(24) OPSAMLING INDTIL 1846.

En lille repetition. Gentagelsen er videnskabens moder. Vi går tilbage til 1843, hvor SK udsendte sin Enten-Eller. Han behandler to livsstadier eller livsplaner, det (livs)Æstetiske og det Etiske. Udgiveren betegnedes som Victor Eremita (Den der sejrer i Ensomhed). Bag ham lå så anonyme forfattere betegnet som A og B. Kierkegaard holdt sig skjult, men man gættede snart på ham.

Bogens problem er at vælge, at træde i eksistens.

Vi har allerede set et par Diapsalmata, hørt om symposiet In Vino Veritas, og læst om Forførerens Dagbog. Dagbogen blev i den offentlige bevidsthed selvfølgelig set som SK’s egen forlovelseshistorie. København var en lille by dengang.

Vi har også mødt Assessor Vilhelm, Etikeren. De sidste ord i bogen Enten-Eller er fra en lånt prædiken, som han holder meget af, og synes Æstetikeren skal kende:
”Thi kun den Sandhed, der opbygger, er Sandhed for Dig.”

Slutemnet, om det opbyggelige i at ”mod Gud har vi altid Uret”, peger fremad i SK’s orientering og værk.

Meget snart begyndte det Religiøse Stadie, hvor vi kan læse i Frygt og Bæven om Abraham. I Stadier paa Livets Vei satte han også dagbogsromanen ”Skyldig?”- ”Ikke-Skyldig ?” som er modstykke til Forførerens Dagbog.

I 1846 meldte SK sig for offentligheden som forfatteren bag alle pseudonymerne. Han troede jo, at han kun ville leve til 1847. Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift forklarer stadierne. Da var Stadier paa Livets Vei også udkommet, og derfor kunne han forklare alle tre stadier.

Her opsummerer SK:

Dog tilbage til ”Stadierne”. Fra Enten-Eller er det kjendeligt forskjellig ved en

Tredeling. Der er tre Stadier, et æstetisk, et etisk, et religieust, dog ikke abstrakt, som det umiddelbare Middelbare, Eenheden, men concret i Existens-Bestemmelse som Nydelse-Fortabelse, Handling-Seier; Lidelse. Dog uagtet denne Tredeling er Skriftet ligefuldt et Enten-Eller. Det ethiske og religieuse Stadium staae nemlig i et væsentligt

Forhold til hinanden. Misligheden ved Enten-Eller var netop, at Værket sluttede ethisk af, som viist blev. I Stadierne er dette blevet tydeliggjort, og det Religieuse hævdet sin Plads.

Ved Tredelingen er Existens-Stillingen mellem Stadierne indbyrdes forandret. I Enten-Eller er det æsthetiske Standpunkt en Existens-Mulighed og Ethikeren existerende. Nu er det Æsthetiske existerende, Ethikeren stridende, stridende ancipiti proelio((i dobbelt kamp)) imod det Æsthetiske, som han dog let overvinder atter, ikke ved Aandens forføreriske Gaver, men ved ethisk Lidenskab og Pathos; og mod det Religieuse. Idet Ethikeren slutter af, gjør han sit Yderste for at værge mod den afgjørende Form af et høiere Standpunkt. At han saaledes værger sig, er i sin Orden, da han jo ikke er et Standpunkt, men en eksisterende Individualitet.

Lad os standse her for i dag. Kierkegaard kommmer frygtelig tilbage i morgen.

25. FORTSÆTTELSE AF ”AFSLUTTENDE UVIDENSKABELIG EFTERSKRIFT

TIL de philosophiske Smuler.”

.

Nu breder SK sig lidt mere, og bliver derved mere forståelig.

Æsthetikeren i Enten-Eller var en Mulighed af Existens; han var et ungt, rigt begavet, tildeels haabefuldt Menneske, der forsøgte sig paa sig selv og paa Livet. –

Assessoren var i Forhold til ham gemytlig, ethisk sikker og væsentlig formanende.—

I Stadierne træder det Æsthetiske bestemtere frem i Existens, og derfor bliver det latent i selve Fremstillingen aabenbart, at den æsthetiske Existens, selv hvor der falder et mildere Lys over den, ligesom den altid væsentlig er glimrende, er Fortabelse; men det er ikke er fremmed Standpunkt, som Assessorens, der gjør dette tydeligt til Advarsel for et ungt Menneske, hvis Liv endnu ikke i dybeste Forstand er afgjort. At formane mod en afgjort æsthetisk Existens er for sildig, at ville formane Victor Eremita, Constantin Constantius, Modehandleren eller Johannes Forføreren er at gjøre sig selv latterlig, og frembringe en comisk Virkning..—

Det unge Menneske er nærmest ved kun at være en Mulighed, og derfor endnu til at haabe paa. Han er væsentligen Tanke-Tungsind. Constantin Constantius er Forstands-Forhærdelse. Victor Eremita er sympathetisk Ironie. Modehandleren er dæmonisk For

tvivlelse i Lidenskab. Johannes Forføreren er Fortabelse i Kulde, en ”mærket” og uddød Individualitet. Alle er de indtil Fortvivlelse conseqvente.- -

Johannes Forføreren ender med, at Qvinden kun er Øieblikket--

Der hvor Johannes Forføreren ender, begynder Assessoren: at Qvindens Skjønhed tiltager med Aarene. Her accentueres Tiden ethisk --

Det æsthetiske Stadium er meget kort antydet—for ved at trænge dette tilbage, desto mere at bringe det ethiske Stadium og især det Religieuse frem.

Hvad Skriftets Indhold nærmere angaaer, da skal jeg ikke videre indlade mig. Dets Betydning, hvis det har nogen, vil ligge i de forskjellige Stadiers forskjelligt anskueliggjorte Existens-Inderlighed i Lidenskab, Ironie, Pathos, Humor, Dialektik.—

Min Thesis var, at Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden. Den var mig det

Afgjørende med Hensyn til Christendommens Problem, og af det samme Hensyn har

jeg meent at burde forfølge en vis Stræben i de pseudonyme Skrifter, som indtil det

sidste redeligen have afholdt sig fra at docere, og at burde tage et fortrinligt Hensyn til det sidste, fordi det udkom efter mine Smuler, frit reproducerende minder om de tidligere, og gjennem Humor som Confinium bestemmer det religieuse Stadium.—

Der er tre Existens-Sphærer: den æstetiske, den ethiske, den religieuse. Til disse svare to Confinier: Ironie er Confiniet mellem det Æsthetiske og det Ethiske; Humor Confiniet mellem det Ethiske og det Religieuse.

Ironi er Aandens Dannelse, og følger derfor nærmest efter Umiddelbarheden; saa kommer Ethikeren, saa Humoristen, saa den Religieuse.

Så vidt, så godt. Ved at gå tilbage i dette kursus vil man finde disse teser antydet fra begyndelsen,så gjort til eksempler i tekster, og nu i hans egen forklaring.

Ved umiddelbarhed mener SK den man kan finde hos et lille barn.

25. KIERKEGAARD ER HER IGEN, OG I MODERNE SELSKAB

Lad mig tage tråden op igen, og bringe nogle nye tanker ind.

SK siger jo, at livet drejer sig om at vælge. Man kan vælge intet særligt at være– og det er i sig selv et negativt valg – men så er man spidsborger, det vil sige filister i tidens akademikersprog - et individ uden eksistens, som bare følger resten af flokken.

Men hvis man vælger, må man gå ind i et af stadierne. Enten (Livs)Æstetikeren, Ironi-confiniet, Etikeren, Humor-confiniet, eller blive Religiøs. Der er ingen organisk eller harmonisk overgang mellem disse. Æstetikeren kan for eks. springe til det Religiøse. Den drivende kraft er fortvivlelse.

Fortvivlelse har sin rod i angst. Angst er ikke frygt, som har en genstand; der er noget man frygter.

Men angst er formløs og kan dukke op på uforudsete tidspunkter i livet. Da den ikke har nogen genstand, kan den heller ikke defineres og bekæmpes. Den er der bare, og agerer foran det tomme.

Et eksempel: lampefeber eller eksamensfeber, som dybest set kan være det samme, forårsages af, at jeg’et prøver at styrte frem; men der er intet. Tiden er ikke inde til at handle. Men når engang signalet gives, så fatter den dygtige mod, og handler. Feberen er væk.

For nogle mennesker er måske det en del af angsten for døden, som de opfatter som ren ikke-væren.

Angstbegrebet har haft dyb indflydelse på moderne tænkning og undertiden moderne kunst. Moderne mennesker er måske mere udsatte for angst, siden de moralske og religiøse normer er blevet borte for dem. Og moderne eksistentialister er optaget af, at tingene undertiden siger nej til os. Sartre kalder det kvalme.

