1



(44) ” FØRST GUDS RIGE”



Vi har nogle få afsnit tilbage, før vi forlader Kierkegaard. I dag kommer en af de vittigste og mest ætsende tekster han nogensinde skrev, den om teologen som næsten blev til en gravhund. Den er taget fra Øieblikket nr.7. Hensigten er at udstille præsteskabets verdslighed. Nøgleordet FØRST

er fra Matthæus-evangeliet 6:33, hvor Jesus siger: Søg først Guds Rige og hans Retfærdighed, så skal alt det andet gives jer også”.

Det er værd at bemærke, at SK bruger ordet meget i begyndelsen, så slipper han det for en side eller så, og skyder det så af fem gange i sidste afsnit.



Først Guds Rige”

Et Slags Novelle.





Cand. theol. Ludvig From – han søger. Og naar man hører, at en ”theologisk” Candidat søger, behøver man da ikke nogen levende Indbildningskraft for at forstaae, hvar det er han søger, naturligviis Guds Rige, som man jo skal søge først.

Nei, det er det dog ikke; det han søger, er: et kongeligt Levebrød som Præst; og er der, hvad jeg med nogle faa Træk skal angive, først skeet saare Meget, førend han er naaet saavidt.

Først har han gaaet i den lærde Skole, fra hvilken han saa er demitteret. Derpaa har han først taget 2 Examiner, og, efter 4 Aars Læsning først taget Embedseksamen.

Han er da altsaa theologisk Candidat; og man skulde maaskee mene, at han, efter først at have tilbagelagt alt Dette, endeligen kan komme til at virke for Christendommen. Ja, paa det Lav. Nei, først maa han gaae ½ Aar i Seminariet; og naar det er gaaet, kan der da ikke være Tale om at kunne søge i de første 8 Aar, hvilke altsaa først maa være tilbagelagte.

Og nu staae vi ved Novellens begyndelse: de 8 Aar er forløbne, hans søger.

Hans Liv, som hidtil ikke kan siges at have havt noget Forhold til det Ubetingede, antager pludseligt et saadant Forhold: han søger ubetinget Alt; skriver det ene Ark stemplet Papir fuldt efter det andet; render fra Herodes til Pilatus; anbefaler sig baade hos Ministeren og hos Portneren, kort han er ganske i et Ubetingets Tjeneste. Ja, en af hans Bekjendte, der i de sidste Par Aar ikke har seet ham, mener til sin Forbauselse at opdage, at han er bleven mindre, hvilket maaskee lader sig forklare af, at det er gaaet ham som Münchhausens Hund, der var en Mønde, men ved den megen Løben blev en Grævling.

Saaledes gaaer der 3 Aar. Vor theologiske Candidat trænger virkelig til Hvile, efter en saa uhyre anstrenget Virksomhed at blive sat ud af Virksomhed eller at komme til Ro i et Embede og pleies lidt af hans tilkommende Kone – thi han er imidlertid først blevet forlovet.

Endeligen – som Pernille siger til Magdelone – slaaer hans ”Forløsnings” Time, saa han med Overbeviisningens hele Magt vil, af egen Erfaring, kunne ”vidne” for Menigheden, at i Christendommen er der Frelse og Forløsning; han faaer et Embede.

Hvad skeer ? Ved at indhente en endnu nøiere Efterretning end han hidtil har havt om Kaldets Indtægter opdager han, at disse ere c. 150 Rdlr. mindre end han havde troet. Nu er 101 ude. Det ulykkelige Menneske næsten fortvivler. Han har allerede kjøbt stemplet Papir for at indgaae med en Ansøgning til Ministeren, at det maa tillades ham at betragtes som ikke kaldet – og for saa igjen at begynde forfra: da en af hans Bekjendte faaer ham til at opgive dette. Det bliver altsaa derved han beholder Kaldet.

















Han er ordineret – og Søndagen kommer, da han skal fremstilles for Menigheden. Provsten, ved hvem dette skeer, er en mere end almindelig Mand, han har ikke blot (hvad de fleste Præster have, og oftest i samme Grad mere jo høiere de komme op i Rangen) et uhildet Blik for den jordiske Profit, men tillige et speculativt Blik paa Verdenshistorien, Noget han ikke holder for sig selv, men lader Menigheden komme til Gode. Han har, genialt, valgt til Text de Ord af Apostlen Peter ”see, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig”, og forklarer nu Menigheden, at just i Tider

som vore maae der saadanne Mænd til som Lærere, og anbefaler i Forbindelse hermed denne unge Mand, om hvem Provsten veed, hvor nær han var traadt tilbage for de 150 Rdlrs. Skyld.

