SØREN KIERKEGAARD

EN VERDENSBERØMT DANSK FILOSOF

Et hjemmeside-kursus

Kære Læser.

Rundt om i verden laves mange arrangementer i Kierkegaards navn. Men hvem var han, og hvad lavede han ?
Her er chancen for at få et kursus i Søren Kierkegaards værk. Det er faktisk også gratis.

Du kan følge hans liv og tanker gennem korte daglige læsninger i et udvalg af Kierkegaards tekster, sat på baggrund af hans liv og hans filosofiske system.

Kurset er fremadskridende i tidsfølge og i Kierkegaards filosofiske udvikling. Men nogle tekster indsættes af og til uden for kronologien, for bedre at belyse hans værk.

Der er stor og voksende interesse for Kierkegaard her og i udlandet. Men mange mennesker er lidt sky ved at nærme sig hans værk, fordi de finder det meget vanskeligt. Det har jeg prøvet at komme over, og lang erfaring med undervisning til forskellige publikumer har vist, at folk kan fatte Kierkegaards tanker, når de fremlægges jævnt og ordentligt.

Hvis du ikke er kvæker, så var Kierkegaard det heller ikke. Hvis du er, vil du finde beslægtede tanker i hans arbejde.

Kierkegaard var ikke blot en dyb og stor filosof, men også kunstner med fin iagttagelsesevne og en vidunderlig beherskelse af det danske sprog, dets ord og rytme. Undertiden vil du finde hans sprog ejendommeligt, indtil du bliver vant til det. De lange, ubrudte sætningskæder er hans. Sådan tænkte han, og sådan skrev han.

Det er uklogt at prøve at presse tempoet, at skumme eller overspringe. Kierkegaard skrev i en anden tidsalder, med et andet, mere roligt, tempo. Han anbefaler, at man læser ham højt, eller i det mindste langsomt. Her vil også¨hans egen bogstavering hjælpe. Foruden at den tydeligt skiller kommentaren fra hans egne tekster.

Kursus er lavet af mig, Hans Aaen, cand.mag. og lektor i Dansk, og medlem af det Danske Kvækersamfund, som venligt har givet plads. Eventuelle fejl står for min regning.

Så lad os komme igang!

1) KIERKEGAARDS FILOSOFISKE SYSTEM

Genier ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden, forfærde Menneskene, rense Luften.

Det bestaaende har opfundet adskillige Tordenafledere.

Og det lykkes. Ja vist lykkes det; det lykkes at gjøre det næste Tordenveir desto alvorligere.

Søren Kierkegaard (SK) arbejdede i den danske praktiske filosofi-tradition, modsat de spekulative tyske filosoffer.

Men i sin metode er han påvirket af den tyske filosof Hegel, idet han optog dennes dialektiske tænkemåde, hvor man tænker i modsætningerne tese-antitese og forliger dem i en syntese, den berømte højere enhed.

Søren Kierkegaard hævder, at mennesker må gøre et valg i livet. Hver person har mange roller at spille, som etatsråd, ægtemand og fuglekonge. Men det eneste man kan vælge er sig selv.

Uden et egentligt valg, lever man som spidsborger, derhen ad. Men valget går på tre livsstadier: A. Det (livs)Æstetiske, B. Det Etiske og Det Religiøse. Mellem de tre ligger to confinier eller grænselande, Ironi mellem A og B, og Humor mellem B og Det Religiøse. Der er ingen harmonisk udvikling fra et stadie til et andet, men et spring eller endda fortvivlelse. Til hver af sine stadier opfandt SK pseudonymer, som er opdigtede forfattere til hans bøger, og til hver person skabte han en egen stil i overensstemmelse med hans valgte livsform.

Den opdigtede form blev valgt for "at bedrage et Menneske ind i det Sande" og føre dem til at tage deres eget standpunkt uden personligt hensyn for eller imod forfatteren, som er SK der leger skjul.

A er da LIVS-ÆSTETIKEREN. Han vil nyde. Derfor kan der ikke være regelmæssighed, ingen forpligtelser, ingen gentagelse af en nydelse, men øjeblikkelig fryd og ekstase, udtrykt i jublende enetaler, snedigt opsplittede dagbøger, gnomisk korte prosastykker, men intet system. Selv håndskriften siges at være flygtig og løs.

ETIKEREN B har pligtfølelse, system og sammenhæng, men ingen virkelig lidenskab.

Fuldbyrdelsen kommer i det RELIGIØSE stadium, opdaget senere end de to andre, ud af en personlig krise; her udfolder SK sit arsenal af stilformer og opfindsomhed.

A's papirer, i Enten-Eller (1843) skildrer Æstetikeren. Han kan være ren ekstatisk forførelse, uskyldig i sin dæmoni, som Don Juan, hvem man kun virkelig kan møde i Mozarts musik; han er ren musikalsk lyst. Æstetikeren kan være dæmonisk som Modehandleren, som elsker at udspionere damekunderne i hans modeforretning, når de prøver en ny hat eller et sjal foran hans spejl, og han kan afspejle deres ekstase over sig selv. SK siger, at han er dæmonisk fortvivlelse i lidenskab. - Eller Æstetikeren kan være frisk i sin livsfølelse, som det unge Menneske.

Før vi slutter for i dag, lad os da se nogle af Æstetikerens små aforismer, kaldt Diapsalmata , Mellemspil. De hører til de tider, hvor han ikke kan opnå sit livs fylde: at nyde. Så bliver han bitter.

"Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. For en Orm ville det maaskee kunne ansees for Synd at nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter, disse Kræmmersjæle; men tillade sig dog ligesom Jøderne at beklippe Mønten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. Pfui over dem ! Derfor vender min Sjæl altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gennem alle Slægter, der synder man."

Denne person ønsker øjensynligt at livet skal være en kunstnerisk oplevelse. Derfor kan man kalde ham (Livs)Æstetikeren. Men der er mere:

Det hændte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Witz.

Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener; men de, der ere blevne det - Herre Jemini!

Vi vil få nogle flere af A's aforismer senere.

