14) EN TUR PÅ LANDET

Dagens tekst er fra Gjentagelsen (1843). Et Forsøg i den experimenterende Psychologi af Constantin Constantius.

Et andet af SK's pseudonymer, eller snarere opfundne forfatterpersoner. Det handler om et banalt møde ude på landet, men det bliver usædvanligt ved den måde, hvorpå pigen håndterer situationen.

Lad os notere, at en gammel dansk Miil er ca 7½ km.. Her er altså tale om en tur på ca 60 km i hestetrav. I dag ville hun have fået en tur i hans Mercedes Sport.

"Den, der har haft nogen Leilighed til at iagttage unge Piger, at belure deres Samtaler, har vel ofte hørt disse Formler: "N.N. er et godt Menneske, men han er kjedelig; derimod F.F.han er saa interessant og piquant." Hver Gang jeg hører disse Ord i en lille Jomfrus Mund tænker jeg altid: "Du skulde skee Skam; er det dog ikke sørgeligt, at en ung Pige taler saaledes." Hvis en Mand var løben vild i det Interessante, hvo skulde da frelse ham, uden netop en Pige ? Og gjør hun ikke ogsaa Synd derved ?

Enten er den Vedkommende ikke i Stand til at præstere det, og da er det udelikat at fordre det; eller han kan det, og saa..., thi en ung Pige skulde netop være saa forsigtig aldrig at lokke det Interessante frem; den Pige, der gjør det, hun taber altid, i Ideen seet; den, der ikke gjør det, hun seirer altid.

For en 6 Aar siden var jeg paa en Reise en 8 Miile ude i Landet, og holdt i en Kro, hvor jeg spiste til Middag. Jeg havde indtaget et behageligt og velsmagende Middagsmaaltid, var lidt oprømt, stod just med en Kop Kaffe i Haanden, hvis Duft jeg indsugede, da i det Samme en ung smuk Pige, let og yndig gaaer Vinduet forbi, bøier ind i Gaarden, der hørte til Kroen, hvoraf jeg drog den Slutning, at hun vilde gaae ned i Haven. Man er ung - altsaa, jeg slugte min Kaffe, tændte en Cigar og var just ifærd med at ville følge Skjebnens Vink og Pigens Spor, da det banker paa min Dør, og ind træder - den unge Pige. Hun neier venligt for mig, spørger mig, om det ikke var min Vogn, der holdt i Gaarden, om jeg ikke skulde til Kjøbenhavn, om jeg ikke tillod hende at kjøre med. Den beskjedne og dog ægte qvindelige værdige Maade, paa hvilken hun gjorde det, var nok til i samme Nu at lade mig tabe det Interessante og Piquante af Sigte. Og dog er det jo langt mere interessant end at møde en ung Pige i en Have, at kjøre 8 Miil med hende alene i sin egen Vogn, med Kudsk og Tjener, havende hende ganske i sin Magt. Desuagtet er det min Overbevisning, at selv et letsindigere Menneske end jeg ikke vilde have følt sig fristet. Den Tillid, med hvilken hun betroede sig i min Vold, er et bedre Værn end al en Piges Kløgt og Snildhed. Vi kjørte sammen. Hun kunde ikke have kjørt tryggere, om hun havde kjørt med en Broder eller en Fader. Jeg forholdt mig taus og tilbageholdende, kun naar det syntes, at hun vilde gjøre en Bemærkning, da var jeg forekommende. Min Kudsk fik Ordre til at ile. 5 Minutter blev der bedet paa hver Station. Jeg steg ud, med Hatten i Haanden spurgte jeg, om hun befalede nogen Forfriskning, min Tjener stod bagved med Hatten i Haanden. Da vi nærmede os Hovedstaden, lod jeg Kudsken kjøre om ad en Sidevei; der steg jeg ud, gik en halv Miil til Kjøbenhavn, for at intet Møde eller Sligt skulde forstyrre hende. Jeg har aldrig erkyndiget mig om, hvo hun var, hvor hun boede, hvad der kunde foranledige hendes pludselige Reise; men hun har altid været mig en behagelig Erindring, hvilken jeg ikke har tilladt mig at fornærme ved nogen endog uskyldig Nysgerrighed. - En Pige, der vil det Interessante, hun bliver den Snare, i hvilken hun selv fanges. En Pige, der ikke vil det Interessante, hun troer paa Gjentagelsen. Ære være den, der oprindelig var saaledes, Ære være den, der blev det i Tiden."

(15) OTTEVEJSKROGEN

Nu bevæger vi os fra Enten-Eller (1843) med dens to stadier, hvor vi lige har set det begyndende Etiske, til Stadier paa Livets Vei (1845).

Denne bog er i tre dele, fordi Kierkegaard nu også er nået til at behandle det tredje og sidste Stadium, det Religiøse. En personlig udvikling, drevet frem af forskellige tilskikkelser i hans liv, har fundet sted.

Den første del af Stadier hedder In Vino Veritas Sandhed i vinen, lånt fra Platons Symposion, som også på anden måde kan have inspireret bogen). Dette skrift er en del af Studier af Forskjellige, Sammenbragte, befordrede til Trykken og udgivne af Hilarius Bogbinder

Og nu begynder et andet af SK's spil med kinesiske æsker. Hilarius (Den muntre ) Bogbinder finder blandt nogle manuskripter, der er bragt til ham til indbinding, en mængde papirer som viser sig at tilhøre en nu afdød licentiat ((en lavere akademisk grad)). Hilarius bliver rådet til at udgive dem, og det gør han, uden at kende forfatterne. Derfor er den første bog, In Vino Veritas, angiveligt skrevet af William Afham (det formodes at sige: af SK selv). Derfor sidder vi nu med to forfattere og en udgiver skubbet ind imellem, og det hele er selvfølgelig SK, som udtrykker sine intentioner gennem de opfundne forfattere. Han deler ikke deres anskuelser, men lægger en afstand gennem det pseudonyme og en vis ironi. For eks. handler symposion-festen i In Vino Veritas om Qvinden, men hun ses negativt, af æstetikere, som ikke kan gribe hendes fulde menneskelighed, men kun nyder og så forkaster, på forskellige måder. Naturligvis afskyede Kierkegaard den levemåde.

