palæstinensere.

Vi hørte en israelsk mors klage over, at hendes børn stod til indkaldelse til militærtjeneste. Vi hørte en israelsk bosætter beskrive det smertefulde tryk af drab på medlemmer af hendes samfund. Vi hørte på de fortvivlede ord fra palæstinensiske flygtninge i Libanon, Syrien og Jordan, hvis håb om en afslutning på deres 54 år lange udlændighed igen var blevet knust. Vi så mange tegn på de tunge byrder og forskydninger, som den nuværende spændte situation pålægger Israels sociale struktur og økonomi. Vi hørte om, og så tegn på, en overhængende humanitær katastrofe i de besatte palæstinensiske områder.

Vore egne planer blev stærkt påvirket af Israels nedlukninger og andre administrative handlinger. Vores rejseplaner og aftaler om møder måtte gang på gang ændres eller aflyses. Vi kunne ikke komme ind i Ramallah, som lå under udgangsforbud, for at besøge kvækere som bor der. Vi mærkede denne frustration og smerte meget stærkt gennem vores palæstinensiske kvæker-kollega Jean Zaru, som ikke fik lov at rejse med os meget af tiden, og havde store vanskeligheder med at nå frem til sit hjem i Ramallah på grund af israelske spærringer og udgangsforbud. Til trods for den udbredte spænding og strabadser, blev vi modtaget af folk fra forskellig baggrund, stillinger og politisk overbevisning med varm gæstfrihed og oprigtighed. Vi oplevede gang på gang en dyb mental gavmildhed, som er levende og i god behold, selv under alvorlig trussel, blandt disse mennesker som er fanget i denne konflikt.

Denne åndelige åbenhed findes på begge sider, men med en betydelig frygt i begge samfund. Mange israelere frygter for deres jødiske stats fortsatte eksistens. Palæstinensere giver i stigende grad udtryk for frygten for en ny nakba (katastrofe), som masseflugten i 1948 og udvisningen af 700.000 palæstinensere fra deres hjem fra områder, som blev indlemmet i Israel. Ud fra vore oplev-elser og dybtgående drøftelser vi havde i Jerusalem med snesevis af organisationer og enkeltpersoner, tror vi, at israelere og palæstinenser nu er låst fast i en stigende, stærkt destruktive spiral af undertrykkelse og vold. Men bag denne spiral sporer vi dog tilstedeværelsen af et gennemtænkt projekt som søger at berøve palæstinenserne deres land. Dette projekt er ikke nyt, men dets for-talere optræder nu med større dristighed. De bruger magt til at udføre det, og de bruger frembruddet af palæstinensisk vold til at retfærdiggøre det. Vi har set nye hegn bygget på Vestbredden som udvider områder, der er kontrolleret af israelske bosættelser, lige til udkanten af palæstinensiske landsbyer. Vi har set fordrevne palæstinensere, fjernet af den israelske hær fra deres forfædres græsgange og tvunget til at leve ved siden af en losseplads i Jerusalem. I Gazaområdet så vi en israelsk bulldozer nedlægge palæstinensiske afgrøder langs med en jødisk bosættelse nær Beit Lahia; bulldozeren blev beskyttet af en israelsk kampvogn på en nærliggende høj.

Overalt på vores rejse så vi vidnesbyrd om, at den nuværende israelske regering forstærker sin politik, som kvæler palæstinensernes økonomi og ødelægger deres fysiske og sociale infrastruktur på Vestbredden og i Gaza. Denne politik har allerede bragt mange samfund i disse områder til randen af en større humanitær katastrofe. For eksempel så vi i den israelsk kontrollerede del af Hebron tegn på et uddøende samfund i de øde markedspladser, sønderslåede butikker og forladte hjem. Virkeligheden i Hebron fremviser virkningen af en politik, som nogle israelere håber vil overtale palæstinensere til ´frivilligt´ at forlade deres hjemland. Vi er bekymrede over, at sådanne fremgangsmåder gør palæstinenserne yderst sårbare for mere påtryk, eller fører til muligheden af masseuddrivelser fra det land, som de har været dybt rodfæstet i gennem generationer. Vi ser det som foruroligende at konstatere, at inde i Israel er muligheden for ´forflyttelse´ - det vil sige etnisk udrensning af store skarer af palæstinensere fra de besatte områder, eller endda af palæstinensiske borgere inde fra selve Israel – noget man åbent drøfter blandt politikere, intellektuelle, religiøse ledere og folk fra mange andre samfundslag.