Nu siger SK, at angst ikke er et sygdomstegn; tværtimod, fordi den leder os til fortvivlelse. Fortvivlelsen som har en genstand: man fortvivler over noget – vil drive os til at vælge.

Lad os ikke glemme, at SK sagde at valget i sig selv ikke er alt afgørende. Det vigtige er den energi

vi vælger med. Så kan vi ikke gå fejl.

Men hvad skal man vælge ? Som også de moderne eksistentialister efter SK er klar over, kan vi have, og har, mange roller at spille i vort liv. Man kan være etatsråd, ægtemand og fuglekonge.

Men den eneste man kan vælge, er sig selv. Subjektiviteten er sandheden. Modsat er mængde usandhed, uansvarlighed.

SK siger nu, at det at vælge sig selv, er at tage ansvaret for sig selv, som om man kunne gøre for det. Her kommer skylden så ind.

Sartre driver det måske endnu længere når han siger, at man ikke kan skyde skylden på for eks. en ulykkelig barndom. Før eller senere har man valget, og man vokser i den retning man så tog.

Tilbage til SK. Dette betyder, at valget er intimt forbundet med skyld. Og siden SK er en kristen filosof, siger han, at for Gud er vi alle skyldige – og, siger han, det er det opbyggelige, at mod Gud har vi altid uret.

Sartre og andre har også begrebet ansvar og skyld, men siden for dem ”Gud er død,” er skyld noget andet.

For dem er den forbundet med frihed, som er noget frygteligt. Den betyder, at alle moralske værdier, der indtil nu har haft Gud som yderste garant, nu må sættes af os selv. Vi skal selv afgøre, hvad der er godt og ondt.

Derfor, siger Sartre, ville det være vidunderligt hvis Gud eksisterede.

I morgen går vi tilbage til SK i hans egen tid.

25. KIERKEGAARD OG CORSAREN.

Siden midten af 1830erne havde Kierkegaard en religiøs overbevisning. Mens han udsendte sin Enten-Eller anonymt op med mange krumspring for at skjule sig som forfatter, udgav han prædikener i sit eget navn: Opbyggelige Taler, tilegnet mindet om hans fader. De præges af from inderlighed, og forlanger en personlig tro og dyb forpligtelse på Gud. Han sendte også fremover sådanne småbøger ud.

Men ved 1846, med Enten-Eller, synes han at have antaget sit litterære arbejde for afsluttet. Han håbede sandsynligvis, nu da han ikke kunne blive professor i filosofi, at få en stilling som sognepræst i den egn af Danmark, som hans slægt stammede fra. At lukke cirklen, så at sige.

Men der kom to mænd på tværs. En af dem traf han aldrig, og den anden kunne han træffe daglig på gaden; den ene var præsten Adler og den anden en forfatter, Meir Aron Goldschmidt.

Adler boede på Bornholm, og han udgav en prædikensamling hvori han hævdede at få åbenbaringer fra Jesus, som havde dikteret ham nogle tekster. SK var interesseret, men fandt snart ud af at Adler måtte ses som et klinisk tilfælde. Men det førte SK til overvejelser over forholdet mellem det almene, autoriteterne, det etablerede, og så den enkelte. Dette skulle han senere udvikle i sine voldsomme angreb på den danske statskirke.

Men nu Goldschmidt. Han redigerede og udgav det morsomste og mest satiriske blad nogensinde i Danmark, Corsaren. I en utrættelig kamp mod enevældens censur, legemliggjort i den usalige censor Reiersen, havde Goldschmidt stråmænd som ansvarlige redaktører, der var ansat til bl.a. at gå i fængsel, når Corsaren blev dømt. Dette førte engang til en af de mest ejendommelige kendelser fra vor Højesteret, der dømte Goldschmidt som den formodede redaktør til en solid bøde og fængsel. Goldschmidt kunne sidde og le oppe i Norge og Sverige, hvor han var på besøg, og da han vendte hjem, og politiet ville arrestere ham, fortalte den svenske skipper dem, at han var på svensk territorium og derfor urørlig. Sidan fandt man et ægte dansk forlig i sagen.

Men hvad betød nu Goldschmidt for offentligheden og for Kierkegaard ?

Han angreb med artikler så vittige at vi næppe har set deres lige: dårligt styre; kong Christian VIII

som havde udviklet sig fra en liberal prins til en stiv konservativ konge, der holdt fast i enevælden, alt imens han gav rollen som fremskridtets mand. Og andre notabiliteter følte pisken.

En dag fandt SK dette for meget og gjorde to skæbnesvangre ting. Først komplimenterede han mundtligt Goldschmidt for nogle af hans artikler og rådede ham til at øve sig i komisk komposition. Senere bad han i avisen Fædrelandet om at blive svinet til som andre gode mennesker, han havde set mishandlet i Corsaren. Goldschmidt, som på sin vis beundrede Kirkegaard, tog udfordringen op og gav ham det ene satiriske puf efter det andet, mens hans karikaturtegner Klæstrup forvandlede sin portrættegning af SK til karikatur som en lille, pjusset, skrutrygget fyr med en stor hat og bukseben der ikke var lige lange.

Det tog SK sig meget nær. I den lille by som Kjøbenhavn dengang var, pegede folk fingre ad hans bukseben.”Der går Enten-Eller,” og SK kunne studere mennesker på en ny måde. Han opdagede, at hvis han gik hen til en af disse mænd og bad om ild til sin cigar, blev han mødt med forvirret høflighed.

Men hans skrædder var på nippet til at stoppe med at arbejde for ham, fordi folk tøvede med at

bestille tøj fra firmaet.

SK standsede ikke Corsaren’s satire. Han kunne have gjort det ved helt enkelt at bede Goldschmidt holde op; men tro mod sin sædvane gav han kun indirekte antydninger, når de mødtes på gaden.

SK ville altid have folk til selv at drage deres slutninger og finde deres egen sandhed. En kejtet situation for begge de to mænd.

Det endte med, at Goldschmidt en dag på gaden mødte SK, og fik et stort og forbitret blik fra de meget blå øjne. Og Goldschmidt besluttede straks at sælge Corsaren og rejse bort ”for at blive af med Vittigheden og lære Noget.”

Hvad Goldschmidt siden lærte, kommer ikke denne historie ved. Men hvad SK lærte, gør det. Han indså, at det at være et kristent vidne ikke er at være en respekteret borger med et behageligt liv.

Nej, det er at blive forfulgt og latterliggjort, ikke mindst af mængden. Mængde, som han sagde, er usandhed.
Og disse, i sig selv, små begivenheder førte SK ind i den tredje og sidste fase af hans værk.

25. DET RELIGIØSE STADIUM

Hertil nåede SK under sit livsforløb, som han jo ikke kunne styre, men hvor han måtte indrømme at ”Livet forstaaes baglænds, men maae leves forlænds.” Igennem årene havde han en voksende følelse af at blive ledet af Gud, efter en skjult plan. Hans livs begivenheder, som han forstod dem, førte ham nu ind i Det Religiøse Stadium. Dette betyder en personlig udvikling, en litterært skabende periode. Og til slut en offentlig fejde imod den etablerede kirke.

Personligt var han altid under religiøs indflydelse. Først fra sin pietistiske fader, så efter midt-30erne fra et personligt gennembrud, så ved midt-40erne fra de begivenheder som Adler og Corsaren-affærerne satte i gang, og fra nogle personlige åndelige erfaringer.

Adler, som var præst i statskirken, fastholdt fundamentale anskuelser imod kirkens, og SK forstod,

at bortset fra Adlers psykiske tilstand, kunne man ikke virke inden for statskirken og samtidig modarbejde den. Den usædvanlige person må træde ud af det almindelige. Dette kom til at betyde meget for SK.

Corsaren-affæren medførte, at SK trak sig mere ind i sig selv; han fortsatte sine daglige spadsereture iagttog folk på gaden som en politispion og førte samtaler med dem, hvad der var vigtigt for hans mentale virke, men samtidig havde han en ny forståelse af det at være kristen.

Ikke en kristen i den almindelige hyggelige forstand, hvor man gør som andre pæne mennesker, og som moden og god smag dikterer, det vil sige kristen i æstetisk forstand – men som den usædvanlige der tager sin kristentro alvorligt og vil vidne om den. Religiøsitet A står i en vis modsætning til den specielle religiøsitet, udøvet af Troens Ridder.

Må jeg selv tilføje, at kristendom er mission. Evangelium betyder god nyhed, og den vil ud til andre. Vidnesbyrdet om den kan være fuldt af glæde, men også meget risikabelt. Et vidne hedder på

bibelgræsk martyr, og martyrium kan betyde, som det gjorde for mange af de tidlige kristne, tab af arbejde, formue, familie, selve livet. Det gør det stadig i dag, mange steder.