Men han brugte forskelligt stof fra sin egen erfaring. Et af elementerne får vi i dag. SK elskede at hyre en åben landauer og køre ud af Kjøbenhavn, forbi Hillerød, ind i den store Grib Skov, hvor han søgte et bestemt sted kaldet Ottevejskrogen. Der sad han en stund og tænkte, og kørte så hjem igen for at arbejde, vandre i sine værelser, danne sætninger, skrive dem ned.

Jeg har været forbi det sted på cykel mange gange tidligt om morgenen. Ingen biler, udover skovvæsenets sjældne tjenestekørsel, er tilladt, så stedet er stille og fredfyldt. Der står en mindesten for SK. Det må være nogenlunde den samme skov, som SK så. Høje bøge, stedvis krat som sier det grønne lys. Og otte veje åbner sig til hver side.

Nu vil William skabe en kontrast til det livlige, belyste, musikfyldte rum i symposiet,og genkalder sig stedet i Grib Skov. "In Vino Veritas" En Erindring efterfortalt af William Afham.

Der ligger i Gribs-Skov et Sted, som kaldes Otteveiskrogen; kun Den finder det, som søger værdeligen, thi intet Kort angiver det. Navnet selv synes ogsaa at indeholde en Modsigelse, thi hvorledes kan et Sammenstød af otte Veie danne en Krog, hvorledes kan det Alfare og Befarne forliges med det Afsides og Skjulte ? Og hvad den Eensomme flyer er jo nævnet blot efter et Sammenstød af 3 Veie: Trivialitet, hvor trivielt maa der da ikke være ved et Sammenstød af otte Veie ? Og dog er det saaledes: der er virkelig otte Veie, men dog meget eensomt; afsides, skjult, lønligt er man der ganske nær ved et Hegn, som hedder Ulykkes-Hegnet. Modsigelsen i Navnet gjør da Stedet blot mere eensomt, som Modsigelse altid gjør eensom. De otte Veie, den megen Færdsel er kun en Mulighed, en Mulighed for Tanken, thi Ingen befarer denne Vei uden et lille Insekt, der haster tversover lente festinans ((skynder sig langsomt)); Ingen befarer den uden hiin flygtige Reisende, der idelig seer sig om, ikke efter Nogen, men for at undgaae Alle, hiin Flygtning, der selv i sit Skjulested ikke fornemmer den Reisendes Længsel efter Budskab fra Nogen, hiin Flygtning,hvem kun den dødbringende Kugle indhenter, der vel forklarer, hvorfor Hjorten nu blev stille, men ikke hvorfor den var saa urolig; Ingen færdes paa denne Vei uden Vinden, om hvem det ikke vides, hvorfra den kommer eller hvor den farer hen. Selv den, der lod sig bedrage af hiin forføreriske Vinken, hvormed Indesluttetheden hist inde fanger efter Vandringsmanden, selv Den, der fulgte den snevre Fodsti, som frister ind i Skovens Indelukke: selv han er ikke der saa eensom, som man er det ved de otte Veie, paa hvilke Ingen reiser. Otte Veie og ingen Reisende! Det er jo som var Verden uddød, og den Efterlevende bragt i den Forlegenhed, at der var Ingen til at begrave ham; eller som var det hele Folkefærd vandret ud ad de otte Veie og havde glemt Een! - Er det sandt, hvad Digteren siger: bene vixit qui bene latuit, saa har jeg levet vel, thi min Krog var godt valgt. Vist er det ogsaa, at Verden og Alt hvad som derudi befindes aldrig tager sig bedre ud, end naar det sees fra en Krog, og man maa liste sig til at see; vist er det ogsaa, at Alt hvad der er hørt i Verden og skal høres, lyder lifligst og mest fortryllende hørt fra en Krog, naar man maa liste sig til at lytte. Saa har jeg da oftere søgt ud til min Afkrog. Jeg kjendte den før, længe før, nu har jeg lært ikke at behøve Natten for at finde Stilhed, thi her er altid stille, altid skjønt, men skjønnest synes det mig nu, naar Høstsolen holder Midaften og Himlen blaaner smægtende; naar Skabningen aander efter Heden, naar Kølingen giver sig løs, og Engens Blad zittrer vellystigt medens Skoven vifter; naar Solen tænker paa Aftenen for at svale sig i Havet, naar Jorden skikker sig til Hvile og tænker paa Taksigelsen, naar de før Afskeden forstaae hinanden i den ømme Samensmelten, der mørkner Skoven og gjør Engen grønnere.

Og så forlader William den velsignede ensomhed og fortsætter med at erindre symposion-festen, In Vino Veritas, for nogle år siden.

16) IN VINO VERITAS: SYMPOSIET.

Vi bliver ved In Vino Veritas. For nu har Constantin Constantius, Æstetikeren med et lille sværmeri for det etiske, som vi så det i (14), taget en beslutning. Han inviterer sine venner impromptu til at indfinde sig i et hus i Dyrehaven, hvor et måltid med lys og musik er gjort klar, og de skal komme samme aften. Ingen kvinder, tak; de vil spolere det hele.