2) FORFØREREN GØR SIN ENTRE

Æstetikeren kan selvfølgelig, i sit forhold til kvinden, kun blive forfører. Her træder Johannes Forføreren frem med sin

Forførerens Dagbog.

Denne letlæste bog er skabt som andre københavnerromaner på den tid, hvor der blandt andet gøres nar af de endeløse forlovelser. Hovedpersonen og dagbogens forfatter Johannes spejler sig i kvinderne, og han har udviklet morsomme og yderst snu teknikker til forførelse. I en del af dagbogen bruger han sin sociale og personlige indflydelse til at forføre en tjenestepige. I en anden del overrasker han en ung borgerpige på landevejen, lægger straks planer imod hende, får hende til at føle sig tryg ved ham, og på samme tid noget usikker, nysgerrig og rastløs. Det er nok til at begynde med, og som han siger, han har sin styrke i begyndelser.

Når kvinden en gang er erobret og har givet sig helt hen til ham, mister hun al interesse..

Denne mand træder ind i unge Cordelias liv, og vi ved hvordan den sag vil ende, fra hendes desperate afskedsbreve, som er sat i begyndelsen. Hun lokkes ind i hans favntag ad mange snoede veje, men da hun har givet sig hen, mister hun som sædvanlig enhver interesse, undtagen for en mulig psykologisk manipulering der kunne få hende til at tro, at hun brød med ham, uvis på hvad der egentlig og dybest set skete.

Så står da Johannes som en sand mester i kvindejagt, men samtidig som dømt til at begynde forfra med enhver ny erobring. Han kommer aldrig videre. Og Etikeren (B's papirer) bebrejder ham voldsomt og kæder ham sammen med kejser Nero.

Her er to af de breve, han skriver til Cordelia:

Min Cordelia!

Man læser i gamle Fortællinger, at en Flod forelskede sig i en Pige. Saaledes er min Sjæl som en Flod, der elsker Dig. Snart er den stille og lader Dit Billede speile sig dybt og ubevæget i sig, snart indbilder den sig, at have fanget Dit Billede, da bruser dens Bølge for at forhindre Dig fra atter at slippe bort; snart kruser den sagte sin Overflade og leger med Dit Billede, stundom har den tabt det, .da bliver dens bølge sort og fortvivlet. - Saaledes er min Sjæl: som en Flod , der har forelsket sig i Dig.

Din Johannes.

Min Cordelia!

Er en Omfavnelse en Strid ?

Din Johannes.

Lad os standse for i dag.

3) "SKYLDIG?" - "IKKE-SKYLDIG?"

Forførerens Dagbog har et religiøst modstykke, "Skyldig ?"- "Ikke-Skyldig ?" hvor en mand ved navn Quidam,. N.N., som er en opfindelse af et andet SK- pseudonym Frater Taciturnus, den Tavse Broder, som et psykologisk eksperiment af Frateren. Denne Frater lever i confiniet Humor, idet han mangler den intense lidenskab der hører til det Religiøse Stadie. Og det ved han.

Men han opfinder så Quidam, der har brudt en forlovelse (som SK selv gjorde det) for ikke at læsse sit depressive sind over på en uskyldig kvinde, og således ødelægge hendes liv. Men nu skal Quidam hver midnat genopleve i erindringen hvad hun sagde og gjorde netop for et år siden. Han når aldrig til vished om, hvorvidt det var rigtigt eller forkert af ham at bryde, og ikke realisere det almene menneskelige vovestykke, ægteskabet. Så modsat Johannes drives han af en følelse af skyld, mere end etisk, hans fortvivlelse driver ham ind i det Religiøse.

Bag det ligger selvfølgelig SKs egne erfaringer.

Men ind imellem midnattens tanker er sat iagttagelser og minder af en anden sindsstemning.

Her er en.

Da jeg var Barn, var en lille Tørvegrav mig mit Alt: de mørke Trærødder, der hist og her ragede frem i det dybe Dunkle, vare forsvundne Riger og Lande, hver en Opdagelse mig vigtig som de antediluvianske for Naturforskeren. Begivenhed var der nok af, thi kastede jeg en Steen ud, hvilke uhyre Bevægelser frembragte den ikke, den ene Kreds større end den anden, indtil Vandet atter blev stille; og kastede jeg Stenen paa en anden Maade, da var Bevægelsen forskjellig fra hiin og i sig selv riig paa ny Forskjellighed. Da laae jeg ved Kanten og saae ud over dens Flade, hvorledes Vinden først midt ude begyndte at kruse Vandet, indtil den riflede Bølgegang forsvandt mellem Sivene paa den modsatte Side; da steeg jeg op i Pilen, som bøiede sig ud over Graven, sad saa yderligt som muligt, tyngede den lidt ned for at kunne stirre ned i det Dunkle, da kom Ænderne svømmende fra fremmede Lande, besteeeg den smale Tunge, som løb ud og dannede en Bugt med Sivet, hvor min Flodholdtsbaad laae i Havn. Men fløi der nu en Vildand fra Skoven over Graven, vakte dens Skrig dunkle Erindringer i de adstadige Ænders Hoved, begyndte de at slaae med Vingerne, at flyve vildt hen langs Fladen: da vaagnede der ogsaa en Længsel i mit Bryst, indtil jeg atter stirrede mig tilfreds ved min lille Tørvegrav.

Saaledes gaaer det altid, saa barmhjertig, saa rig er Tilværelsen: jo mindre man har, jo mere seer man. Tag en Bog, den maadeligste, der er skreven, men læs den med den Lidenskab, at det er den eneste, Du vil læse: Du læser tilsidst Alt ud af den : saa meget, som der var i Dig selv, og mere læste Du Dig dog aldrig til, om Du saa læste de bedste Bøger.

Næste gang skal vi gå med Quidam fra bog til kvinde.

