JESUS

ca. år -6 til 30 eller 34, er den vesterlandske kulturs centrale skikkelse. Kilderne til hans liv er: evangelierne, bemærkninger hos græsk-romerske historieskrivere, rabbiner-modskrifter, senere oldkirkelige traditioner, og Koranen. De er allesammen anden- eller tredjehånds kilder.

Hans liv kan kun skildres i vage omrids, siden dets historiske forløb ikke har interesseret forfatterne. Men meget kan udledes ved at tilføje kendskab til antik historie og kultur, geografi, etnologi, jødisk teologi, og almen religionsvidenskab. Samt numismatik (til Mk.12:14f).

Læst sammen giver evangelierne dette forsøgsvise forløb:

Født i trolovelse af Maria, en ung jødinde af beskeden, men god familie, mens Josef er af Davids kongeslægt, anerkendes han af Josef som søn. Jøderne er tilbøjelige til at betragte ham som et uægteskabeligt barn (Mk.6:3). Astrologiske forudsigelser retter kong Herodes' opmærksomhed mod en mulig nyfødt hersker, og han beordrer da en barnemassakre i Bethlehem. Jesus' familie flygter til Ægypten og vender først tilbage efter Herodes' død (-4). Jesus vokser op i Nazaret og lærer tømrerfaget hos sin fader og kan da have rejst om på fagets vegne med ham. Han oplæres med sine søskende i den jødiske gammel-testamentlige tro og viser sig senere vel belæst i det Gamle testamente.

I næsten 30 år bor han i Nazaret (hans fader omtales ikke direkte efter hans 12.år) og slutter sig så til Johannes Døberens bevægelse( i 28?), der prædiker omvendelse, bekræftet ved en dåb, idet Messias snart vil komme. Han drager ud i ørkenen, som skik var i bevægelsen, og renser siden på egen hånd templet i Jerusalem for dets vekselerere og andre handelsfolk; derved får han ypperstepræsten til fjende, men vinder for en tid de fromme farisæere for sig.

Man forsøger at spille ham ud mod Døberen, og som modtræk drager han til Samaria og Galilæs, sit hjem. I Samaria bekender han sig for første gang som Guds Søn, og der vinder hans ord tilsyneladende mere genklang end hos jøderne (Joh.4:44, og lignelsen om Den Gode Samaritaner).

I efteråret 30 bryder han han med sabbatsbudet (Joh.5:16) og opgiver Johannesdåben. Hans disciple døber, men overholder ikke længere fasten (Mk.2:19). De Tolv disciple (senere apostle) udvælges af ham. Så halshugges Johannes Døberen i Herodes Antipas' fængsel - en advarsel! Jesus fejrer den følgende påske i nogenlunde sikkerhed i Galilæa (31?), og bespisningsunderet indtræder. Der vækkes stor begejstring i Galilæa, og andre undere følger. Storrådet (Sanhedrin) i Jerusalem overvejer en dødsdom over Jesus som kætter; hans familie erklærer ham for vanvittig (Mk.3:21), hvad der vil redde hans person, men ødelægge hans lære. Jesus peger da på sine disciple som sin sande familie.

En kommission fra Jerusalem (3:22) undersøger og godtager hans helbredelsesundere, men tilskriver dem Djævelen. Kapernaum trues fra Jerusalem og falder fra Jesus. Hans modstandere forsøger at myrde ham i mængden,men han undslipper (Lk.4:29). Jesus vandrer nu om i Galilæa og flygter til sidst over grænsen mod nord til Cæsarea Filippi , hvor hans disciple bekender ham som Messias; Jesus svarer med at forudsige sin kommende lidelse og død (Mk.8:27f).

Jesus drager nu til Jerusalem og agiterer stadig dristigere for sin lære. Under Vandøse-festen råber han og lover levende vande, i templets gård (Joh.7:37). Messsiasforventninger vågner igen hos folket og nogle af præsterne, og mindst et medlem af Sanhedrin. Myndighederne tør ikke arrestere ham. Han helbreder en blindfødt, der bliver udstødt af synagogen som en repressalie (Joh.9:34).

I 34 sker store forandringer i Rom, hvor Sejanus, kejser Tiberius' magtfulde yndling, falder og udrenses. Embedsmænd rundt om i riget får travlt med at sikre sig politisk. Som modsætning til verdens falske herskere fortæller Jesus lignelsen om den gode Hyrde (Joh.10). Et forsøg på stening mislykkes. Jesus flygter over Jordan, hvor han er nogenlunde sikker.