Uden varsel, for en nydelse der er forudvarslet, har allerede mistet noget af glæden, og er derfor ufuldstændig. Hans venner kommer: det Unge Menneske; Victor Eremita; Johannes Forføreren; Modehandleren; desuden to mere som William har glemt. Gæsterne får symposietalernes tema: Kærlighed eller erotiske forbindelser mellem mand og kvinde. Men ingen private historier! Som allerede fortalt, kan de som æstetikere kun opfatte kvinden delvist, ikke i hendes menneskelige helhed.

Så der står de nu og venter på at dørene skal åbnes ind til festrummet, som børn juleaften.

"Saalænge man er Barn har man Phantasie nok til, om det var i en Time i det mørke Værelse at kunne holde sin Sjel paa Spidsen, paa Forventningens Spidse; naar man er Ældre virker Phantasien let til at gjøre Een kjed af Juletræet, inden man faaer det at see. Fløidørene aabnedes; Virkningen af den straalende Belysning, Køligheden der strømmede dem imøde, Vellugtens krydrede Bedaarelse, Anretningens Smagfuldhed overvældede et Øieblik de Indtrædende, og da der i det samme fra Orchestret lød Toner af Ballet i Don Juan, forklaredes de Indtrædendes Skikkelser, og som af Ærbødighed for en usynlig Aand, der omgav dem, standsede de et Øieblik som Den, hvem Beundring har vakt og som er opstanden til Beundring."

Når de har spist, lyttet til musik og drukket, holder de taler. Og da det til sidst er slut, kaster Constantin sit glas mod en dobbeltdør, de andre gør det samme, døren åbnes, og der står et hold arbejdere klar til at rive alt ned. Symposion-gæsterne opmuntres af ødelæggelsen der foregår bag dem, og drager straks af sted i en vogn tilvejebragt af Constantin, og han meddeler dem, at der en mil borte står fem vogne og venter på at køre med hver af dem, hvorhen han vil. Men imedens hestene bliver spændt for den fælles vogn, spadserer de en stund langs vejen i den friske julimorgen.

Da sker der noget for en af dem, det Unge Menneske, som jeg skal fortælle om siden hen.

I morgen har Modehandleren ordet, nogle passager fra hans tale om kvinden. Når man har læst dem, og hvis man er kvinde,vil man måske tøve med nogensinde igen at gå ind i en modeforretning.

17) IN VINO VERITAS: MODEHANDLEREN

Igen til vort symposion. Modehandleren har ordet. Han holder butik med et formål; han sælger sine fine varer meget billigt, for at tiltrække kvindelige kunder og iagttage dem uforvarende, kende dem ved deres svagheder, det vil sige ifølge Modehandleren, at virkelig kende dem.

"Jeg bedrager Ingen; det Fineste, det Kostbareste leverer jeg, til de billigste Priser, ja under Prisen sælger jeg, saaledes ønsker jeg ikke at vinde, nei jeg sætter aarligt store Summer til. Og dog vil jeg vinde, jeg vil det, jeg giver min sidste Hviid hen for at bestikke, for at underkøbe Modens Organer, at mit Spil kan vindes. Det er mig en Vellyst uden Lige at tage de kostelige Tøier frem, at skjære til, at klippe ægte Brüsler-Kniplinger ud, for da at danne en Narredragt, jeg udsælger til de billigste Priser, ægte Stoffer og paa Moden. I troer maaskee, at det kun er i enkelte Øieblikke hun ønsker at være paa Moden. Langtfra, hun vil det altid, og det er hendes eneste Tanke.

Om det er sandt ? Ja forsøg det: Lad Elskeren, idet den Elskede synker saligt til hans Bryst og hvidsker uforstaaeligt: Din for evig, skjulende sit Hoved ved hans Barm, lad ham sige til hende: søde Cathinka din Frisure er slet ikke paa Moden. Maaskee tænke Mændene ikke derpaa, men Den, der veed det og nyder Anseelse af at vide det, er den farligste Mand i Kongeriget. Hvilke salige Timer, Elskeren tilbringer med den Elskede før Brylluppet, veed jeg ikke, men de salige Timer, hun tilbringer i min Boutique, gaae hans Næse forbi. Uden mit Kongebrev og min Sanktion er et Bryllup en ugyldig Akt eller ogsaa et meget plebeiisk Foretagende. Lad Øieblikket allerede være kommet da de skal mødes for Alteret, lad hende træde frem med den bedste Samvittighed i verden, at Alt er købt hos mig og for mig gjort Prøve paa Alt, hvis jeg vilde styrte til og sige: men min Gud min naadige Frøken den Myrtekrans sidder reent forkeert, -

Saa blev maaskee Ceremonien udsat. Men alt Sligt veed Mændene ikke, man maa være Modehandler for at vide det. Der hører en saa uhyre Reflexion til at controllere en Qvindes Reflexion, at kun en Mand, der offrer sig dertil, formaaer det, og formaaer det, hvis han oprindeligt er begavet. Lykkelig er derfor den Mand, der ikke indlader sig med nogen Qvinde, hun tilhører ham dog ikke, om hun end ikke tilhører nogen anden Mand, thi hun tilhører hiint Phantom, dannet af qvindelig Reflexions unaturlige Omgang med qvindelig Reflexion: Moden. See derfor skulle en Qvinde altid sværge ved Moden, saa var der Fynd i hendees Eed; thi Moden er dog det Eneste, hun altid tænker paa, det Eneste, hun kan tænke sammen med og ind i Alt. Der er fra min Boutique til den fornemme Verden udgaaet det glade Budskab for alle distinguerede Damer, at Moden byder Brugen af en egen Art Hovedtøi, naar man tager i Kirke, og at dette Hovedtøi igjen maa være noget forskelligt til Høimesse og til Aftensang. Naar da Klokkerne ringe, da holder Eqvipagen for min Dør. Hendes Naade stiger ud (thi ogsaa dette er forkyndt, at Ingen kan sætte det Hovedtøi rigtigt uden jeg Modehandleren); jeg styrter hende imøde i dybe Buk, fører hende ind i mit Cabinet; medens hun blødagtigt vegeterer, bringer jeg Alt i Orden. Hun er færdig, hun har speilet sig; hurtigt som et Gudernes Sendebud iler jeg forud, har aabnet Cabinetsdøren og bukker, iler til Boutiquesdøren, lægger min Arm paa Brystet som en østerlandsk Slave, men opmuntret af et naadigt Knix vover jeg endog at tilkaste hende et tilbedende og beundrende Haandkys - hun sidder i Vognen, see! Hun har glemt Psalmebogen, jeg iler ud og rækker den ind ad Vinduet til hende, tillader mig endnu engang at minde hende om, at holde Hovedet en lille Kjende til Høire, og selv at rette lidt ved det, hvis hun ved at stige ud skulde bringe Hovedtøiet en Smule af Lave. Hun kjører hen og opbygges.