4) QUIDAM OM EN ENESTE KVINDE

I dag flytter Quidam sin tekst fra Naturen (tørvegraven) via bøger (tag en bog, den mådeligste..) lige over i menneskenes verden, til den pige han var forlovet, men brød med. Ingen særlig begavet pige, men netop derved et mere varigt indtryk. Teksten fortsætter:

Barndommens Tid er nu længst forbi, derfor har jeg maaskee ikke saa Meget at give til af i Henseende til Phantasie, saaledes er jeg forandret. Men min Betragtningsgjenstand er ikke bleven meget større i Forhold til hvad et ældre Menneske ellers har. Der er eet Menneske, et eneste, hvorom Alt dreier sig. Jeg stirrer og stirrer saa længe paa denne Pige, til jeg producerer ud af mig selv, hvad jeg maaskee ellers aldrig havde faaet at see, om jeg havde seet nok saa meget; thi deraf fulgte ikke, at min Inderlighed var bleven mig selv gjennemsigtig. Havde hun været ualmindeligt begavet i Aand, havde hun aldrig virket saaledes paa mig. Hun er mig netop nok i Ansvaret, og Ansvaret er igjen mit, og dog er det hende, der i dette Ansvar bringer mig min Inderlighed frem for Bevidstheden. Jeg var meget for meget og meget for bestemt udviklet, til at hun meddelende kunde have Indflydelse paa mig, og hun var heller ikke udrustet til at berige mig i aandelig Forstand med nyt Indhold. Men for i sidste Instans at forstaae sig selv, gjelder det at komme i den rette Situation. Dertil har hun i Ansvaret hjulpet mig. I denne Henseende er al min Lidelse ligefrem en Begunstigelse. Ansvarets prøvende Stilhed lærer Een at maatte hjælpe sig i Kraft af Aand; Bedrift, Handling, Virksomhed, som saa ofte anprises og som fortjener det, kan dog let have en Tilsætning af Adspredelse, saa man ikke faaer at vide, hvad man mægter i Kraft af Aand, og hvad de mangfoldige ydre Impulser forhjælpe Een til; man slipper ogsaa fri for mangen Forfærdelse, der ikke faaer Tid til at naae Een, men det at slippe fra den er ikke at have overvundet den eller forstaaet sig selv. I Ansvaret vil hun fremdeles hjælpe mig, thi jeg bliver ikke færdig, hvor hun.

Modsætningen til Forføreren vil træde tydeligt frem. For ham er det vedvarende, gentagelser og ansvar lige så mange byer i Langbortistan..

I morgen må vi tilbage til SK's tidlige liv med hans fader. Kierkegaard sagde: Jeg er ikke så vanskelig at læse. Husk bare at læse mig langsomt, og allerhelst højt.

5) FADEREN

Søren Kierkegaards liv er beskedent hvad angår ydre begivenheder: en universitetskarriere, en filosofisk doktorgrad, en brudt forlovelse, et par rejser til Berlin, avisfejder. Men indvendig koger det af lidenskab for filosofi, og af ønsket om at bane vejen for "hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemlighed kalder min Læser". Hvilken vej ?

Det vil komme meget senere.

SKs liv begynder i dobbelt forstand med hans fader, Michael Pedersen Kierkegaard. Michael blev som lille dreng sendt ud på den jyske hede for at vogte får. En dag, hvor han frøs, var sulten og våd, gik den 8 års dreng op på en lille høj, strakte sin blå næve mod himlen og forbandede den Gud, der lod en lille dreng leve sådan et liv.

Nogle dage senere blev han sendt til København til en velstående købmand for at lære klædehandel, og han var begavet og havde succes. Men han glemte aldrig sin forbandelse, og han anså det for givet, at den ville falde tilbage på ham selv, som en dom, fra Gud i Himlen.

Det ser ud som om Michael ventede på at Gud skulle handle. Året 1813 kom, og som følge af Napoleonskrigene gik Danmark statsbankerot. Det er muligt, at Michael da ventede, at Gud ville gøre op med ham og slå ham ned i fattigdom. Men nej. Han havde sat hele sin formue i statsobligationer, som forblev den eneste værdi der ikke blev nedskrevet til nul, af hensyn til handel med udlandet. Så Michael fandt sig pludselig stenrig, mens hans bekendte blev ludfattige. Han må have sluttet, ud fra sin næsten patologiske melankoli, at Gud ventede på et levere et dybere hug, at ligesom i Det gamle Testamente en forbandelse fra Gud ville betyde, at han var den sidste af sin slægt, at deres minde"aldeles skulde være udslettet, at man ikke skulde finde dem."

Så, som Søren senere skrev, blev han født i det Aar 1813, hvor saa mangen en falsk Rigsbankdalerseddel så dagens lys.

Der er en dyb og trist hemmelighed forud for hans fødsel, men det kom senere til hans kundskab. Som barn levede han med sin fader i en behagelig lejlighed i det indre København, og hjemmet havde ofte gæster, endda universitetsfolk, der kom for at diskutere med den rige klædehandler, som for at hvæsse deres vid på ham. I "Johannes Climacus" giver han en beskrivelse:

Naar da ved en eller anden Lejlighed Faderen indlod sig i Disput med en anden, da var Johannes lutter Øre, og det saa meget mere som Alt foregik med næsten festlig Orden. Faderen lod altid Modparten tale helt ud, spurgte ham for en Forsigtigheds Skyld om han havde meere at sige, førend han begyndte sit Tilsvar. Johannes havde fulgt Modpartens Foredrag med spændt Opmærksomhed,var paa sin Viis medinteresseret i Udfaldet. Pausen indtraadte, Faderens Replik fulgte, og se! i en Haandevending var Alt anderledes. Hvorledes det gik til blev Johannes en Gaade, men hans Sjæl forlystede sig ved dette Skuespil. Modparten talte igjen, Johannnes var endnu mere opmærksom for ret at holde Alt fast. Modparten perorerede ((talte ud)), Johannes kunde næsten høre sit Hjerte banke, saa utaalmodigen ventede han, hvad der vel vilde skee. - Det skete; i et Nu var Alt vendt om, det Forklarlige gjort uforklarligt, det Visse tvivlsomt, Modsætningen indlysende. Naar en Hai vil gribe sit Bytte, da maa den kaste sig om paa Ryggen, da dens Mund sidder paa dens Bug; den er mørk paa Ryggen, sølvhvid under Bugen. Det skal være et herligt Syn, at see denne Afveksling i Farve; den skal stundom blinke saa stærkt, at det næsten gjør ondt i Øiet, og dog forlyster det at see derpaa. En lignende Afveksling blev Johannes Vidne til, naar han hørte Faderen dispütere. Han glemte igjen det Sagte, baade hvad Faderen og hvad Modparten havde sagt, men denne Gysen i Sjælen glemte han ikke. Analogier hertil lod Skolelivet ham ikke savne; han saae, hvorledes et Ord kunde forandre en heel Sætning, hvorledes et Conjunctivum midt i en indikativisk Sætning kunde kaste en forandrende Belysning over det Hele. Jo ældre han blev, jo mere Faderen indlod sig med ham, jo mere opmærksom blev han paa hiint Ubegribelige, det var som om Faderen stod i en hemmelig Forstaaelse med det, Johannes vilde sige, og derfor ved et eneste Ord kunde forvirre ham Alt. Naar ad Faderen ikke blot opponerede, men selv foredrog Noget, da saae han, hvorledes han bar sig ad, hvorledes han successivt kom hen til det han vilde. Han ahnede nu, at Grunden hvorfor Faderen med et Ord kunde vende Alt om, maatte ligge i, at han selv i den Succession, i hvilken han havde Tanken, maatte have glemt Noget.