Storrådet i Jerusalem holder møde og fastslår at Jesus er en fare for den nationale sikkerhed: han skal dø (Joh.11:47f). Han ventes til påskefestlighederne i Jerusalem. Jesus drager imod byen, salves i Bethania af en veninde og forudsiger igen sin død. Han opvækker den døde Lazarus og holder under folkejubel sit indtog i Jerusalem , men nedslår Messiashåbet ved at komme på et lille æsel. Man kan ikke gribe ham om dagen i de begejstrede skarer, og han skjuler sig om natten. Derfor søger man, og finder, en forræder til at vise vej. Jesus spiser sit sidste påskemåltid med disciplene, arresteres, mens disciplene flygter, og forhøres skiftevis af jødisk og romersk myndighed.

2

Direkte adspurgt af forhørslederen Kaifas bekender han sig som Guds Søn, og må dø på korset for gudsbespottelse.

Den romerske guvernør Pilatus får ham udleveret som en politisk uromager, og prøver forbavsende nok at benåde ham, men mængden vælger i stedet partisanen og røveren Barabbas, og lægger derved kursen mod det tragiske oprør og Jerusalems ødelæggelse i 70. Jesus dør på korset, gravlægges og er væk to dage efter. Hans klæder ligger sirligt sammenfoldede efter ham.

I Jerusalem begynder meget snart efter Jesu død en kristen menighed. Derfra drager nogle af hans disciple, apostlene, ud i verden for at udføre missionsarbejde. Budskabet, evangeliet, spredes, menigheder dannes, og apostlene vejleder dem ved besøg og breve. Disse breve er den ældste del af det Ny Testamente og daterer sig til 40erne. Omkring 70 og senere skrives adskillige evangelier; 4 af dem anerkendes af urkirken og findes i NyTest., de øvrige undertrykkes af teologiske grunde.

Ny Testamente er skrevet i jævne folks praktiske og robuste græsk, koiné.

Jesus skrev aldrig en linje. Alle evangelierne er skrevet af folk som ikke har kendt ham, men bygger på mundtlig og skriftlig tradition ("Jesus-ord") i de små nye meniigheder. Disse Jesusord samler evangeliernes forfattere og ordner dem efter deres syn .

Evangelierne er enestående i oldtidens litteratur, fordi de hverken er histsorie, biografier, poesi, drama, eller rejsebøger. En ny folkelig genre er født.

Ældst er Markus. Yngst måske er Johannes (90-120), som stedvis har øjenvidnepræg. De er skrevet for medlemmer af de kristne menigheder (Lukas dog til en højtstående læser i Rom) "for at I skal tro, at Jesus er Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i Hans navn." (Joh.20:31).

JESU PERSON OG GERNING

Jesus arbejdede som tømrer, rabbi (religiøs jødisk lærer), omvandrende profet, læge-exorcist. Han tale aramaisk, som står hebraisk nær. I sit offentlige liv (2 eller 3 år) vandrede ham omkring, undertiden på flugt, og hvervede disciple, også blandt kvinder, og skabte forbindelser overalt i det jødiske samfund, helt op til sanhedrin. Nogle tabte troen på ham (eller havde den aldrig) og forlod ham. Han kaldte sig selv Menneskesønnen, men kan have uddybet titlen til Messias (Joh.4:25-6). Han synes at have set ud som en almindelig jøde, men ældre end han var (Joh.8:57), med det sædvanlige skæg og langt hår. En stærk, karakteristsisk stemme (Joh.7:37; 11:43; 20:16). Hans linnedkjortel var vævet i ét stykke, ligesom ypperstepræstens.(Joh.19:23). Hans sprogbrug har den orientalske lidenskab (hade sine forældre, rive sit øje ud), men også præg af autoritet. I diskussioner bruges han ofte rabbineres metode, at besvare et spørgsmål med et modspørgsmål.

ORGANISATION

Jesus valgte som sin inderkreds af disciple 12 mænd (måske efter Israels 12 stammer, et nyt folk

bliver til). De er en broget skare af solide fiskere og håndværkere, blandet op med voldelige eller skumle typer. Jesus udsender de 12 to og to, uden rejsepenge, på hastig mission for at prædike og helbrede i Israels byer. Da de har succes, udvider han antallet til 70.