Modehandleren siger, at hans sjæl raser naar han tænker paa sin opgave: at få kvinder til at gå med ring i næsen. Han kunne jo ikke vide, at både unge mænd og kvinder ville nå dertil efter 150 år. Og i navlen, læben eller hvor som helst.

Kierkegaard siger at Modehandleren er dæmonisk fortvivlelse i lidenskab.

18) MORGENTE MED ASSESSOREN

Så for sidste gang tilbage til Symposion, som nu er slut. Gruppen af bordgæster vandrer afsted i den friske morgen, mens hestene bliver spændt for. Der træffer de på et par i en have, de nærmer sig, og kigger ind i et lysthus - og lige ind i næste Stadium, det Etiske. Det overrasker dem. For her, ved morgenteen, sidder Assessor Vilhelm og hans unge hustru. Nu kommer et langt stykke tekst, hvor intet synes at ske.

Lad os ikke glemme, at dette er en tidsalder med et andet tempo end vores, mere sindigt, med mere tid til at reflektere og finde sine egne tanker.

Note: samovaren var meget populær her i 1800tallet.

De bleve overraskede - ikke hine Tvende, hvem Løvet skjulte, hine tvende Lykkelige, der vare altfor fordybede i huslig Lyst til at være Iagttagere, altfor trygge til at troe sig som Gjenstand for Nogens Opmærksomhed uden Morgensolens, der med Velbehag tittede ind til dem, medens en sagte Luftning viftede i Grenene, og medens Landlighedens Ro som Alt omkring dem fredede om dette lille Lysthuus. Det lykkelige Ægtepar blev ikke overrasket og bemærkede Intet. At det var Ægtefolk, var klart nok, det saae man strax, ak! hvis man er i Slægtskab med en Iagttager. Selv om Intet, Intet i den vide Verden, intet Aabenlyst og intet Skjult aabenlyst eller skjult har til Hensigt at ville forstyrre de Elskendes Lykke, naar de sidde hos hinanden ere de ikke saaledes trygge; salige ere de, og dog er det som var der en Magt, der vilde skille dem ad, saa fast holde de hinanden omslyngede, og dog er det, som var der en Fjende til, mod hvilken de værne sig, og dog er det, som kunde de aldrig blive tilstrækkeligt forvissede. Ikke saaledes med hiint Ægtepar i Lysthuset.Hvor længe de havde været gift, lod sig derimod ikke med Bestemthed angive. Fruens Syslen ved Theebordet skete vel med øvet Sikkerhed, men dog ogsaa med saa megen næsten barnlig Inderlighed i Beskæftigelsen, som var hun en Nygift, i den Mellemtilstand, da hun endnu ikke med Bestemthed veed, om Ægteskabet er Spøg ellerAlvor, om det at være Husmoder er en Gjerning eller en Leeg, en Tidsfordriv.--- Vor elskværdige Husmoder var altsaa beskæftiget; hun skjenkede kogende Vand i et Par Kopper, formodentlig for ret at ophede dem, hun tømte det ud, satte Koppen paa en Bakke, skjenkede Theen, serverede det Tilhørende, nu var hun færdig, var det Spøg eller Alvor ? Dersom Nogen ikke ellers er en Ven af Thee, han skulde været i Assessorens Sted, mig forekom denne Drik i dette Øieblik den mest indbydende, og kun den venlige Frues indbydende Mine forekom mig mere indbydende. Hun havde formodentlig hidtil ikke haft Tid til at tale, nu brød hun Tausheden, og idet hun bød Theen, sagde hun: "skynd Dig nu Kjære og drik, medens Theen er varm, Morgenluften er dog noget kjølig; og det er da det Mindste, jeg kan gjøre for Dig, at være lidt omhyggelig." "Det mindste?" svarede Assessoren laconisk. "Ja, eller det Meste, eller det Eneste."

Assessoren saae spørgende paa hende, og medens han tilberedte sig Nydelsen, vedblev hun: "Du afbrød mig igaar, da jeg vilde begynde derpaa, men jeg har atter tænkt derover, mange Gange har jeg tænkt derover, og nu især, Du veed nok i Anledning af hvem: det er dog vist og sandt, havde Du ikke giftet Dig, var Du bleven noget ganske anderledes Stort i Verden ." Medens Koppen endnu stod paa Bakken, indsugede Assessoren den første Mundfuld med synligt Velbehag, ret vederqvæget, eller var det maaskee Glæde over den Elskelige. Jeg troer det; hun derimod syntes blot at fryde sig over, at det smagte ham. Nu satte han Koppen paa Bordet hos sig, tog en Cigar frem og sagde: "maa jeg tænde ved dit Fyrfad." "Gjerne," svarede hun, og tog med en Theeskee en Glød og bragte ham den. Han tændte Cigaren, lagde sin Arm om hendes Liv, medens hun støttede sig mod hans Skjulder, han vendte Hovedet til den anden Side for at udblæse Røgen, nu hvilede hans Øie paa hende med en Hengivenhed, som Blikket kan forklare den, dog smilte han, men dette Glædens Smiil havde en lille Tilsætning af veemodig Ironi.