Den haj glemmes vist ikke så let. Her taler ikke blot en filosof, men en billedets kunstner.

I morgen skal vi se, hvorledes fader og søn tog på udflugter sammen.

6) SØREN OG HANS FADER

En lidt lang, men berømt, tekst fra Johannes Climacus eller De Omnibus Dubitandum Est (Alt Bør Betvivles).

Den afspejler Sørens tidlige drengeårs oplevelser på udflugt med faderen.

Hans Hjem tilbød ikke mange Adspredelser, og da han saa godt som aldrig kom ud, blev han tidlig vant til at sysselsætte sig med sig selv og med sine egne Tanker. Hans Fader var en meget stræng Mand, tilsyneladende tør og prosaisk, medens han under denne Vadmelsfrakke skjulte en glødende Phantasie, som end ikke hans høie Alderdom formaaede at sløve. Naar Johannes stundom bad om Tilladelse til at gaae ud, da fik han oftest et Afslag; hvorimod Faderen en enkelt Gang til Vederlag foreslog ham ved hans Haand at spadsere op og ned ad Gulvet. Dette var ved første Øiekast en fattig Erstatning, og dog gik den med den ligesom med den Vadmelsfrakke, der skjulte noget ganske Andet i sig. Forslaget blev antaget, og det blev ganske overladt Johannes at bestemme, hvor de skulde gaae hen. De gik da ud af Porten, til et nærliggende Lystslot, eller ud til Strandkanten, eller om i Gaderne, alt eftersom Johannes vilde det; thi Faderen formaaede Alt. Medens de da gik op og ned af Gulvet, fortalte Faderen Alt hvad de saae; de hilste paa de Forbigaaende, Vognene larmede dem forbi og overdøvede Faderens Stemme; Kagekonens Frugter vare mere indbydende end nogensinde. Han fortalte Alt saa nøiagtigt, saa levende, saa præsentisk indtil den ubetydeligste Detail, der var Johannes bekjendt, saa udførligt og anskueligt hvad der var ham ubekjendt, at han, efter en halv Time at have spadseret med Faderen var saa overvældet og træt som om han en heel Dag havde været ude. Faderens Trolddomskonst lærte Johannes ham snart af. Hvad der før foregik episk, det skete nu dramatisk; de samtalede på Touren. Gik de ad bekjendte Veie, da passede de gjensidigen paa hinanden, at Intet blev overset; var Veien Johannes fremmed, da combinerede han, medens Faderens almægtige Phantasie var istand til at danne Alt, at bruge ethvert barnagtigt Ønske som en Ingredients i det Drama, der foregik. For Johannes var det som blev Verden til under Samtalen, som var Faderen vor Herre, og han selv hans Yndling, der fik Lov at blande sine taabelige Indfald deri ligesaa lystigt som han vilde; thi han blev aldrig afvist, Faderen aldrig forstyrret, det kom Alt med og altid til Johannes' Tilfredshed.

I morgen fortsætter vi beretningen om SKs fader.

7) SALOMOS DRØM

SK igen. Dette næsten begivenhedsløse liv, som kunne fortælles på ti minutter, må nødvendigvis deles op i portioner her. Hver af dem har sin betydning for hans værk, fordi han som edderkoppen spinder det hele ud af sig selv, af sine erfaringer, sine reaktioner på dem, og ud fra sin enorme belæsthed.

Men nu Salomos drøm. Den står i Stadier 2: "Skyldig?" - "Ikke-Skyldig ?" (Salomon var konge i Israel efter sin fader David, senere end år 1000 f.Kr.)

Salomos Dom er bekjendt nok, den har formaaet at adskille Sandhed fra Bedrag, og at gjøre den Dømmende navnkundig, som den vise Fyrste, hans Drøm er mindre bekjendt.

Er der nogen Sympathiens Qval, da er det at maatte skamme sig ved sin Fader, ved Den, man elsker høiest og skylder meest, at maatte nærme sig ham baglænds, med bortvendt Ansigt, for ikke at see hans Skjendsel. Men hvilken større Sympathiens Salighed er der, end at turde elske som det er Sønnens Ønske, og at da den Lykke føies til, at turde være stolt af ham, fordi han er den ene Udvalgte, den ene Udmærkede, et Folks Styrke, et Lands Stolthed, Guds Ven, Fremtidens Forjættelse, priset i Livet, høilovlig ved sin Ihukommelse! Lykkelige Salomo, dette var dit Lod!

-----

Da besøgte Ynglingen engang sin kongelige Fader. I Natten vaagner han ved at høre Bevægelse, hvor Faderen sov. Rædsel griber ham, han frygter, det er en Nidding, der vil myrde David. Han lister sig nærmere, han seer David i Hjertets Sønderknuselse, han hører Fortvivlelsens Skrig fra den Angrendes Sjel.