Penge og praktisk omsorg for flokken gives af kvindelige disciple, som Jesus har helbredt. Blandt dem er hustruen til en hoffunktionær hos Herodes Antipas; gennem eller fra hende kommer penge.

Reserven angives til 200 denarer (lige så mange dages hyre for en daglejer). Pungen betros tyven Judas, til at købe fornødenheder og til velgørenhed. (Joh.12:6; 14:29). Hans forræderi tilskrives af nogle evangelister hans pengegriskhed. Dunklere motiver kan have spillet ind og bragt hans og Jesu død.

LÆREN

Jesu lære er en fortsættelse og fornyelse af den jødiske tro, men på væsentlige punkter bryder han med den. Han bekræfter de 10 Bud, men giver dem en drejning mod det indre, de gode eller onde hensigter hos mennesker, og han sætter kærlighedsbudet omkring og over dem alle. Han forkaster den ortodokse jødiske stræben efter ydre ceremoni, begreberne ren-uren, og dens madforskrifter. Han udfordrer sabbats-reglerne.

Jesus peger ud over Templet som et ydre bedested og sætter Gudsdyrkelsen ind i mænds og kvinders hjerter. I stedet for den korrekte og lærde skriftlærdom sætter han barnets naive og tillidsfulde tro. I stedet for herskeren sætter han tjener-slaven som mønster for de kristne. Den angrende synder står Gud nærmere end den retfærdige person. Guds rige er kommet nær i Jesus, og tilgivelse af synder og frelse kan kun komme gennem Ham.

Bøn var vigtig for Jesus. Han bad ofte, undertiden natten igennem, i kriser eller når han var udmattet af de mange mennesker der ville se ham.

Han ser Gud som en kærlig Fader, og lever i total lydighed mod Guds inspiration. Derfor er Guds rige kommet nær i Jesus, og det er ikke et religiøst og politisk stort Messias-kongerige, men en tilstand i og mellem mennesker, ledet af kærlighed.

Den kærlighed som Jesus befaler sine disciple (joh.15:15), kan ikke være en følelse, men en medfølende opmærksomhed på andres behov, og en spontan given ud af sig selv. "Elsk din næste som dig selv."

Jesus omgås mennesker af alle slags, besøger dem og spiser med dem,men advarer imod rigdom, selvretfærdighed og magtlyst. Hans venlighed imod kvinder er vel dokumenteret, og hans anvisninger om ægteskab og skilsmisse synes mest udformet for at beskytte kvinden, den juridisk svagere part. Han kan være meget barsk imod modstandere, og har et koldt syn på menneskets psykologi (Mk.7:21f). Han troede at verden snart ville ende, når han var død (Mat.10:23), og er her parallel til de jødiske eskatologiske profeter.

Jesus lærte gennem direkte prædiken, gennem symbolske handlinger (figentræet visner), og helbredelse som er øjeblikkelig, komplet og endda på afstand. Desuden gennem sine historier eller lignelser. De er enkle, men dybe; de forstås kun hvis man er på bølgelængde, men huskes let, og de arbejder i tilhøreren. Hans billedsprog viser dybt kendskab til jævne menenskers liv (Lap på slidte klæder. Ny vin i gamle lædersække. Husmoderens desperate søgen efter en lille mistet mønt fra hovedsmykket).

Hans centrale model for bøn, Fader Vor, forstås og bruges som daglig bøn. Men den kan også ses som en bøn for de sidste Tider.

Ligesom Buddha skriver Jesus ikke sin lære ned, men støtter den på gentagen mundtlig belæring. Det forbliver et af de mange spørgsmål om Jesus, hvorvidt han ville grundlægge en ny religion, eller reformere den jødiske tro.

For jøderne var, og er, han en kætterprofet. Men nogle moderne jøder er tilbøjelige til at tænke sig ham mere hjemme i synagogen end i kirken.

Kristus er en græsk gengivelse af en gammel israelsk titel: Kongen, den Salvede. Den opfattedes som en del af Jesu navn, der på hans tid ville være Joshua bar Joseph (eller:bar Miriam).

Jesus fik kun tre år at arbejde i. Men på de tre år forandrede han verden.