(Den unge Frue fortsætter nu med at forklare sig, mens Assessoren nynner en melodi, til ordene af Manden gik ud i Skoven, skar af de Kjepper hvide. Han opløser scenen som i en spøg, for manden i sangen bliver selv banket).

"Du seer, det er Spøg, og derfor er der saa mange Udveie." Han reiste sig op, trykkede et Kys paa hendes Pande, lagde hendes Arm i sin og forsvandt i en løvrig Gang, der førte fra Lysthuset.

Men Victor er forsvundet fra selskabet. Han vender tilbage efter at have sneget sig ind i selve huset gennem en fransk dør, og der har han fundet et manuskript af Hr. Assessoren, som han har til hensigt at udgive. "Har jeg udgivet hans andre, saa er det ikke mere end Skyldighed, ogsaa at udgive dette." Men netop som han puttede det halvt i sin lomme, "listede jeg det hemmeligt fra ham. - - Idet jeg nu udgiver Manuscriptet, er jeg igjen slet Intet, thi Manuscriptet er Assessorens, og jeg som Udgiver er kun i min Intethed som en Nemesis over Victor, der vel meente at have Hævd paa at udgive."

Alt dette for at bane vejen for B's papirer, som ofte er rettede mod Æstetikeren A. Et af dem handler naturligvis om ægteskabet. SK har skabt denne lange scene for at danne forspil til manuskriptet, som vi nu har på fjerde hånd: Hans egen anonyme, Assessoren, Victor, og fortælleren. Nu kender vi den baggrund som Assessoren lykkeligt lever i, og ud af hvilken han skriver.

19) ASSESSOREN FORMANER

Nu til Assessor Vilhelm. Han er ikke så underholdende som Æstetikeren, men han har noget vigtigt at fortælle, som Kierkegaaard paa den tid nok var mere enig med ham i, end senere, da det Religiøse kom frem. En af de ting der er noget kedsommelige ved Assessoren, er hans mangel på lidenskab. Kun når han skriver til A, Æstetikeren, kan han blive vred, og så kæder han ham sammen med kejser Nero.

Men her og nu udruller han et tanke-tæppe i Ligevægten mellem det Æsthetiske og det Ethiske i Personlighedens Udarbejdelse. (Enten-Eller 2).Her noget forkortet.

Og han siger noget, som er centralt for Kierkegaard: at vælge med lidenskabens inderlighed.

Min Ven!

Hvad jeg saa ofte har sagt Dig, det siger jeg endnu engang, eller rettere det tilraber jeg Dig: enten-eller. --- Paa mig har disse Ord altid gjort et stærkt indtryk, og gjøre det endnu.---Jeg tænker paa en tidlig Ungdom, hvor jeg uden ret at fatte, hvad det er at vælge i Livet, med barnlig Tillid hørte paa de Ældres Tale, og Valgets Øieblik blev mig høitideligt og ærværdigt, uagtet jeg i at vælge kun fulgte en Andens Anviisning..

Jeg tænker paa de Øieblikke i et senere Liv, hvor jeg stod paa Skilleveien, hvor min Sjæl modnedes i Afgjørelsens Stund. Jeg tænker paa de mange mindre vigtige men for mig ikke ligegyldige Tilfælde i Livet, hvor det gjaldt om at vælge; thi om der end kun er eet Forhold, hvor dette Ord har sin absolutte Betydning, hvor Gang der nemlig paa den ene Side viser sig Sandhed, Retfærdihed og Hellighed, paa den anden Side Lyst og Tilbøieligheder, og dunkle Lidenskaber og Fortabelser, saa er det dog altid af Vigtighed ogsaa i Ting, hvor det i og for sig er uskyldigt, hvilket man vælger, at vælge rigtigt, at prøve sig selv, at man ikke engang med Smerte skal begynde et Tilbagetog til det Punkt, man gik ud fra, og takke Gud, om man ikke har mere at bebreide sig end at have spildt sin Tid. ---

Valget selv er afgjørende for Personlighedens Indhold.---Dersom Du tænker Dig en Styrmand i hans Skib i det Øíeblik, der skal giøres et Slag ((en kursændring)), saa vil han maaskee kunne sige, at jeg kan enten gjøre det eller det; men dersom han ikke er en maadelig Styrmand, saa vil han tillige blive sig bevidst, at Skibet under dette skyder sin sædvanlige Fart, og at det saaledes kun er et Øieblik, hvor det er ligegyldigt, om han gjør dette eller dette. Saaledes med et Menneske, glemmer han at beregne denne Fart, saa kommer der tilsidst et Øieblik, hvor der ikke mere er Tale om et Enten-Eller, ikke fordi han har valgt, men fordi han har ladet det være, hvilket også kan udtrykkes saaledes, fordi Andre have valgt for ham, fordi han har tabt sig selv.---

Naar Du da vil forstaae mig rigtigt, saa kan jeg gjerne sige, at det i at vælge ikke saa meget kommer an paa at vælge det Rigtige, som paa den Energi, den Alvor og Pathos, hvormed man vælger. Deri forkynder Personligheden sig i sin indre Uendelighed, og derved igen consolideres Personligheden. Selv derfor om et Menneske valgte det Urette, saa vil han dog, netop paa Grund af den Energi, hvormed han valgte, opdage, at han valgte det Urette. Idet nemlig Valget er foretaget med hele Personlighedens Inderlighed, er hans Væsen luttret og han selv bragt i et umiddelbart Forhold til den evige Magt, der allestedsnærværende gjennemtrænger Tilværelsen. --- For Friheden kjæmper jeg derfor (deels her i dette Brev, deels og fornemlig i mig selv), for den tilkommende Tid, for Enten-Eller.