Afmægtig søger han atter sit Leie, han slumrer ind, men han hviler ikke, han drømmer, han drømmer, at David er en Ugudelig, forkastet af Gud, at den kongelige Majestæt er Guds Vrede over ham, at han maa bære Purpur til Straf, at han er fordømt til at herske, fordømt til at høre Folkets Velsignelse, medens Herrens Retfærdighed skjult og forborgent holder Dom over den Skyldige; og Drømmen aner, at Gud ikke er de Frommes Gud, men de Ugudeliges, og at man maa være en Ugudelig for at blive Guds Udvalgte, og Drømmens Rædsel er denne Modsigelse.

---

Og Salomo blev viis, men han blev ikke Helt, og han blev Tænker, men han blev ikke en Beder; og han blev Prædiker, men han blev ikke en Troende; og han kunde hjælpe Mange, men han kunde ikke hjælpe sig selv; og han blev vellystig, men ikke angrende; og han blev sønderknuset, men ikke opreist, thi Villiens Kraft havde forløftet sig paa hvad der var over Ynglingens Kræfter. Og han tumlede gjennem Livet, omtumlet af Livet, stærk, overnaturlig stærk, det er qvindelig svag i Indbildningens dristige Bedaarelser og vidunderlige Opfindelser, sindrig i Tankens Forklaring. Men der var sat Splid i hans Væsen, og Salomo var som den svækkede, der ikke kan bære sit eget Legeme. I sit Harem sad han som en afkræftet Olding, indtil Lysten vaagnede og han raabte:Slaaer paa Tambourinerne, danser for mig, I Qvinder.

Men naar Østens Dronning kom for at besøge ham, lokket af hans Viisdom, da var hans Sjel riig, og de vise Svar flød fra hans Læbe som den kostelige Myrrha, der flyder ned ad Træerne i Arabien.

Bag denne fortælling ligger antagelig en familiehemmelighed. Et år efter den første hustrus død i 1796 afhændede Michael Pedersen Kierkegaard sin forretning og levede fra da af som privatmand. Han giftede sig med Ane fra hjemegnen, som tjente i huset og var helt afhængig af ham. Fire måneder efter brylluppet fødtes den første datter. Salomos drøm antyder, at faderen bar på en hemmelig skyld, som Søren i en nattetime har hørt ham tale med Gud om, og det er en af teorierne, at Michael efter hustruens død har påtvunget sig den unge pige. Søren må i årevis have anet en mørk skyld hos faderen, men i en optegnelse fra 1839 skildres "Jordrystelsen", som Salomos Drøm sættes i forbindelse med. Alt bliver i øvrigt ved antydninger.

Sørens stærke faderbinding fik et chok, men allerede længe før ser vi ham forsøge at frigøre sig fra faderens indflydelse. Han var jo en ung mand, som søgte sin egen vej i livet.

8) SK I 1830'ERNE

Som det måske kan forklares ud fra det foregående, omtaler Søren Kierkegaard aldrig sin moder. Sagen kan have været for pinlig, og den rare og jævne kvinde har ikke kunnet måle sig med de begavede børn. Men uden al tvivl var hun god imod dem.

Søren levede nu som en rig mands søn. Han kom i teatrene, til koncerter, i cafelivet, og færdedes i et tvivlsomt selskab om natten. Et døddrukkent bordelbesøg er en mulighed. Hans fader advarede ham imod dette udsvævende liv og skar ned på hans lommepenge. SK fortsatte studierne, men i opposition til faderen. Nogen egentlig litterær produktion skrev han ikke, blot skitser og småartikler i bladene.

Bag det selskabelige ydre gemte sig imidlertid en dyb melankoli.

"Jeg kommer netop fra et Selskab, hvor jeg var Sjælen, Vittigheder strømmede ud af min Mund, alle lo, beundrede mig - men jeg gik, ja den Tankestreg bør være ligesaa lang som Jordbanens Radier ------------------------------------------------------------------------------ hen og vilde skyde mig selv."

Så indtrådte et sjæleligt gennembrud, under en af hans elskede udflugter til Nordsjælland. Stedet er Gilleleje, hvor Søren på den høje kyst oplevede det store møde mellem land, hav og himmel.

"Det kommer an paa at forstaae min Bestemmelse, at se, hvad Guddommen egentlig vil, at jeg skal gjøre; det gælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe."

Søren forsonede sig med faderen, som omgjorde sin beslutning om at sætte ham på smalkost. SK fik en egen lejlighed, og faderen gav ham en årlig ydelse på 500 rigsdaler, svarende til en professorløn.

Desuden blev gælden betalt: 1262 daler i alt. 381 for bøger. Skrædder 280. Cafe 235. Tobak 44. Og noget privat klatgæld.

19. maj 1838 kom det religiøse gennembrud, i en bølge af dyb glæde, som nyomvendte kan føle den.

Og så kom tordenslaget. Michael Pedersen Kierkegaard døde om natten d.8. August. SK følte, at hans fader var død for ham, og at profetien om, at faderen skulle overleve alle sine børn, af hvilke nogle allerede var døde, var brudt. I det mindste kan SK have tænkt, at han ville leve i 33 år, generationsalderen, altså til 1847. Det første skrift (1838) hedder Af en endnu Levendes Papirer. Han begyndte at arbejde alvorligt. Meget skulle nås.

Hans doktorafhandling var på dansk (ikke latin! og det var en sensation) "Om Begrebet Ironi, med stadigt Hensyn til Socrates."

Den sokratiske ironi ytrer sig i en metode, som Sokrates kaldte sin maieutike, jordemoder-teknik. I sine berømte dialoger, gengivet af Platon og Xenofon, optræder Sokrates som den uvidende, men nysgerrige person, der stiller indtrængende spørgsmål, som gradvis leder samtalepartneren til at kalde sandhed frem fra sit eget sind. Kontrasten mellem Sokrates' påståede uvidenhed og hans dygtige spørgeteknik kaldes sokratisk ironi.

Her er naturligvis et forvarsel om SKs mangesidige forfatterskab, med opdigtede personer som er aktive forfattere, for at holde SKs egen person væk fra budskabet. Men i sine religiøse taler bruger han altid sit eget navn.

Han må have håbet, at disputatsen ville skaffe ham professoratet i filosofi; det slog fejl. Men selvfølgelig blev han bemærket i de rigtige kredse. Og desuden havde han mødt Regine.