For SK var smerten ved kristentroen en dobbelt. Først er der den logiske smerte, et kors for tanken, at Gud valgte at åbenbare sig som et menneske, Jesus. Det evige brød ind i det timelige. Dette paradoks kan ikke forstås; det kan kun gribes i tro.

Men med Corsaren-affæren kom den anden, og mere pinefulde, forståelse, at det at være et usædvanligt vidne betyder at give afkald på et normalt, lykkeligt liv. De enkelte i mængden ville ikke vove at angribe Jesus mand til mand, men da de blev mængde, gjorde de deres værste. Mængde er uansvarlighed. Så en kristen martyr måå være rede til at opgive borgerlig agtelse , blive hånet og nedværdigende behandlet. Det er troens anden smerte.

Hvorfor overhovedet smerte ? Måske ikke så svært at forklare, måske for let. Enhver sportsudøver

ved, at det at sætte en ny rekord betyder fysisk smerte, når kroppen er anspændt til det yderste,

uden at den kan sige stop. Denne smerte kan være meget intens. Den usædvanlige person, Troens Ridder, gør en lignende erfaring. Det logiske paradoks kræver springet ud på de 70.000 favne vand.

Martyriet kan betyde at miste alt, indtil selve livet. Men nogle mennesker ser det som den rigtige vej. SK selv, som levede det gode liv med teaterbesøg, fin mad, cigarer og ture ud på landet, var klar over at han selv ikke var Troens Ridder. Men han tog udfordringen op på sin måde, og vi skal få at se, hvor den førte ham hen til slut.

Som forfatter udvikler SK i det religiøse stadie, sin stil til det fuldkomne. Må jeg minde om, at hvert stadie og pseudonym får sine egne stiltræk. Livsæstetikeren svinger mellem ekstatiske taler, når han nyder fuldt og helt (og intet andet duer for ham), og korte, sure aforismer (Diapsalmata), når han har nedtur. Der kan ikke ventes nogen systematisk fremstilling fra ham.

Men etikeren har system. Han har sin logik ved hånden; men han er idyllisk og prosaisk og blottet for ægte lidenskab. Han kommer nærmest til den, når han formaner æstetikeren. Så kan han blive vred og kæder ham sammen med kejser Nero.

Så, i det religiøse stadie, udvikler SK sin fulde prosakunst. Poesien var ikke hans felt, men prosa.

Der er han mester. Nu bruger han former som tale, novelle, filosofiske afhandlinger, prædiken, og aforismer. Og i stilen har han stille intimitet, logik, paradoks, vrede, humor, ironi stedvis skærpet til sarkasme; hele rækken bliver brugt. Hans sprog når her højder som ellers ikke kendt i dansk. SK er nu i fuld udfoldelse.

25. DET RELIGIØSE STADIUM (fortsat)

Vi har nærmet os det på flere små måder, siden SK gjorde næsten ligeså. Men overgangen fra enten Æstetikeren eller Etikeren eller et af confinierne er et spring. Ud på de 70.000 favne vand.

SK havde allerede nævnt under Etikeren, at Etikerens engagement i ægteskab, hvor han ”realiserer

det Almene”, er et vovestykke, i det mindste fordi det vil vare hans liv ud, og forpligter ham på gentagelsen, som Æstetikeren viger tilbage fra.

Men at være Etiker er ikke nok, som vi har set under Humor. Etikeren mangler den religiøse lidenskab, skønt han kan tænke religiøst, og på sin måde være from og retfærdig. Men når han strækker sig opad, bliver han klar over misforholdet til det Religiøse, han må tage tilflugt til humor og går hjem igen.

Den Religiøse gør ting der går ud over det etiske stadie. Abaham, som vi skal møde, stilles over for Guds forlangende om at ofre sin søn. Etisk er han forpligtet på Isak, men set i religiøs sammmenhæng har Gud et enormt krav på ham. Og han føjer sig efter det, og gør sig virkelig klar til at handle på det. Der stopper Gud ham. Det var kun en prøve, men om liv og død, derfor på tro.

Etikeren gifter sig og er lykkelig i sit ægteskab og sine pligter og sit arbejde. Men det er ikke nok. Der er ansvaret og den medfølgende skyld, som omtalt før. Det er, siger SK, opbyggeligt at mod Gud har vi altid uret. Det er en del af velsignelsen.

SK var aldrig bange for paradokser. Han ved, at vi må leve dem.

Lad os holde for i dag, men citere fra det Religiøse Stadie. Det er et sted jeg selv holder meget af, også for dets musikalske sprog. SK begynder med at citere Jesus, Matthæus-evangeliet 11:28.

Kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, og jeg vil give Eder Hvile.

Saa gaaer da Indbydelsen ud, ad de alfare Veie og ad de eensomme, og ad den eensomste, ja, hvor der er en Vei saa eensom, at kun Een, een Eneste, ellers Ingen kjender den, saa der kun er eet Spor, den Ulykkeliges, som ad den Vei flygtede med sin Elendighed, ellers intet Spor, og intet Spor af, at man ad denne Vei kan komme tilbage: ogsaa derhen trænger Indbydelsen; selv finder den let og sikkert Veien tilbage, lettest, naar den fører Flygtningen med sig til Indbyderen. Kommer hid, kommer hid alle I, og Du, og Du, og Du med, Du eensomste af alle Flygtninge!

(30) KJERLIGHEDENS GJERNINGER

Da vi nu er i Kierkegaards religiøse stadium, kommer her et uddrag fra hans måske smukkeste bog: Kjerlighedens Gjerninger. Senere går vi tilbage i hans system igen og arbejder med Humor-confiniet. Men se nu her:

Vor Pligt at elske de Mennesker vi see (begyndelsen)

1.Joh.4:20 f. Dersom Nogen siger: jeg elsker Gud, og hader sin Broder, han er en Løgner; thi hvo, som ikke elsker sin Broder, som han haver seeet, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke haver seet ?

Hvor dybt er dog Kjerlighedens Trang grundet i Menneskets Væsen! Den første Bemærkning, hvis vi saa tør sige, der blev gjort om Mennesket, og som blev gjort af den Eneste, der i Sandhed kunde gjøre den, af Gud, og om det første Menneske, udsiger just dette. Vi læse jo i den hellige Skrift: ”Gud sagde, det er ikke godt for Mennesket at være ene.” Saa blev Qvinden tagen af Mandens Side og given ham til Selskab – thi Kjerligheden og Samlivet tager først Noget fra et Menneske, inden den giver. Til alle Tider har derfor Enhver, som tænkte dybere over Menneskets Væsen, erkjendt i ham denne trang til Selskab. Hvor ofte er det sagt og gjentaget og atter gjentaget, hvor ofte har man raabt Vee over den Eensomme eller skildret Eensomhedens Smerte og Elendighed, hvor ofte har man, trættet i det fordærvede, det støiende, det forvirrende Samliv, ladet Tanken vandre ud til et eensomt Sted – for atter at lære at længes efter Selskab! Thi saaledes er man bestandigt vendt tilbage til hiin Guds, hiin den første Tanke om Mennesket. I den travle, myldrende Mængde, der som Selskab baade er for meget og for lidet, bliver Mennesket træt af Selskab; men Helbredelsen er ikke at gjøre den Opdagelse, at Guds Tanke dog var urigtig, o, nei, Helbredelsen er just ganske forfra at lære det Første, at forstaae sig selv i at længes efter Selskab. Saa dybt er denne Trang grundet i Menneskets Væsen, at der, siden det første Menneskes Skabelse, ingen Forandring er foregaaet, ingen ny Opdagelse gjort, men kun den ene og samme første Betragtning paa de forskjelligste Maader bleven bekræftet, forskjelliggjort fra Slægt til Slægt i Udtrykket, i Fremstillingen, i Tankens Vendinger.

Saa dybt er denne Trang grundet i Menneskets Væsen; og saa væsentligen tilhører den det at være Menneske, at selv Han, der var Eet med Faderen, og i Kjerlighedens Samfund med Faderen og Aanden, at Han, der elskede hele Slægten, vor Herre Jesus

Christus, dog menneskeligt følte denne Trang til at elske og at blive elsket af et enkelt Menneske. Vel er han Gud-Mennesket, og saaledes evigt forskjellig fra ethvert

Menneske, men han var jo dog tillige et sandt Menneske, forsøgt i alt Menneskeligt; og paa den anden Side det, at han oplevede dette, er netop Udtrykket for, at det væsentligen tilhører Mennesket. Han var et virkeligt Menneske, og kan derfor have Deeltagelse med alt Menneskeligt; han var ikke en luftig Skikkelse, der vinkede i Skyen, uden at forstaae eller uden at ville forstaae, hvad der menneskeligt vederfares et Menneske. O, nei, han kunde ynkes over Mængden, som manglede Føde, og reent menneskeligt, han, som selv havde hungret i Ørkenen.