Såvidt Assessoren.

20) FORLOVELSEN INDLEDES

Dette er en tragisk kærlighedshistorie med langtrækkende åndelige og litterære følger, fordi dens mandlige hovedperson nødvendigvis satte den ind i disse kategorier og omformede den til genialt virke. Således set er den ikke blot et pinagtigt spil mellem to personer, en personlig tragedie for den ene af dem, men den er en begivenhed i vor litteratur.

SK havde en gift søster, hvis familie Lund han undertiden besøgte, og en dag var der en ny gæst, frk. Regine Olsen, 16 år gammel. SK fandt hende dejlig, og forelskede sig straks i hende. Hans dagbog for 2.februar 1839 har dette:

Du er mit Hjertes Herskerinde, "Regina", gjemt i mit Brysts dybeste Løndom, i min fyldigste Livstanke, hvor der er lige langt til Himlen og til Helvede,- ubekjendte Guddom!-Overalt i hvert Pigeansigt seer jeg Træk af Din Skjønhed, men jeg synes, at jeg maatte have alle Piger for af deres Skjønhed ligesom at uddrage Din; at jeg maatte omskibe hele Jorden rundt for at finde den Verdensdeel jeg savner, og som dog mit hele Jegs dybeste Hemmelighed polarisk antyder; - og i næste Øieblik er Du mig saa nær, saa nærværende, saa mægtigt udfyldende min Aand, at jeg transfigureres for mig selv og føler, at her er godt at være. Du antyder; - og i næste ØieblikHemmelighed Elskovs blinde Gud! Du, der seer i Løndom, vil Du give mig aabenbart ? Skal jeg finde hvad jeg søger, her i denne Verden, skal jeg opleve Conclusionen af alle mit Livs excentriske Præmisser, skal jeg slutte Dig i mine Arme, - eller: lyder Ordren videre ?

3.juli 1839 bestod han teologisk embedseksamen. Et løfte til faderen var nu fuldbyrdet. Søren var fri. Faderen havde efterladt så mange penge til ham og hans endnu levende søskende, at Søren kunne leve af kapitalen og sine senere forfatterindtægter.

8.september mødte han Regine uden for hendes hjem, og hun fortalte ham, at hun var alene hjemme og bød ham med op. Der, ved klaverspillet, afbrød han hende og friede. Hun svarede ikke et ord. Så tog han afsked og gik op til hendes fader, som var venligt indstillet over for Søren Kierkegaard og indvilligede. To dage senere kom Søren efter aftale til Regine og fik hendes Ja.

Så begyndte den dobbelte fryd og pine; han så næsten straks at dette var forkert af ham. "Gjør det, og Du vil fortryde det. Gjør det ikke, og Du vil fortryde det." Men han følte dybden i sin beslutning, og værre endnu: han havde lokket en anden derud.

Imens spillede han sin rolle som part i en af de meget lange forlovelser, som dengang var almindelige i det københavnske borgerskab. De er omtalt tidligere. Søren kom på visitter og charmerede familien Olsen. De fandt ham mærkelig, men blev overvundet af hans glade fremtoning. Hvorfor da ikke gifte sig med hende ? Tre grunde stod klart for ham: "En Pøniterende som jeg var, mit vita ante acta ((hidtidige liv)), mit tungsind, det var nok."Han følte at han måtte bekende sine forrige synder for hende, og endnu et: han måtte fortælle hende om sin fader. Og uden et præsteembede kunne han ikke forsørge en familie.

Imens løftede han hende så højt han kunne:. Han delte sine interesser, tanker og bøger med hende, sendte breve og gaver. Hun besvarede det med al sin varme og opmuntring.

Hun var let som en Fugl, saa dristig som en Tanke; jeg lod hende stige høiere og høiere, jeg rakte min Haand ud, og hun stod paa den og slog med Vingerne, og hun raabte ned til mig: her er herligt; hun glemte, hun vidste ikke, at det var mig, der gjorde hende let, mig, der gav hende Dristighed i Tanken, Troen paa mig, der gjorde, at hun gik paa Vandet, og jeg hyldede hende, og hun modtog min Hylding."

Men snart forstod begge at dette var en dobbelt, og derfor falsk, situation. Derpå begyndte et spil imellem dem, hun gjorde sit, han sit, det bedste de formåede, hun for at fastholde og trøste, han for at løse hende og slippe væk, men for at beholde hende som sin for evigheden, siden hun ikke kunne blive hans i tiden.

Søren Kierkegaard, tegnet 1838 af N.C.Kierkegaard.

21) FORLOVELSEN: EN LILLE HISTORIE.

I dag et uddrag fra "Skyldig?"-"Ikke-Skyldig?" hvor SK bruger iagttagelser, tanker og følelser fra sin forlovelse og lægger dem i Quidams pen, som forøvrrigt føres af Frater Taciturnus, og udgivet af Hilarius Bogbinder. Ret indviklet er det, og vi ved, hvorfor han gjorde sig så stor umage; men vi har ikke omtalt alle hans manøvrer. For øvrigt var pseudonyme udgivelser almindelige dengang.