Lad os ikke blive romantiske for tidligt. Vi skal samle op på Enten-Eller, i morgen.

9A) EN DÆMONISK FORFATTER INTRODUCERES I ET LÆNGERE DOKUMENT

I dag går vi igen til Kierkegaards Enten-Eller og Æstetikeren. Som man nok kan huske, kan han i sit forhold til kvinder kun være forføreren. Han har noget at sige om musik og forførelse. Men inden da opfinder SK en person, Victor Eremita (Han som sejrer i Ensomhed), som en dag i al hast for at finde nogle penge i et sekretærmøbel åbner et hemmeligt rum, hvor han finder dokumenter skrevet af ukendte, et bundt i løs uorden, nogle papirstykker med korte aforismer på: Diapsalmata; andre mere sammenhængende, og sidst: Forførerens Dagbog.

Victor ordner papirerne så som så efter sammenhæng, og kalder forfatteren A.

Dernæst finder han en anden persons papirer, meget mere ordentligt skrevet, af en dommer, Assessor Wilhelm, som Victor så kalder B.

Victor læser disse papirer i hemmelighed, alene, og fascineres af A. Forresten kalder A sig kun udgiver af Forførerens Dagbog, ikke forfatter.

Her kan man se, hvordan Kierkegaard bruger kinesiske æsker, inden i hinanden,mens han hele tiden prikker til vores nysgerrighed.

I sine natlige læsestunder mærker Victor en slags angst i A's forord til dem. Den følelse griber også ham selv.

- Det forundrer mig ikke, at det er gaaet A saaledes; thi ogsaa jeg, der slet Intet har med denne Fortælling at gjøre, ja selv ved to Rækker er fjernet fra den oprindelige Forfatter, ogsaa jeg er stundom blevet ganske underlig tilmode, naar jeg i Nattens Stilhed har syslet med disse Papirer. Det var mig, som gik Forføreren liig en Skygge over mit Gulv, som kastede han sit Øie i Papirerne, som fæstede han sit dæmoniske Blik paa mig , og sagde: "naa, I vil udgive mine Papirer! Det er ellers uforsvarligt af Eder; I jager jo en Angst i de kjære Pigebørn. Dog, det forstaaer sig, til Vederlag gjør I mig og mine Lige uskadelige. Der tager I feil; thi jeg forandrer blot Metoden, saa er mine Vilkaar end fordeelagtigere.

Hvilken Tilstrømmen af Smaa-Piger, der løbe En lige lukt i Armene, naar de høre det forføreriske Navn: en Forfører! Giv mig et halvt Aar, og jeg tilvejebringer en Historie, der skal være interessantere end Alt hvad jeg hidtil har oplevet. Jeg tænker mig en ung, kraftfuld genial Pige faae den ualmindelige Idee at ville hævne Kjønnet paa mig. Hun mener at skulle kunne tvinge mig, at lade mig smage ulykkelig Kjærligheds Smerter. See det er en Pige for mig. Hitter hun ikke selv dybt nok derpaa, saa skal jeg komme hende til Hjælp. Jeg skal vride mig som Molboernes Aal. Og naar jeg da har bragt hende paa det Punkt, jeg vil, saa er hun min."

Dog jeg har maaskee allerede misbrugt min Stilling som Udgiver til at bebyrde Læserne med mine Betragtninger. Anledningen maa tale til min Undskyldning; thi det var blot i Anledning af det mislige i min Stilling, foraarsaget ved at A blot nævner sig som Udgiver af, ikke som Forfatter til denne Fortælling, at jeg lod mig henrive.

Såvidt Victor. Fortællingen om molboerne, der en dag fangede en ål i græsset og satte den ud i fjorden, hvor den vred sig væk, mens de troede,at den var døende: "Ja, Døden er hård at gå på" må her betyde, at når pigen tror at hun piner ham, så er han netop på banen.

9B) DON JUAN GØR SIN ENTRE

Kierkegaard elskede musik, og især Mozarts Don Juan. Han kunne finde på at gå i teatret, sidde der under ouverturen, og så styrte hjem for at skrive.

Her lader han Victor Eremita finde en afhandling i A's papirer om De Umiddelbare Erotiske Stadier eller Det Musikalsk-Erotiske.

A mener, at den virkelig sensuelle forførende kraft indeholdes i musikken.Og her finder han Mozarts Don Juan helt suveræn.

Nu gjør Don Juan ikke blot Lykke blandt Pigerne, men han gjør Pigerne lykkelige og - ulykkelige, men besynderligt nok, saaledes er det de vil have det, og det var en daarlig Pige, der ikke ønskede at blive ulykkelig for engang at have været lykkelig med Don Juan. Vedbliver jeg derfor end at kalde Don Juan en Forfører, saa tænker jeg mig ham dog ingenlunde lumskeligen udkastende sine Planer, snedigen beregnende Virkningen af sine Intriger; det hvorved han bedrager er Sandselighedens Genialitet, hvis Incarnation han ligesom er. Kløgtig Besindighed mangler ham; hans Liv er skummende som den Viin, han styrker sig paa, hans Liv er bevæget som de Toner, der ledsage hans glade Maaltid, altid er han triumpherende. Han behøver ingen Forberedelse, intet Anlæg, ingen Tid; thi han er altid færdig, Kraften er bestandig i ham og Attraaen ogsaa, og kun naar han attraaer er han ret i sit Element.

Han sidder tilbords, glad som en Gud svinger han Pokalen - han reiser sig med Servietten i Haanden, færdig til Angreb. Om Leporello vakte ham midt om Natten, han vaagner altid op, altid sikker paa sin Seier. Men denne Kraft, denne Magt kan Ordet ikke udtrykke, kun Musikken kan give os en Forestilling derom; den er nemlig for Reflexionen og Tanken uudsigelig. En ethisk bestemmet Forførers List kan jeg tydelig fremsætte i Ord, og Musikken vilde forgjæves vove sig til at løse denne Opgave. Med Don Juan forholder det sig omvendt. Hvad er det for en Magt ? - Ingen kan sige det, selv hvis jeg spurgte Zerline derom, før hun gaaer paa Ballet: hvad er det for en Magt, hvormed han fængsler dig ? - saa vilde hun svare: man veed det ikke; og jeg vilde sige: vel talt, mit Barn! Du taler visere end Indernes Viismænd, richtig, das weiss man nicht; og Ulykken er, at jeg heller ikke kan sige dig det.