--- Naar dette nemlig er Pligt, saa er Opgaven ikke: at finde – den elskelige Gjenstand; men Opgaven er: at finde den nu engang givne eller valgte Gjenstand – elskelig, og at kunne vedblive at finde ham elskelig, hvorledes han end forandres.

Naar der er Pligt i at elske de Mennesker, man seer, da gjælder det om, at man i at elske det enkelte virkelige Menneske ikke underskyder en indbildt Forestilling om, hvorledes man mener eller kunde ønske, at dette Menneske skulde være. Den, som nemlig gjør det, han elsker dog ikke det Menneske, han seer, men igjen noget Usynligt, sin egen Forestilling eller andet Saadant.

Og kapitlet slutter:

Vil Du derfor vorde fuldkommen i Kjerlighed, saa stræb efter at fuldkomme denne Pligt, i at elske det Menneske, man seer, at elske ham saaledes, som Du seer ham, med alle hans Ufuldkommenheder og Svagheder, elske ham, som Du seer ham, naar han ganske har forandret sig, naar han ikke mere elsker Dig, men maaskee ligegyldigt vender sig bort eller vender sig bort for at elske en Anden, elske ham, som Du seer ham, naar han forraader og fornegter Dig.

(31) ABRAHAM (fra Frygt og Bæven, 1843)

Fortællingen om Abraham er en ud af en række om ham i 1.Mosebog i Gamle Testamente. Den om drømmen, hvor Gud beordrer Abraham til at ofre sin søn Isak, og derved for altid afskære sin slægt fra at fortsætte, anses i dag for at være et debatindlæg imod børneofringer, som kana’anæerne praktiserede.

Men Kierkegaard bruger fortællingen til sit eget formål, idet han gennemspiller den som en sonate i det Religiøse Stadium. Hans opdigtede forfatter er Johannes de Silentio (ud af Tavsheden), som en filosofisk lyrisk forfatter. Her gennemarbejder SK da temaet, idet han bruger sin eksklusions-metode på en ny måde: de muligheder der frembød sig for Abraham i den frygtelige situation, og som han netop ikke valgte. Alle variationerne tjener til at vise Abrahams storhed.

Moriabjerget er nu en del af Jerusalem-området. Den store Omar moske ligger der. Både jøder, kristne og muslimer henviser til Abraham som deres Tros Fader.

I

Og Gud fristede Abraham og sagde til ham, tag Isaak, Din eneste Søn, som du elsker, og gaae hen i det Land Morija og offer ham der til et Brændoffer paa et Bjerg, som jeg vil vise dig.”

Det var en aarle Morgen, Abraham stod tidlig op, han lod Æslerne sadle, forlod sit Paulun, og Isaak med ham, men Sara saae ud af Vinduet efter dem, ned gjennem

Dalen, indtil hun ikke saae dem mere. De red tause i 3 Dage, men paa den 4de Dags Morgen sagde Abraham end ikke et Ord, men opløftede Øiet og saae Morijabjerget i det Fjerne. Han lod Drengene tilbage og gik ene med Isak ved Hånden op til Bjerget. Men Abraham sagde til sig selv:”jeg vil dog ikke dølge for Isaak, hvorhen denne Gang fører ham.” Han stod stille, han lagde sin Haand paa Isaaks Hoved til en Velsignelse, og Isaak bøiede sig for at modtage den. Og Abrahams Aasyn var Faderlighed, hans Blik var mildt, hans Tale formanende. Men Isaak kunne ikke forstaae ham, hans Sjæl kunde ikke opløftes; han omfattede Abrahams Knæe, han

bønfaldt ved hans Fod, han bad for sit unge Liv, for sin skjønne Forhaabning, han mindede om Glæden i Abrahams Huus, han mindede om Sorgen og Eensomheden.

Da reiste Abraham Drengen op og gik med ham ved sin Haand, og hans Ord vare fulde af Trøst og Fomaning. Men Isaak kunde ikke forstaae ham. Han besteg Morijabjerget, men Isaak forstod ham ikke. Da vendte han sig bort et Øieblik fra ham, men da Isaak anden Gang saae Abrahams Aasyn, da var det forandret, hans Blik var vildt,hans Skikkelse var Rædsel. Han greb Isaak i Brystet, kastede ham til Jorden og sagde: ”Dumme Dreng, troer Du jeg er Din Fader ? Jeg er en Afgudsdyrker. Troer Du det er Guds Befaling ? Nei det er min Lyst.” Da skjælvede Isaak og raabte i sin Angst: ”Gud i Himlene forbarm Dig over mig, Abrahams Gud forbarm Dig over mig, har jeg ingen Fader paa Jorden, saa vær Du min Fader.” Men Abraham sagde sagte ved sig selv: ”Herre i Himlene, jeg takker Dig; det er dog bedre at han troer, jeg er et Umenneske, end at han skulde tabe Troen paa Dig.”

Naar Barnet skal vænnes fra, da sværter Moderen sit Bryst, det var jo og Synd, at Brystet skulde see lifligt ud, naar Barnet ikke maa faae det.Saa troer Barnet, at Brystet har forandret sig, men Moderen hun er den samme, hendes Blik er kjærligt og ømt som altid. Held den, der ikke behøvede forfærdeligere Midler for at vænne Barnet fra!

Vi afslutter Abraham i morgen.

32. FRYGT OG BÆVEN (afslutning)

I dag må Abraham gå tre gange til Morijabjerget, før SK afslutter sin studie over ham.

II

Det var en aarle Morgen, Abraham stod tidlig op, han omfavnede Sara, sin Alderdoms Brud, og Sara kyssede Isaak, der tog Skjendselen fra hende, hendes Stolthed, hendes Haab i alle Slægter.

Saa rede de tause hen ad Veien, og Abrahams Blik var fæstet mod Jorden, til paa den 4de Dag, da opløftede han Øiet og saae langt borte Morija Bjerget, men hans Blik vendte sig atter mod Jorden. Taus lagde han Brændet til Orden, bandt Isaak, taus drog

han Kniven; da saae han Væderen, som Gud havde udseet. Den offrede han og drog hjem. --- Fra den Dag blev Abraham gammel, han kunde ikke glemme, at Gud havde fordret det af ham. Isaak trivedes som forhen; men Abrahams Øie var fordunklet, han saae ikke Glæden mere.

Naar Barnet er blevet stort og skal vænnes fra, da skjuler Moderen jomfrueligt sin Barm, saa har Barnet ingen Moder mere. Held det Barn, der ikke anderledes tabte Moderen !

III

Det var en aarle Morgen, Abraham stod tidlig op; han kyssede Sara, den unge Moder, og Sara kyssede Isaak, hendes Lyst, hendes Glæde i alle Tider. Og Abraham red

tankefuld hen ad Veien, han tænkte paa Hagar og Sønnen, som han jog ud i Ørkenen. Han besteg Morijabjerget, han drog Kniven.

Det var en stille Aften da red Abraham ene ud, og han reed til Morijabjerget; han kastede sig paa sit Aasyn, han bad Gud tilgive ham hans Synd, at han havde villet offre Isaak, at Faderen havde glemt sin Pligt mod Sønnen. Han reed oftere sin eensomme Vei, men han fandt ikke Ro. Han kunde ikke begribe, at det var en Synd, at han havde villet offre Gud det Bedste, han ejede, det, hvorfor han gjerne selv havde ladet sit Liv mange Gange; og hvis det var en Synd, hvis han ikke havde elsket Isaak saaledes, da kunde han ikke forstaae, at den kunde tilgives; thi hvilken Synd er forfærdeligere ?

Naar Barnet skal vænnes fra, da er ei heller Moderen uden Sorg, at hun og Barnet mere og mere skilles ad; at Barnet, der først laae under hendes Hjerte, senere dog hvilede ved hendes Bryst, ikke skal være saa nær mere. Saa sørge de sammen den korte Sorg. Held den, der beholdt Barnet saa nær, og ikke behøvede at sørge mere !

IV

Det var en aarle Morgen, Alt var beredt til Reisen i Abrahams Huus. Han tog Afsked med Sara, og Elieser den troe Tjener fulgte ham ud ad Veien, indtil han atter vendte tilbage. De rede eendrægtigen sammen, Abraham og Isaak, indtil de kom til Morijabjerget. Men Abraham beredte Alt til Offret, rolig og mild, men idet han vendte sig bort og drog Kniven, da saae Isaak, at Abrahams Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik en Skjælven igennem hans Legeme - men Abraham drog Kniven.

Da vendte de atter hjem, og Sara ilede dem imøde, men Isaak havde tabt Troen. Der er

i Verden aldrig sagt et Ord derom, og Isaak talte aldrig til noget Menneske, om hvad han havde seet, og Abraham anede ikke, at Nogen havde seet det.