20. April. Morgen.

Idag for et Aar siden. - Jeg har mærket paa mig selv, at der var Uro i hele mit Væsen, at der var noget Forfærdeligt igære, jeg har ikke sovet hele Natten, og nu seer jeg Gangen,ak! jeg seer ikke Gangen i Sagen, men til Tilintetgjørelsen. Hun giver sig hen efter en Maalestok, som ængster hele mit Væsen, og dog er hun elskelig i mine Øine,

og bevæger mig dybt, men denne Hengivelse og min Bevægethed piner mig. Selv om jeg var en Anden,end jeg er, kan jeg ikke forstaae denne Hengivelse, og kan ikke give mig saaledes hen. Og jeg som er indesluttet: hun kjender meget Lidet til mig, hvilket Misforhold! Jeg faaer al Magt over henede, hun slet ingen over mig. Er et saadant Forhold et Ægteskab ? Det er jo som en Forførelses-Historie. Vil jeg da forføre hende ? Afskyeligt. Og gives der dog ikke en høiere Art Forførelse, værre end Lystens ?

Hun siger, hun har aldrig følt sig lykkeligere end nu; hun bryder sig om Intet uden om sin Extase. Er det fra min Side at elske, at see et saadant Misforhold ? Og jeg veed med mig selv, at jeg er indesluttet. Ja jeg har rigtignok faaet at see, at min Øvelse kan føre til , at jeg faar Lov til at skjule min Indesluttethed. Men hendes Hengivelse bliver Fordringen, der vender op og need paa mit Væsen. Sandt nok,det fatter hun egentligen slet ikke; men jeg veed det, og hvad gjør jeg ?

---

Idag bad hun mig sætte mig hen paa en Stol. Jeg gjorde det uden at ane Noget. Da gik hun et Par skridt tilbage, nærmede sig og kastede sig paa Knæ. Vistnok

var der lidt Skjelmeri deri, men væsentligen var der Veemod, og saa da en Lyksalighed, ja jeg maa kalde det, en vanvittig Lyksalighed over at have fundet et rigtigt Udtryk for sin Lidenskab. I samme Secund greb jeg hende og reiste hende op.--- Har jeg forlangt dette ? Sandeligen hun har aldrig forstaaet mig. Selv har jeg aldrig bøiet Knæ for noget Menneske, maaskee kunde jeg gjøre det for hende, hvis Forholdet krævede det, men for hendes og for min Personlighed bør det aldrig skee. --- Vel veed jeg, at en Pige er anderledes end en Mand, men dog glemmer jeeg det aldrig, det har bragt en Rasen i mit Blod, en Forvirring i min Hjerne, en Angst i min Indesluttethed, en Fortvivlelse i min Beslutning, og frem for Alt en Susen for Anelsens Øre, der for mig er Forbud og Iilbud om det Yderste.

Regine Olsen, malet af Emil Bærentzen,1840.

22) FORLOVELSEN ENDT, MEN ALDRIG AFSLUTTET

SK spillede sin rolle. Ved en tidlig lejlighed, hvor også nogle af hans egen familie var til stede, skiftede han fra emne til emne, morede og tryllebandt dem. Selv 60 år senere huskede Regine den dag. Ikke hvad der blev sagt, men den atmosfære som denne troldmand skabte med sine ord og gestus.

Men derpå kunne Søren gå hjem og ligge grædende i sin Seng om natten. Han vidste, at forlovelsen var forkert.

Regine mærkede det. Somme tider sad han og græd ved hendes side. Hendes fader Terkel Olsen havde også depressive perioder, og Søren havde fortalt hende noget af sandheden om sin fader. Så hun lavede små kunster med ham, såsom at være for god til ham, og at hun ønskede at bryde; til andre tider ydmygede hun sig for ham.

Nu krævede konventionen, og SKs natur, at pigen skulle bryde forlovelsen og ikke sidde tilbage som kasseret. Hun ville ikke. "Du bliver dog aldrig glad, så det kan jo hverken gøre fra eller til, om jeg får lov til at blive hos Dig." Selv om det kunne blive i et lille skab.

På Københavns Bymuseum finder man Søren Kierkegaard-stuen med hans stå-skrivepult, nogle personlige ejendele, og et lille palisanderskab, ca. 1,60 meter højt. Der er ingen hylder i . Det fik han lavet efter hendes ord, og i det lagde han hendes dokumenter, brevene.. Ved pulten skrev han mange forlovelsesbreve til hende, og sommetider lod han sin tjener aflevere dem, lige før han selv gik op til hende.

Men den dag, hvor Universitetet havde godtaget hans disputats, sendte han ringen tilbage, med en besked:

For ikke oftere at gjøre Prøve paa hvad der dog maa skee, hvad der, naar det er skeet, vel vil give Kræfter, som disse behøves, saa lad det nu være skeet. Glem derfor Alt den der skriver dette; tilgiv et Menneske, der, om han end formaaede Noget, dog ikke formaaede at gjøre en Pige lykkelig.

Nej, så let slap han ikke. Hun gik op i hans lejlighed, fandt ham ikke hjemme, og skrev et lille brev, lidenskabeligt og desperat, hvor hun besvor ham ved Gud, for hans saligheds skyld, ved ethvert minde, for Jesu Kristi skyld og ved mindet om hans fader.

Den trængte ind. To magter bandt Søren: Gud og hans afdøde fader. Han måtte se at blive hende helt kvit, og derfor begyndte han sin tragiske forvekslings- og forvandlingskomedie, skiftede sind og humør, for til sidst at bringe hende til den tilstand, hvor hun ville få nok og slap ham.

I mellemtiden havde hendes fader prøvet at tale med Søren, og fortalte ham at Regine ikke sov om natten, og bad ham indstændigt om at ændre sin beslutning, som skadede hendes helbred. Søren bøjede sig ikke, og familien var ulykkelig. En søster til Regine sagde dog: "Jeg kan ikke forstaa Magister Kirkegaard, men jeg tror alligevel, at han er et godt Menneske.."

Og Kjøbenhavn summede af rygter. Han eksperimenterede med hende. Han var yderst ubehøvlet mod den sørgende familie. Man tillagde ham følgende salut::Hvis De har mere at sige, at De da vilde skynde Dem, thi jeg skal i teatret.