Victor og hans A og Don Juan vil komme tilbage i morgen. Kierkegaard er ved at bygge op til noget.

10) DON JUAN ER HER STADIG

Kierkegaard fortsætter. Eller skal vi sige, Victor gør det. Når han nærmer sig klimaks og finale i sin fremstilling, bruger han udelukkelses-metoden, som SK også bruger andetsteds: ikke dette - ikke dette heller - men dette. Hen imod slutningen af teksten synes sætningernes voldsomt tiltagende rytme inspireret af musikken.

Denne Kraft i Don Juan, denne Almagt, dette Liv kan kun Musikken udtrykke, og jeg veed intet andet Prædikat derom, end: det er livsfrodig Munterhed. Naar derfor Kruse ((vistnok libretto- oversætteren)) lader Don Juan sige, idet han træder ind paa Scenen ved Zerlines Bryllup: "Muntert, Børn! I er jo Alle klædte som til Bryllup," saa siger han noget ganske Rigtigt og tillige noget Mere end han maaskee tænker paa. Munterheden fører han nemlig selv med sig, og hvad Brylluppet angaaer, saa er det ikke uden Betydning, at de alle ere klædte som til Bryllup; thi Don Juan er ikke blot Mand for Zerline, men han festligholder med Spil og Sang de unge Pigers Bryllup i det hele Sogn. Hvad Under da, at de flokkes om ham, de glade Piger. Og de blive heller ikke skuffede, thi han har Nok for dem Alle. Smiger, Sukke, dristige Blikke, sagte Haandtryk, hemmelig Hvidsken, den farlige Nærhed, den fristende Fjernelse - og det er dog kun de mindre Mysterier, Gaver før Brylluppet. Det er en Fryd for Don Juan at skue ud over en saadan riig Høst, det hele Sogn tager han sig af, og dog koster det ham maaskee ikke saa lang Tid, som Leporello bruger paa Contoiret.

Som man ved fra operaen, holder Don Juans tjener Leporello liste over de mange erobringer og har sin egen snuskede glæde ved det.

I det følgende kan man iagttage, hvordan figuren hen imod slutningen opløses i musik. Hvilket skulle bevises!

Ved det her Udviklede er da Tanken atter ledet hen paa det, der er Undersøgelsens egentlige Gjenstand, at Don Juan er absolut musikalsk. Han attraaer sandseligt, han forfører ved Sandselighedens dæmoniske Magt, han forfører Alle. Ordet, Replikken tilkommer ham ikke; da bliver han strax et reflekterende Individ. Han har overhovedet ikke saaledes Bestaaen, men han haster i en evig Forsvinden, netop ligesom Musikken, om hvilken det gjælder, at den er forbi saasnart den har ophørt at lyde, og kun bliver til igjen idet den atter lyder. Naar jeg end derfor vilde opkaste det Spørgsmaal, hvorledes seer Don Juan ud, er han smuk, ung eller ældre, hvor gammel vel omtrent, saa er det ikkun en Accommodation fra min Side, og hvad der herom kan siges kan kun vente at finde en Plads her i samme Betydning, som en tolereret Sekt finder det i Statskirken. Skjøn er han, ikke ganske ung; skulde jeg foreslå en Alder, da vilde jeg foreslaa 33 Aar, det er nemlig Generations-Alderen.

Det Betænkelige ved at indlade sig paa saadanne Undersøgelser ligger i, at man let taber det Totale, idet man dvæler ved det Enkelte, som om det var ved sin Skjønhed, eller hvad man forresten kunde nævne, at Don Juan forførte; man seer ham da, men man hører ham ikke længer, og derved er han tabt. Hvis jeg derfor nu vilde , ligesom for om muligt at gjøre Mit til at forhjælpe Læseren til en Anskuelse af Don Juan, sige: see der staaer han, see hvor hans Øie flammer, hans Læbe løfter sig i et Smil, saa sikker er han paa sin Seier; betragt hans kongelige Blik, der fordrer hvad Keiserens er, see hvor let han træder ind i Dandsen, hvor stolt han rækker Haanden, hvor er den Lykkelige, den bydes; - eller jeg vilde sige: see, der staaer han i Skovens Skygge, han læner sig op til et Træ, han ledsager sig paa en Guitar, og se, hist forsvinder en ung Pige mellem Træerne, ængstet som et opskræmmet Vildt, men han haster ikke, han veed, hun søger ham; - eller jeg vilde sige: der hviler han ved Søens Bred i den lyse Nat, saa skjøn at Maanen standser og gjenlever sin Ungdoms Elskov, saa skjøn, at Byens unge Piger gave Meget for at turde liste sig hen og benytte Øieblikkets Mørke, medens Maanen stiger op igjen for at lyse paa Himlen, til at kysse ham - hvis jeg gjorde det, vilde den opmærksomme Læser sige: see, der har han fordærvet sig Alt, der har han selv glemt, at Don Juan ikke skal sees men høres.

Derfor gjør jeg det heller ikke, men jeg siger: hør Don Juan, det vil sige, kan Du ikke ved at høre Don Juan faae en Forestilling om ham, saa kan Du det aldrig. Hør hans Livs Begyndelse: som Lynet vikler sig ud af Tordenskyens Mørke, saaledes bryder han frem af Alvorens Dyb, hurtigere end Lynets Fart, ustadigere end denne og dog ligesaa taktfast; hør hvor han styrter sig ned i Livets Mangfoldighed, hvor han bryder sig mod den faste Dæmning, hør disse lette dandsende Violintoner, hør Glædens Vink, hør Lystens Jubel, hør Nydelsens festlige Salighed; hør hans vilde Fugt, sig selv iler han fordi, stedse hurtigere, stedse ustandseligere, hør Lidenskabens tøilesløse Begjæring, hør Elskovens Susen, hør Fristelsens Hvisken, hør Forførelsens Hvirvel, hør Øieblikkets Stilhed - hør, hør, hør Mozarts Don Juan.