Naar Barnet skal vænnes fra, da har Moderen den stærkere Føde ved Haanden, at Barnet ikke skal omkomme. Held den, der har den stærkere Føde ved Haanden!

Saaledes og paa mange lignende Maader tænkte hiin Mand om hvilken vi tale, over denne Begivenhed. Hver Gang han da efter en Vandring til Morija-Bjerget vendte hjem, da sank han sammen af Træthed, han foldede sine Hænder og sagde: ”Ingen var dog stor som Abraham, hvo er istand til at forstaae ham ?”

32. UFROMT MELLEMSPIL: KIERKEGAARD OM NATURVIDENSKABERNE.

I sin ungdom i 1830erne tænkte Kierkegaard på at studere naturvidenskaber. Siden ændrede han mening og blev irriteret. Her er et notat:

Med Naturvidenskaberne kan det slet ikke hjælpe at indlade sig. Man staaer der værgeløs og kan aldeles ikke controlere. Forskeren begynder strax at adsprede med sine Enkeltheder, nu skal man til Australien, nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu Mikroskopet; hvo Satan kan holde det ud!

32. KIERKEGAARD OM HUMOR

Vi tænker normalt om humor, som taget i en dybere forstand end bare vittighedstegninger, noget der ligner ironi med medfølelse og en sans for den menneskelige lod, hvor spøg og alvor krydses.

For SK er den confiniet, eller grænseområdet, mellem Etikeren og Religiøsitet A, den almene Religiøsitet.

SK mener, at Humor væsentlig er en kristen bestemmelse. ”Humor indeholder en langt dybere Skepsis end Ironi, thi det er ikke Endeligheden, men Syndigheden, Alt her dreier sig om; dens Skepsis forholder sig til Ironiens som Uvidenhed til den gamle Sætning; credo quia absurdum

((jeg tror,. fordi det er ufatteligt)); men den indeholder ogsaa en langt dybere Positivitet; thi den bevæger sig ikke i humane, men i theanthropiske ((gudmenneskelige)) Bestemmelser, den finder ikke Hvile ved at gjøre Mennesket til Menneske, men ved at gjøre Mennesket til Gud-Menneske.”

Men på den anden side kan Humor være ukristelig. ”Den kan komme det Christelige skuffende nær, men der hvor Afgjørelsen fanger... hvor...Erindringens og Immanensens Bro bagved er afhugget; der hvor Afgjørelsen bliver i Øjeblikket, og Bevægelsen fremad mod Forholdet til den evige Sandhed, der blev til i Tiden: der er Humoren ikke med.”

Så humor er det sidste rent menneskelige stadie. Den grænser til det Religiøse, for så vidt som den forstår at lidelse har forbindelse til eksistens,”men saa er det Humoristen gjør den svigefulde Vending og tilbagekalder Lidelsen i Spøgens Form.” Humoren forstår ikke den væsentlige mening med lidelse, dens religiøse mening.

”Humoristen berører Existensens Hemmelighed i Smerten, men saa gaar han hjem igjen”. Her skilles humor fra religiøsitet A.

Det er Frater Taciturnus, når han gør sit psykologiske eksperiment ved at skabe Quidam og dennes smertelige ”Skyldig?”-”Ikke-Skyldig?” dagbog. Han kan lade Quidam gennemleve denne retssag mod sin samvittighed, men han kan ikke selv forstå denne intensitet. Derfor går han mentalt hjem og er fornøjet med at betragte livet omkring ham i Kjøbenhavn.

Men Humor har en sidste facet, og den ligger inden for det religiøse. Den religiøse person, der lever som ”den skjulte Inderligheds Ridder”, ”med hele denne Inderlighed skjult i sig, med dette Lidelsens og Velsignelsens Svangerskab i det Indre, seer ganske ud som andre Mennesker.

Denne kontrast mellem det indre og den ydre fremtoning skaber humor, han føler sig ret komisk, og humor bliver da hans form for meddelelse, hvor han hindrer den diretke kommunikation, og giver en slags indirekte. Humor er det Religiøses incognito.

Man vil se, at ligesom ironi kan humor være et middel til at skjule sig, holde på afstand. Men for den religiøse synes den ikke at være noget tilsigtet, men noget han ikke kan undslippe.

I SK’s tilfælde kunne folk simpelthen ikke forstå, at denne mand, som gik i teatret, spiste godt, røg fine cigarer, tog på ture ud i landet, og elskede at snakke med folk på gaden, ja endda inviterede en eller anden på kaffe i sin lejlighed med meget snurrigt ceremoniel, at han kunne være forfatter til disse dybt religiøse skrifter.

Herefter bliver det tid at gå ind i det sidste stadie, det Religiøse.

32. RELIGIØSITET A

Som før sagt, er Humor confiniet nær ved det Religiøse. Fordi den religiøse person, trods al sin inderlighed, ser ud som andre, sætter denne kontrast mellem den ydre og den indre person et humoristisk mærke på ham. "Den Religiøse er ikke Humoristen, men i sit Ydre er han Humoristen."

Nu gælder det Religiøsitet A, ”den skjulte Inderligheds Religiøsitet.” Religiøsitet betyder, som også før sagt, lidelse. Her drejer det sig om skyld. Personen er etisk ansvarlig for sin brug af tiden. Når han bliver klar over, at han må tage lidelsens enorme omvej, finder han ud af, at han gjorde en gal begyndelse, han har skylden dér som en del af hans eksistens.

Lad os ikke glemme, at set fra en anden vinkel, medfører valget af den eneste person man kan være, nemlig én selv, ansvar, og det betyder skyld , som om man var ansvarlig for sig selv. Siden Gud er til, er skylden en slags egenskab ved livet. Den er evigt erindret. ”Den sande Inderlighed er selve Erindringen.” Jævnt sagt, i SK’s system grænser Humor op til det Religiøse, men vender hjem igen foran Skylden, i en slags spøg, mens Religiøsitet A indrømmer Skylden, men ikke Synden. Synden er forbeholdt Religiøsitet B, den rigtige paradoks-religiøsitet. Religiøsitet A må komme først til personligheden, siden B ikke kan ses at eksistere, undtagen set fra A.

Denne betyder derfor ikke nødvendigvis at være kristen, og SK sætter da også Sokrates som væsentlig i Religiøsitet A. Idet Sokrates påstod at han var uvidende over for viden, har han en lighed med Religiøsitet A sat over for den dybe alvor i B.

Man vil derfor see, hvor taabeligt det er, naar en Mand uden Pathos vil forholde sig til det Christelige; thi førend der der overhovedet kan være Tale om at være blot i den Situation, at man kan blive opmærksom paa det, maa man først eksistere i Religiøsiteten A. Det Forkeerte er imidlertid ofte nok skeet: man har uden videre taget sig Christus og Christendommen og det Paradoxe og det Absurde, kort alt det

Christelige, til Indtægt i æstetisk Galimathias, ret som om Christendommen var et gefundenes Fressen for Dumrianer, fordi den ikke kan tænkes, og ret som ikke netop den Bestemmelse, at den ikke kan tænkes, er den vanskeligste af alle at fastholde, naar man skal existere deri, den vanskeligste at fastholde – især for gode Hoveder.”

”- min Hensigt er det, at gjøre det vanskeligt at blive en Christen, dog ikke vanskeligere end det er, vanskeligt heller ikke for dumme Mennesker og let for gode Hoveder, men qvalitativt vanskeligt og væsentligen lige vanskeligt for ethvert Menneske at opgive sin Forstand og sin Tænkning og at holde sin Sjel paa det Absurde, og comparativt vanskeligt for Den, der har megen Forstand, naar man erindrer, at ikke Enhver, der ikke tabte sin Forstand over Christendommen, derved beviser, at han har den.”

”- Troens Martyrium (at korsfæste sin Forstand) er ikke et Øiebliks, men netop Vedvarenhedens Martyrium.”

Sådan. Fortvivl ikke. Vi er godt på vej.

32. RELIGIØSITET B

Vi nærmer os nu toppen af Kierkegaards system. Og det ville ikke være SK, hvis ikke Religiøsitet A blev efterfulgt af Religiøsitet B.

Ikke at forveksle med de to Stadier A (Æstetikeren) og B (Etikeren), som ligger andetsteds.

Religiøsitet A indbefatter skyld, evigt erindret. Den bliver nu i B skærpet til Synd. Foran den stoppede A. Men nu tages springet. Medens Skyld forbliver inden for personligheden, viser Synd ud af den, fordi vi nu står over for det Evige, Guden, som SK siger. Skyld kan opstå inden for personligheden, hvorimod Synd forandrer mennesket udefra.