Løgn og sladder er tvillingesøstre.

Men så brød Regine med ham."Nu er Du fri, kom ikke mere til mig." Et håndtryk, og det sidste kys.

En god stund senere ægtede Regine Fritz Schlegel, som havde været hendes privatlærer, og da han blev guvernør i Dansk Vestindien, fulgte hun med og blev Første Dame derude.

Da SK i sit testamente prøvede at efterlade hende hvad han havde, med samme rettigheder som hvis hun havde været hans hustru, afslog parret Schlegel forståeligt nok tilbudet.

Regine beholdt ham altid siden i venlig erindring. Hun levede indtil 1904, og blev 82 år. Ved nyheden om hans død blev hun smerteligt overrumplet, fordi hun altid havde tænkt sig at der ville komme en dag, hvor de som ældre kunne tale ud med hinanden. Hun skrev i et brev til nevøen Henrik Lund:

Den kom derfor desto mere uventet over mig og fyldte mig ikke alene med Sorg men med Bestyrtelse, som om jeg just ved denne Opsættelse havde begaaet en stor uret imod ham. - - Men efter hans Død har det stillet sig for mig, som om det var en Pligt jeg af Feighed forsømte, en Pligt ikke alene mod ham, men mod Gud, hvem han ofrede mig, hvad enten dette nu skete af en medfødt Tilbøjelighed til Selvplageri (en Tvivl han selv havde), eller, som jeg antager, at Tiden og hans Virkes Resultater viser, af et højere Kald fra Gud.

For ham var hun, og forblev hun, hans for Gud og i Evigheden. Hans kærlighed til hende ophørte aldrig, og den havde stor indvirkning på hans værk.. Der er hun indfattet, som i det lille skab på museet, men også som en aldrig udtømt inspiration."I Historien vil hun gaae ved min Side."

23) EFTER FORLOVELSEN. KIERKEGAARD I DET SOCIALE LIV

Dagen før sin afrejse til Vestindien, passede Regine Søren op på gaden. De hilste på hinanden, uden et ord. Det var sidste gang de sås.

SK tog nu til Berlin, målet for hans få udenlandsrejser. Han vendte hjem igen og begyndte for alvor på sin produktion, og på få år skrev han hvad der svarer til 4000 tryksider plus en intens dagbog.

Hvad Kjøbenhavn imidlertid så, var den lille mand der vandrede i gaderne og talte med alle mulige, bønder, sælgerkoner, universitetsfolk - han kendte alle af betydning i den finere del.Der var også sproglige iagttagelser at gøre. Og han havde en særlig evne til at tale med folk, han huskede dem og hvad de havde sagt til ham sidst. Han var omhyggelig med at hilse høfligt på enhver han nogensinde havde haft berøring med.

SK elskede at være mystisk. Han havde sekretærer til at renskrive hans manuskripter, så at trykkeriet ikke skulle genkende hans fine håndskrift og derved afsløre pseudonymiteten. Selvfølgelig opdagede man ham, men han skrev forvirrende læserbreve i Victor Eremitas navn, og så i sit eget, hvor han benægtede alt. Han gjorde meget ud af, netop når han havde travlt med at læse korrektur, at gå i teatret, blot for nogle minutter (gæt hvilken ouverture det skulle være), og så smutte hjem til arbejdet.

Engang gik han langs med den nu overdækkede Ladegårdsåen, da han hørte nogle af fattiglemmerne som fejede gade, i en pause drøfte hvad lykke ville være. "Jo", sagde en af dem, "hvis nu en Engel drattede ned fra Himlen og gav mig en Blaa." Den kunne SK ikke modstå; han trådte nærmere, tog sin tegnebog frem, fiskede sedlen frem - en lille formue for den fattige mand - tog højtideligt sin hat af. Og gik sin vej.

En søn af pastor Spang ved Helligåndskirken huskede SK fra sit barndomshjem:

Som regel kom han i skumringen for at hente far til en spadseretur. Vi sad da som oftest ved tebordet, han satte sig ned iblandt os men nød intet. Derimod tog han altid levende del i samtalen med sin ganske mærkværdige, ualmindelige gave til at kunne tale med folk af enhver alder, under ethvert livsvilkår; at han ved sådanne lejligheder gjorde sine studier, er ganske utvivlsomt. - Var fars gamle fader til stede, kunne SK tiltale ham på en så ligefrem og jævn måde, at det var som talte bedstefader med en af sine jævnlige; og os børn - han kunne spøge og le så hjerteligt med os og over os, lavede mad med min søster, smagte på børnemaden og var glad og munter, så man skulde fristes til at tro, at han var et meget lykkeligt menneske med et let, overgivent sind; så kunne hovedet under denne glade, lykkelige latter sænke sig helt ned mellem skuldrene, mens han lagde sig tilbage på stolen og gned sine hænder, så diamanten i hans ring derved funklede. Denne ring var vor lyst, og når vi improviserede vore småkomedier på dukketeatret, skulle det altid laves saaledes, at også den kunne få sin rolle i stykket. -

Vi havde i huset en original, en tjenestepige af den rigtige københavnske sort, en sand type. S.K., der jo gerne talte med alle mulige mennesker, havde sin bestandige løjer af at snakke med hende og få hendes mund på gled; han fik sig tit en god passiar med hende nede i gården, og den gik så igen i stuen til stor fornøjelse for os børn. Især var han så jublende glad, da hun engang havde sagt: "Nej ser De nu, hr.Magister, enhver ordentlig Pige maa have sig to Kærester. Snedkersvendene er nu de bedste om Sommeren, men Skomagersvendene giver de bedste Baller om Vinteren."