11) MOZART PÅ GADEN

Denne morgen har også Mozart ifølge Kierkegaard. Vi er stadig i A's papirer i Enten-Eller 1, disse Diapsalmata som vi begyndte med. Iagttagelsen er A's, men kan godt afspejle SK's personlige observation under en af hans mange spadsereture, på en københavnsk gade. Ouverturen der omtales, er til Don Juan.

Disse to bekjendte Violinstrøg! Disse to bekjendte Violinstrøg her i dette Øieblik, midt paa Gaden. Har jeg tabt Forstanden, er det mit Øre, der af Kjærlighed til Mozarts Musik har ophørt at høre, er det en Belønning af Guderne at skjenke mig Ulykkelige, der sidder som en Betler ved Templets Dør, et Øre, der selv foredrager, hvad det selv hører ? Kun disse to Violinstrøg; thi nu hører jeg Intet mere. Som de i hiin udødelige Ouverture bryder ud af de dybe Choral-Toner, saaledes vikle de sig her ud af Støien og Larmen paa Gaden, med en Aabenbarelses hele Overraskelse. - Det maa dog være her i Nærheden; thi nu hører jeg de lette Dandsetoner. - Det er altsaa Eder, ulykkelige Kunstnerpar, jeg skylder denne Glæde. - Den ene af dem var vel en sytten Aar gammel, iført en grøn Kalmuks-Frakke, med store Beenknapper. Frakken var meget for stor til ham. Han holdt Violinen tæt op under Hagen; Kaskjetten var trykket ned i Øinene; hans Haand var skjult af en Handske uden Fingre, Fingrene røde og blaae af Kulde. Den Anden var ældre, havde en Chenille paa. Begge vare de blinde. En lille Pige, som formodentlig ledede dem, stod foran, puttede sine Hænder ind under Halstørklædet. Vi samledes efterhaanden nogle Beundrere af disse Toner, et Postbud med sin Brev-Pakke, en lille Dreng, en Tjenestepige, et Par Sjouere. De herskabelige Vogne rullede larmende forbi, Arbejdsvognene overdøvede disse Toner, som glimtviis dukkede frem. Ulykkelige Kunstner-Par, veed I, at disse Toner gjemme alle Verdens Herligheder i sig. - Var det ikke som et Stævnemøde.

Såvidt A's papirer. SK's faders tidlige oplæring i beskrivelse var ikke spildt: rundt, rundt om bordet og fortælle, beskrive.

12) VEXELDRIFTEN. Forsøg til en social Klogskabslære.

SKs pseudonym A boltrer sig i nationaløkonomien. Hovedformålet er at bekæmpe kedsommeligheden, som Æstetikeren frygter.

---Man vil forbedre Statens Finantser ved Besparelser. Kan der tænkes noget Kjedsommeligere ? Istedenfor at forøge Gælden, vil man afbetale den.Efter hvad jeg kjender til de politiske Forhold, vil det være Danmark let at aabne et Laan paa 15 Millioner. Hvorfor tænker Ingen derpaa ? At et Menneske er Geni og ikke betaler sin Gjeld, det hører man dog af og til, hvorfor skulde en Stat ikke kunne gjøre det Samme, naar der blot er Enighed ? Man aabne da et Laan paa 15 Millioner, man anvende det ikke til Afbetaling, men til offentlig Forlystelse. Lader os feire det tusindaarige Rige med Fryd og Gammen. Som der nu overalt staae Bøsser, hvori man kan lægge Penge, saa skulde der da overalt staae Skaale, hvori der laae Penge. Alt vilde blive gratis; man gik gratis i Theatret, gratis til de offentlige Fruentimmer, man kjørte gratis til Dyrehaugen, man blev begravet gratis; thi naar man altid har Penge ved Haanden, saa er paa en Maade Alt gratis. Ingen maatte eie fast Eiendom. Kun med mig skulde der gjøres en Undtagelse. Jeg forbeholder mig 100 Rdlr. om Dagen fast i Londoner Bank, deels fordi jeg ikke kan have Mindre, deels fordi det er mig, der har givet Ideen, endelig fordi man ikke kan vide, om jeg ikke kunde hitte paa en ny Idee, naar de 15 Millioner vare forbrugte. Hvad vilde Følgen af denne Velstand blive ? alt Stort vilde strømme til Kjøbenhavn, de største Kunstnere, Skuespillere og Dandserinder. Kjøbenhavn vilde blive et andet Athen.

Hvad vilde Følgen blive ? Alle Rigmænd vilde nedsætte sig i denne Stad. Blandt Andre vilde vel Keiseren af Persien og Kongen af Engelland ogsaa komme hertil. See her er min anden Idee. Man bemægtiger sig Keiserens Person. Maaskee vil En sige: der bliver Oprør i Persien, man sætter en ny Keiser paa Thronen, det er skeet saa ofte før, og den gamle Keiser falder i Prisen.I saa Fald er det min Idee, at man sælger ham til Tyrken, han vil nok vide at gjøre ham i Penge. Dertil kommer endnu en Omstændighed, som vore Politikere ganske synes at oversee. Danmark er Ligevægten i Europa. Der kan ikke tænkes nogen lykkeligere Existents. Jeg veed det af egen Erfaring. Jeg var engang Ligevægten i en Familie, jeg kunde gjøre lige hvad jeg vilde, det gik aldrig ud over mig, men altid over de Andre. O, maatte min Tale trænge hen til Eders Øren, I som er satte paa de høie Steder, til at raade og raade, I Kongens og Folkets Mænd, vise og forstandige Statsborgere af alle Classer! Seer Eder dog for ! Gamle Danmark gaaer under, det er fatalt, det gaaer under af Kjedsommelighed, det er det Allerfataleste. I Oldtiden blev den Konge, der skjønnest besang den afdøde; i vor Tid burde Den være Konge, der sagde den bedste Vittighed, Den Kronprinds, der gav Anledning til, at den bedste Vittighed blev sagt.