Synds-Bevidstheden kan derfor Individet ikke faae ved sig selv, hvilket er Tilfældet med Skyld-Bevidstheden; thi i Skyld-Bevidstheden er Subjektets Identitet med sig selv bevaret, og Skyld-Bevidstheden er en Forandring af Subjektet indenfor Subjektet selv; Synds-Bevidstheden derimod er selve Subjektets Forandring, hvilket viser, at der udenfor Individet maa være den Magt, der oplyser ham om at han ved at være bleven til er bleven en Anden end han var, er bleven Synder.

Denne Magt er Guden i Tiden.

Her er da paradokset: det evige møder tiden, som Gud blev menneske i Kristus, der er en historisk person. Dette kan ikke bevises; derfor kan man møde det med vantro eller endda latterliggørelse, eller medfølende smerte.

I Forhold til Religieusiteten A gjelder det: lad Verdens 6000årige Historie være sand, lad den ikke være sand: det gjør den Existerende i hans Saligheds Sag hverken fra eller til; thi han hviler i sidste Grund i Evighedens Bevidsthed.

Springet bringer én ud på de 70.000 favne vand. For at holde sig flydende må man blive ved at bevæge sig, svømme; for SK betyder dette , at man altid arbejder med sin åndelige personlighed.

Men mente Sk nu, at det gjaldt for ham selv ? Hvordan kan vi sige det, siden den citerede bog, Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift, er skrevet af pseudonymet Johannes Climacus, SK står kun som udgiver.

Undertegnede, Johannes Climacus, der har skrevet denne Bog, udgiver sig ikke for at være en Christen; han er jo fuldt op beskjæftiget med, hvor vanskeligt det maa være at blive det; men endnu mindre er han En, der efter at have været Christen ved at gaae

videre er ophørt at være det. Han er en Humorist; nøjet med Øieblikkets Vilkaar, haabende at noget Høiere vil forundes ham, føler han sig særdeles lykkelig ved, naar galt skal være, netop at være født i det speculative, theocentriske Aarhundrede. --- Han kan derfor meget vel være Forfatter, naar han blot passer paa, at det bliver for hans egen Fornøielse, at han bliver i Afsidesheden, at han ikke kommer ind med i Trængselen, omkommer i Tidens Vigtighed, bliver som en Nysgerrig ved en Ildebrand, ansat til at pumpe, eller blot generes af den Tanke, at han kunde staae i Veien for nogen af de forskjellige Udmærkede, der har og skal have og maa have og vil have Betydning.

Så hvor er SK ? Han synes aldrig at have gjort krav ud over Religiøsitet A. B kalder han Troens Ridder. Men set i forhold til Johannes’ sidste sætning kunne vi blive mindet om, at SK blandt andet kaldte sig brandmajor, en som advarer os om brandens fare, og gør noget imod den.

I en efterskrift til bogen hævder SK at have skrevet alle pseudonymerne.

(37) LILIEN PAA MARKEN OG FUGLEN UNDER HIMLEN

udkom 1849. Bogen henviser til Matthæus-evangeliet 6:25-34, hvor Jesus advarer imod bekymringer for udkommet og for det daglige brød. Han henviser til liljerne og fuglene, som Gud sørger for, selvom de ikke arbejder og høster eller spinder klæder, men er klædt som konger. Hans ord slutter: I må ikke bekymre jer for dagen i morgen. Hver dag har nok i sin egen plage.

SK begynder nu med at tilegne den lille bog til ”hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemlighed kalder min Læser”. Og siger, at den rækkes med højre hånd, hvorimod de pseudonyme skrifter var, og bliver, givet med venstre hånd.

Bogen bygges op over tavshed, lydighed og glæde. Her er et afsnit om glæde.

Hvad er Glæde, eller det at være glad ? Det er i Sandhed at være sig selv nærværende; men det at være sig selv i Sandhed nærværende, det er dette ”Idag”, dette, at være idag. Og i samme Grad som det er sandere, at Du er idag, i samme Grad som Du mere er Dig selv ganske nærværende i at være idag, i samme Grad er Ulykkens Dag

Imorgen ikke til for Dig. Glæden er den nærværende Tid med hele Eftertrykket paa: den nærværende Tid. Derfor er Gud salig, han som evigt siger: idag, han som evigt og uendelig er sig selv nærværende i at være idag. Og derfor er Lilien og Fuglen Glæden, fordi de ved Taushed og ubetinget Lydighed ganske ere sig selv nærværende i at være

idag.

---Men lær, begynd dog idetmindste at lære af Lilien og Fuglen. Thi det skulde dog vel ikke være Nogens alvorlige Mening, dette med at hvad Lilien og Fuglen glæder sig over, og hvad der ligner dette, at det Ingenting er at glæde sig over ! Altsaa, at Du blev til, at Du ”idag” faar det Fornødne, for at være til; at Du blev til, at Du blev Menneske; at Du kan see, betænk, at Du kan see, at Du kan høre, at Du kan lugte, at Du kan smage, at Du kan føle; at Solen skinner for Dig – og for Din Skyld, at, naar den bliver træt, at saa Maanen begynder, og at saa Stjernerne tændes; at det bliver Vinter, at hele Naturen forklæder sig, leger fremmed – og for at fornøie Dig; at det bliver Foraar, at Fuglen kommer i talrig Flok – og for at glæde Dig, at det Grønne spirer frem, at Skoven voxer sig skjøn, og staaer Brud – og for at glæde Dig; at det bliver Efteraar, at Fuglen reiser bort, ikke fordi den gjør sig kostbar, o, nei, men for at Du ikke skal blive kjed af den, at Skoven gjemmer sin Pynt for næste Gangs Skyld, det er, for at den næste Gang kan glæde Dig; dette skulde være Ingenting at glæde sig ved ! O, hvis jeg turde skjende; men af Ærbødighed for Lilien og Fuglen tør jeg det ikke, og derfor vil jeg, istedet derfor vil jeg sige: hvis dette ikke er at glæde sig ved, saa er der Ingenting at glæde sig ved. Betænk, at Lilien og Fuglen er Glæden, og dog have de jo, ogsaa saaledes forstaaet, meget mindre at glæde sig ved end Du, som jo tillige har Lilien og Fuglen at glæde Dig ved. Lær derfor af Lilien og Fuglen, der er Læremesteren: er til, er idag, og er Glæden.

39. LILIEN OG FUGLEN (afsluttet)

Saaledes er Lilien og Fuglen Læremestere i Glæde. Og dog har Lilien og Fuglen ogsaa Sorg, som hele Naturen har Sorg; sukker ikke al Skabningen under Forkrænkelighed, som den blev underlagt mod sin Villie ? Det er Alt underlagt Forkrænkelighed! ---

Og Lilien, selv om den undgaaer den Skjebne strax at blive kastet i Ovnen, den maa dog visne, efter iforveien at have lidt baade Det og Det. Og Fuglen, selv om den fik Lov at døe af Alderdom, den maa dog engang døe, skilles fra den Elskede,efter iforveien at have lidt baade Det og Det. O, det er Alt Forkrænkelighed, og bliver engang Alt, hvad det er, Forkrænkelighedens Bytte. ---

Men dog er Lilien og Fuglen ubetinget glad; og her seer Du ret, hvor sandt det er, naar Evangeliet siger: Du skal lære Glæde af Lilien og Fuglen. Bedre Læremester kan Du heller ikke forlange end Den, der skjøndt han bærer paa en saa uendelig dyb Sorg, dog er ubetinget glad og Glæden selv.

Hvorledes bærer da Lilien og Fuglen sig ad hermed, med dette, der næsten seer ud som et Mirakel: i dybeste Sorg at være ubetinget glad; naar der er et saa frygteligt Imorgen, da at være, det er, at være ubetinget glad idag – hvorledes bærer den sig ad ? Den bærer sig ganske simpelt og enfoldigt ad – det gjør Lilien og Fuglen altid – og faaer dog dette Imorgen bort, som var det ikke til. Der er et Ord af Apostlen Petrus, det har Lilien og Fuglen lagt sig paa Hjerte, og eenfoldige som de ere, tage de det ganske bogstaveligen – ak, og just det, at de tage det ganske bogstaveligen, det er just det, der hjælper dem. Der ligger en uhyre Magt i dette Ord, naar det tages ganske bogstaveligen; naar det ikke bogstaveligen tages ganske efter Bogstaven, er det mere eller mindre afmægtigt, tilsidst kun en intetsigende Talemaade; men der hører ubetinget Eenfold til for at tage det ubetinget ganske bogstaveligt. ”Kaster al Eders Sorg paa Gud!” See det gjør Lilien og Fuglen ubetinget. Ved hjælp af den ubetingede Taushed og den ubetingede Lydighed kaster den – ja, som den stærkeste Kastemaskine kaster Noget fra sig, og med en Lidenskab som den, med hvilken det sikkreste Skydevaaben rammer, og med en Tro og Tillid som den, med hvilken kun den meest øvede Skytte træffer – paa Gud. I samme Nu – og dette samme Nu er fra første Øieblik af, er idag, er samtidigt med det første Øieblik den er til – i samme Nu er den ubetinget glad. Vidunderlige Behændighed! At kunne faae saadan fat paa al sin Sorg og paa een Gang, og saa at kunne kaste den saa behændigt fra sig, og træffe saa sikkert Maalet! Dog det gjør Lillien og Fuglen, derfor er den i samme Nu ubetinget glad. Og det er jo ganske i sin Orden; thi Gud den Almægtige, han bærer al Verden og al Verdens Sorg – Liliens og Fuglens med – uendelig let. Hvilken ubeskrivelig Glæde! Glæden nemlig over Gud den Almægtige.