Som en kvæker-arbejdsgruppe fordømmer vi denne tanke og ethvert andet forsæt som ikke respekterer ligeværd hos alle Guds børn. I den samme ånd modsætter vi os brugen af vold til at løse menneskelige konflikter. Vi beklager ethvert kosteligt liv som går tabt eller ødelægges. Vi sørger især over de civile – israelere og palæstinensere – som er blevet dræbt, og vi fordømmer uden forbehold de voldshandlinger, som har ramt dem i deres dagligliv. Vi erkender den alvorlige skade som har ramt samfund, der er kommet til at stole på vold til løsning af deres problemer, såvel som den skade der er påført dem hvem de prøver at tvinge. Som mange mennesker i området har tænkt sig frem til det, er vold ikke løsningen på denne konflikt.

Vi sender en indtrængende appel til alle i og udenfor kvækersamfundet om at skabe bevidsthed om denne krise som uddybes, og om at arbejde for en bred vifte af mekanismer der kan sikre truede palæstinensiske samfunds beskyttelse og genoprettelse. Sådanne instrumenter skulle indbefatte oprettelse af en beskyttende international styrke under FN efter mønstret fra Øst-Timor. Desuden opfordrer vi indtrængende til en mærkbar udvidelse af borgerlige beskyttende aktiviteter, grundede i tro, såsom at følges med palæstinensere, køre i israelske busser, holde øje med bosætteres forehavender, rapportere krænkelser af menneskerettighederne, og samarbejde med israelske og palæstinensiske ikke-voldelige fredsarbejdere og talsmænd for retfærdighed. Vi er overbevist om, at disse tiltag vil hjælpe til at mindske truslen om vold mod både israelere og palæstinensere.

Vi bekræfter behovet, når engang den internationale beskyttelse er på plads, for reformer og åbenhed i palæstinensiske politiske og økonomiske institutioner. Sådan er reform kan ikke fuldt ud gennemføres, så længe den israelske besættelse vedvarer. Meningsfyldte valg er umulige, når bor-gerlige institutioner ligger i ruiner, og folk ikke kan komme fra deres hjem eller nabolag. Økonomisk genopbygning kan ikke ske, hvis mennesker og institutioner ligger under for konstant trussel om ødelæggelse. Den tillid, som er nødvendig for virkningsfulde forhandlinger, kan ikke skabes foran et geværløb. Foruden det påtrængende spørgsmål om beskyttelse tror vi, at samordnet international handling stadig behøves på to områder. Vi opfordrer til alle nødvendige skridt til at skabe en hurtig afslutning på den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza. Vi underbygger denne opfordring med en ny bevidsthed om, at den israelske besættelse af disse områder, som nu har varet i 35 år, ødelægger det palæstinensiske samfund og er dybt skadelig for Israels moral og dets sikkerhed på langt sigt. Som en del af forløbet med at afslutte den israelske besættelse opfordrer vi til effektiv indsats for at afskaffe al international støtte til Israels fortsatte udvidelse af rent jødiske bosættelser og dertil hørende infrastruktur, indbefattet byggearbejder inden for bosættelsens aktuelt planlagte områder.

Det andet mål som kræver snarlig international reaktion, er at sikre en slutoverenskomst mellem israelere og palæstinensere, baseret på alle relevante FN-resolutioner og international lov. Vi tror, at denne overenskomst må tilgodese, ikke blot en endelig status for Vestbredden (indbefattet Øst-Jerusalem), men også de retmæssige krav fra palæstinensiske flygtninge, hvor de end befinder sig; længslen efter værdighed og ligeret som vi hørte udtrykt af palæstinensere som er israelske borgere og det stærke ønske vi hørte fra jødiske israelere om en sikker eksistens i det land, som de er dybt knyttet til. Vi er klar over, at dette er en højtflyvende dagsorden. Vi tilbyder ikke nogen enkelt løsning på, hvordan disse mål kan nås, selvom vi vil udvide vores analyse og vore anbefalinger i en fyldigere rapport, som vi sigter imod at udsende i de kommende måneder. Vi er fælles om en dyb følelse af presserende vigtighed, både med hensyn til den humanitære og den politiske krise. Fordi vi tror at der er noget af Gud i ethvert menneske, opfordrer vi kvækerne og andre til at arbejde energisk og ikke-voldeligt for en moralsk løsning, der er baseret på den enkeltes ligeværd og værdighed, og på styrken i kærlighed, tilgivelse, moralsk fantasi, og åndelig gavmildhed til at finde en måde at løse selv de konflikter som kan synes uhåndterlige.

Jerusalem, 30. juni 2002.