39. TIL SELVPRØVELSE, SAMTIDEN ANBEFALET

AF S. KIERKEGAARD

FORORD

Min kjere Læser! Læs.om muligt, høit! Gjør Du det, lad mig takke Dig derfor; gjør Du det ikke blot selv, bevæger Du ogsaa Andre dertil, lad mig takke dem hver især, og Dig atter og atter! Du vil ved at læse høit stærkest faae Indtrykket af, at Du har ene med Dig selv at gjøre, ikke med mig, der jo er ”uden Myndighed”, ei heller med Andre, hvilket vilde være Adspredelse.

I August 1851. S.K.

---

O, dersom man (hvad man, christeligt, vistnok er berettiget til) idet man betragter Verdens nuværende Tilstand, hele Livet, maatte, christeligt, sige: det er en Sygdom – og dersom jeg var en Læge: hvis da Nogen spurgte ”hvad mener Du der maa gjøres?” jeg vilde svare ”det første, den ubetingede Betingelse for at der kan gjøres Noget, altsaa det Første, der maa gjøres, er: skaf Taushed, anbring Taushed, Guds Ord kan ikke høres, og skal det, betjent ved larmende Midler, raabes støiende ud for at høres med i Spektaklet, saa bliver det ikke Guds Ord: skaf Taushed! O, Alt larmer; og som man siger om en hidsig Drik, at den rører Blodet, saaledes er i vore Tider ethvert, selv det ubetydeligste Foretagende, enhver, selv den meest intetsigende Meddelelse, blot beregnet paa at ryste Sandserne eller paa at røre Massen, Mængden, Publikum, Larmen ! Og Mennesket, dette kløgtige Hoved, det er blevet som søvnløst for at udfinde nye Midler til at forøge Larmen, til at udbrede, med størst mulige Hast og

efter størst mulige Maalestok, Støien og det Intetsigende. Ja, Omvendtheden er vel snart naaet: Meddelelsen er vel snart bragt ned til det Laveste i Retning af Betydningsfuldhed, og samtidigt have Meddelelses-Midlerne vel omtrent naaet et Høieste i Retning af hastig og Alt oversvømmende Udbredelse; thi hvad hastes der vel saa meget med at faae ud, og paa den anden Side, hvad har større Udbredelse end: Piat! O, skaf Taushed!

Og det kan Qvinden. Der fordres en ganske overordentlig Overlegenhed, hvis en Mand ved sin Nærværelse skal paabyde Mænd Taushed: derimod enhver Qvinde kan,

indenfor sin Grændse, i sin Kreds, formaae det, hvis hun, ikke selvisk men ydmygt tjenende et Høiere, vil det.

39. HVAD VI LÆRE AF LILIERNE PÅ MARKEN OG AF HIMMELENS FUGLE

Tre Taler AF S.KIERKEGAARD (1846)

”Anlægget i de tre Taler om Lilierne og om Fuglene er saaledes, at den første er æsthetisk, den anden ethisk, den tredje religieus.”

Her er et uddrag af den første, mod bekymringer. Den dediceres til ”hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min Læser.”

Her gennemspiller SK temaet, helt forskelligt fra sidste gang han skrev om Lilierne paa Marken og Fuglene under Himlen. Og han bruger en anden form, nemlig den velkendte litterære form allegorien, den symbolske fortælling.

Der var engang en Lilie, den stod paa et afsides Sted ved et lille rindende Vand, og var godt kjendt af nogle Nelder samt et Par andre Smaablomster der i Nærheden. Lilien var, efter Evangeliets sandfærdige Beskrivelse, deiligere paaklædt end Salomo i al hans Herlighed, derhos sorgløs og glad saa lang Dagen var. Umærkeligt og livsaligt gled Tiden hen, som det rindende Vand, der nynner og svinder. Men da traf det sig, at der en Dag kom en lille Fugl og besøgte Lilien, den kom igjen den næste Dag, blev da borte i flere Dage, indtil den atter kom igjen, hvilket tyktes Lilien besynderligt og uforklarligt, uforklarligt, at Fuglen ikke blev paa samme Sted, ligesom Smaablomsterne, besynderligt, at Fuglen kunde være saa lunefuld. Men som det saa ofte gaaer, saa gik det ogsaa Lilien, at den netop forelskede sig mere og mere i Fuglen, fordi den var lunefuld.

Denne lille Fugl var en slem Fugl; istedenfor at sætte sig i Liliens Sted, istedenfor at glæde sig ved dens Deilighed og glæde sig med den i dens uskyldige Lyksalighed, vilde Fuglen gjøre sig vigtig, ved at føle sin Frihed, og ved at lade Lilien føle dens Bundethed. Og ikke blot dette, men den lille Fugl var tillige snaksom, og fortalte nu Løst og Fast, Sandt og Usandt om, hvorledes der paa andre Steder, i stor Mængde, var ganske anderledes pragtfulde Lilier, hvor der var en Fryd og Munterhed, en Duft, en Farvepragt, en Fuglesang, som overgik al Beskrivelse. Saaledes fortalte Fuglen, og hver dens Fortælling endte gjerne med den for Lilien ydmygende Bemærkning, at den, i Sammenligning med saadan Herlighed, saae ud

som Ingenting, ja at den var saa ubetydelig, at det var et Spørgsmaal, med hvad Ret den egentligen kaldtes Lilie.

Saa blev Lilien bekymret, jo mere den hørte paa Fuglen, jo mere blev den bekymret; den sov ikke mere roligt om Natten og vaagnede ikke mere glad om Morgenen; den følte sig fængslet og bunden, den fandt Vandets Rislen kjedsommelig og Dagen lang. Den begyndte nu at beskæftige sig med sig selv og med sit Livs Vilkaar i Selvbekymring – saa lang Dagen var. ”Det kan jo være godt nok”, sagde den til sig selv, ”engang imellem, for en Afvexlings Skyld, at høre paa Bækkens Rislen, men Dag ud og Dag ind evigt at høre det Samme: det er dog altfor kjedeligt.” ”Det kan

maaskee være behageligt nok”, sagde den til sig selv, ”engang imellem at være paa et afsides Sted og eensom, men saaledes, hele Livet igjennem, at være glemt, at være uden Selskab eller i Selskab med Brændenelder, hvad der dog vel ikke er Selskab for

en Lilie: det er ikke til at udholde.” ”Og saa at see saa ringe ud, som jeg gjør”, sagde Lilien til sig selv, ”at være saa ubetydelig, som den lille Fugl siger jeg er: o, hvorfor er jeg dog ikke bleven til paa et andet Sted, under andre Vilkaar, o, hvorfor er jeg dog

ikke bleven en Keiserkrone!” Thi dette havde den lille Fugl fortalt den, at Keiserkronen var blandt alle Lilier anseet for den skjønneste, og var Gjenstand for alle andre Liliers Misundelse.

Hvordan skal det her slutte ? Lad os se i morgen..

39. HVAD VI LÆRE AF LILIERNE PAA MARKEN OG AF HIMMELENS FUGLE (afsluttet)

Lilien mærkede desto værre nok, at Bekymringen tog paa den; men saa talte den fornuftig til sig selv; dog ikke at den overbeviste sig selv om, at den slog Bekymringen af Sinde, men saaledes, at den overbeviste sig selv om, at Bekymringen var rigtig; ”thi”, sagde den, ”mit Ønske er jo ikke noget ufornuftigt Ønske, jeg forlanger jo ikke det Umulige, at blive hvad jeg ikke er, en Fugl f. Ex.., mit Ønske er blot at blive en pragtfuld Lilie, eller vel endog den pragtfuldeste.”

Under alt Dette fløi den lille Fugl fra og til, med hvert dens Besøg og hver dens Adskillelse næredes Liliens Uro. Tilsidst fortroede den sig ganske til Fuglen. En Aftenstund aftalte de, at næste Morgen skulde der skee en Forandring, og gjøres en Ende paa Bekymringen. Næste Morgen tidlig kom den lille Fugl; med sit Næb huggede den Jordsmonnet bort fra Liliens Rod, at den saaledes kunde blive fri. Da

dette var lykkedes, tog Fuglen Lilien under sin Vinge og fløi afsted. Bestemmelsen var nemlig den, at Fuglen skulde flyve med Lilien hen der, hvor de pragtfulde Lilier blomstrede; derpaa skulde Fuglen igjen være den behjælpelig i at blive plantet ned der, om det ikke ved Stedets Forandring og den nye Omgivelse skulde lykkes Lilien, at blive en pragtfuld Lilie i Selskab med de mange, eller maaskee endog en Keiserkrone, misundt af alle de andre.

Ak, underveis visnede Lilien. Havde den bekymrede Lilie være nøiet med, at være Lilie, da var den ikke bleven bekymret; var den ikke bleven bekymret, saa var den

bleven staaende hvor den stod – hvor den stod i al sin Deilighed; var den bleven staaende, da havde det netop været den Lilie, om hvilken Præsten talte i Søndags, da han gjentog Evangeliets Ord: ”betragter Lilien, jeg siger Eder, at end ikke Salomo i al sin Herlighed var klædt som den.” ---

Saaledes gik det altsaa den bekymrede Lilie, hvis Bekymring var at blive en pragtfuld Lilie eller vel endog en Keiserkrone. Lilien er Mennesket. Den slemme lille Fugl er Sammenligningens urolige Tanke, der vanker vidt og bredt omkring, ustadigt og

lunefuldt, og indsanker den usunde Viden om Forskjelligheden; og ligesom Fuglen ikke satte sig i Liliens Sted, saa gjør Sammenligningen det Samme, ved den sætter

Mennesket sig enten i en Andens Sted, eller en Anden i sit Sted. Den lille Fugl er Digteren, Forføreren, eller det Digteriske og Forføreriske i Mennesket. Det Digteriske er som Fuglens Tale, Sandt og Usandt, Digt og Sandhed; det er nemlig sandt, at

Forskjelligheden er til, og at der er Meget at sige om den, men det Digeriske er, at Forskjelligheden lidenskabeligen, i Fortvivlelse eller Jubel, er det Høieste, og dette er evig usandt.I Sammenligningens Bekymring gaaer da den Bekymrede tilsidst saa vidt, at han fortvivlet mener sig at være saaledes forskjellig fra andre Mennesker, at han endog mener sig forskjellig fra det, at være Menneske, som jo ogsaa den lille Fugl meente, at Lilien var saa uanseelig, at det blev et Spørgsmaal, om den virkelig var Lilie. ---Naar saa Sammenligningen med Fuglens Bevægelse fra og til har hidset Bekymringens Lidenskab og faaet den Bekymrede revet løs fra Jordbunden, det er, fra at ville være hvad han er bestemt til: saa seer det et Øieblik ud, som kom nu Sammenligningen for at hente den Bekymrede til det ønskede Maal; men den kommer rigtignok og henter ham, dog kun som naar Døden henter et Menneske, den lader den Bekymrede omkomme i Mismodets Svæven.

Hvad lærer altsaa den Bekymrede af Lilierne ? Han lærer, at nøies med det at være Menneske. ---

Dog tale vi derfor ikke ringe, tvertimod vi sige det Høieste, fordi det, at være Menneske, ikke er lavere end Forskjellighederne, men er ophøiet over dem.

39. DE SIDSTE AAR

Fra efteråret 1851 indtil december 1854 udgav SK intet. Noget begyndte at gære i ham, som en dag ville bryde ud med stor kraft. Og anledningen blev, som sædvanligt hos SK, noget som vi ville anse for en lille ting.

Nøglepersonen var biskop Mynster, overhovedet for den danske Kirke, som stod for en mild, konservativ kristendom, præget af den romantiske tid han levede i. Som en velbegavet og ærefrygtindgydende personlighed havde han betydet meget for SKs fader og nu for SK selv.

Vi har set, at SK havde en stadig voksende overbevisning om, at kristentro skulle være intens

og dybt personlig. Han følte sig mere og mere på kant med den officielle statskirkes lære, og med dens tjenestemænd, præsterne. Men han tav, så længe Mynster levede, for ikke at såre ham.

Så døde Mynster. Og hans efterfølger holdt en ligprædiken, hvor han kaldte Mynster et Sandhedsvidne, en sand efterfølger af de tidlige kristne martyrer. SK skrev straks en svidende artikel, hvor han påpegede at en martyr var, og er, en person som lider for Sandheden, udleet, misforstået, forfulgt, slæbt i fængsel, pint til døde. Dette passede ikke på Mynster, den højt agtede, dekorerede kirkemand med en polstret tilværelse.

Af flere grunde beholdt SK artiklen i skuffen i ti måneder, indtil december 1855. Privat plagede han sine slægtninge med sin besættelse af biskop Mynster og Kirken. Familien Lund prøvede ofte at dreje konversationen bort fra emnet. ”Forgæves. Øjeblikkelig: Biskop Mynster.” De blev trætte og triste over det, de holdt af Mynster og sagde det så til SK. Til sidst forlod husets frue stuen for ikke at høre mere. Så gik SK hjem.

Nu havde SK sin prøve. Han vidste, hvordan pæne mennesker ville reagere. Men desuagtet slog han til og offentliggjorde sin artikel. Der kom ikke ret mange reaktioner på den. De fleste var imod SK. Alligevel udvidede han sit angreb til hele den danske Kirke, hvis lære han så som et bedrag, et forsøg på at snyde Gud ved at forvandle en farlig mission til en tryg levevej for præsterne. Derfor rådede SK folk til at blive væk fra kirkerne, så de ikke var med til at bedrage Gud.

Og nu skød han dene ene raket af efter den anden. ”Det uhyre Sandsebedrag, som Staten og præsterne have anbragt, indbildende Menneskene, at dette er Christendom.” Og Sk understregede, at han ikke skrev alt dette for at få penge eller ære; faktisk ville han opnå det modsatte.

SK var betænkt på det nye Kultusministeriums reaktion. Men minister Hall syntes at forstå ham

og tog intet skridt imod ham. Så udvidede SK sit virke og udgav et tidsskrift, Øieblikket,

som han klarede at få ud i ni numre. Han advarer sin læser om, at dette ikke vil blive let læsning. Det havde han ret i. Lad os tage et par småprøver fra det, inden vi går til større tekster.

Christendommens Interesse, det den vil er: sande Christne.

Præsteskabets Egoisme forholder sig, saavel for Penge-Fordelens som for Magtens Skyld, til: mange Christne.

Og det er meget let gjort, lader sig gjøre som Ingenting; skaf os fat i Børnene, saa gives hvert Barn en Sjat Vand over Hovedet, - saa er han Christen; om en Slump af dem ikke engang fik deres Sjat gjør lige meget, naar de blot bilde sig det ind og dermed igjen, at de ere Christne; saa har vi i ganske kort Tid flere Christne end der er Sild i Silde-Tiden, Christne i Millionviis, og saa er vi, ogsaa ved Pengenes Magt, den største Magt Verden nogensinde har seet. Det med Evigheden er og bliver den sindrigste af alle Opfindelser, naar det da kommer i de rette, praktiske Hænder; thi Stifteren saae, upraktisk, feil af, hvad Christendom egentligen er.”

At forfalske hvad Kristus lærte og led for, af kærlighed, på korset, det er forfærdeligt. Det er en forbrydelse som får alle andre forbrydelser til at blive små, en forbrydelse som kun Evigheden kan straffe.

Er det dette Christelige, Du vil tale om, at Christendommen lærer Foragt for Titler og Ordener og alle Ærens Narrestreger – og Du selv hverken er Rangsperson, eller Noget, som ligner Sligt: Kjere, det er ikke Noget for Dig at tale om, Menigheden kunde jo troe det var Alvor eller føle sig fornærmet over den Mangel paa Dannelse saaledes at paanøde sin Personlighed. Nei, bie til Du først selv har lagt Dig en Slump Ordener til, jo flere, jo bedre, bie til Du selv slæber en Ramse af Titler med Dig, saa Du for Mængde af Titler neppe selv veed, hvad Du hedder: da er det Tiden, da træder Du frem, prædiker og ”vidner” –og Du vil utvivlsomt tilfredsstille Menigheden; thi

Dit Liv afgiver Garantien for, at det er dramatisk Forlystelse, en interessant Formiddags-Underholdning.

KORT OG SPIDST

”Havde Apostlen Paulus nogen Embedsstilling?” Nei, Paulus havde ingen Embedsstilling. ”Tjente han da paa anden Maade mange Penge ?” Nei, han tjente paa

ingen Maade Penge. ”Var han da idetmindste gift ?” Nei, han var ikke gift. ”Men saa er Paulus ingen alvorlig Mand ?” Nei, Paulus er ingen alvorlig Mand.

SK ved H.P.Hansen, 1854.