Den unge Mand bestiger nu selv Prædikestolen – og Dagens Evangelium er (besynderligt nok) : tragter først efter Guds Rige.

Han holder sin Prædiken, ”en meget god Prædiken” siger Biskoppen, som selv var tilstede, ”en meget god Prædiken; og det frembragte ordentlig Virkning det hele Partie om ”først” Guds Rige; den Maade paa hvilken han fremhævede dette Først.”

Men synes da Deres Høiærværdighed, at her var den ønskelige Overeensstemmelse mellem Talen og Livet; paa mig gjorde det næsten et satirisk Indtryk dette Først.”

Hvilken Urimelighed; han er jo kaldet til at forkynde Læren, den sunde, uforfalskede Lære om at søge først Guds Rige; og det gjorde han meget godt.”



  1. DE SIDSTE DAGE



Kierkegaard klarede at udsende ni numre af Øieblikket. I nr. 9, Altsaa saaledes staaer Sagen

skriver han:



Dette, som bringer mig til at gyse, er Følgende. Medens mit Liv – om end svagt, i Sammenligning med de Herliges, der have levet – dog udtrykker det, i Bekymring for sin Sjels Frelse at kæmpe for Evigheden: staaer jeg omgiven af en Samtid, der høist i Egenskab af Publikum interesserer sig for denne Sag. I en flygtig Stemning lader man sig maaskee gribe af hvad jeg siger; i næste Øieblik bedømmer man det æsthetisk; i næste Øieblik læser man hvad der skrives imod mig; saa er man nysgjerrig efter Udfaldet o.s.v.o.s.v.: kort man er: Publikum. Og Ingen Ingen af dem falder det ind, at de jo ved at være Mennesker ere lige Vilkaar undergivne med mig, at ogsaa dem venter et Evighedens Regnskab, og at Eet er vist, at Evigheden lukker sig for Alt, hvad der i dette Liv kun vilde være Publikum, ”ligesom de Andre”. See, dette bringer mig til at gyse, at disse Mennesker leve i den Forestilling, at det er mig, der er i Fare, medens jeg dog forsaavidt, evigt forstaaet er langt mindre i Fare end De, at jeg dog kæmper for Evigheden.



Nr. 10 var klar, men SK fik det ikke i trykken. En dag faldt han om paa gaden og blev bragt til Almindeligt Hospital, hvor han efter nogen tid stille døde. Dødsattesten lød: Udslidthed.

SK efterlod nogle møbler, 30 flasker vin, sine bøger, og meget få penge; som om formuen også var beregnet til at holde indtil da.

Men i disse dage fik han besøg af slægtningen og en præsteven. De fortæller om en yderligt svækket tilstand, men også at de blå øjne skinnede med en intenst lys. Hans nevø, den senere historiker Troels Lund, erindrer:





















Da jeg rakte ham Haanden, havde de andre allerede vendt sig mod Døren, saa at vi var som ene.

Han tog min Haand i begge sine – hvor var de smaa, magre og gennemsigtigt hvide – og sagde kun :”Tak fordi Du kom til mig, Troels! og lev nu vel!” Men disse naturlige

Ord ledsagedes af et Blik, som jeg aldrig siden har seet Mage til. Det straalede af en

ophøjet, forklaret, salig Glans, saa det syntes mig at gøre hele Stuen lys. Alt var samlet i disse Øjnes Lysvæld: Inderlig Kærlighed, saligt opløst Vemod, gennemskuende Klarhed og et spøgende Smil. For mig var det som en himmelsk Aabenbaring, en Udstrømning fra Sjæl til Sjæl, en Velsignelse, der gød nyt Mod, Kraft og Forpligtelse i mig.”



  1. SYNSPUNKTET FOR MIN FORFATTER-VIRKSOMHED



Det er altid trist at sige farvel til en god ven, og måske føler læseren, som jeg, at han er blevet en god ven. Men hans værk har vi, og han ville sige, at det er hvad der betyder noget.



I 1848 skrev Kierkegaard Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien AF S. KIERKEGAARD. Han lod det ligge utrykt i skuffen, hvor hans broder biskoppen fandt det og udgav det i 1859, altså fire år efter SK’s død. Her er en del af Slutning.

Videre har jeg Intet at sige, kun vil jeg til Slutning lade en Anden tale, min Digter, der, naar han kommer, vil anvise mig Plads blandt dem, som have lidt for en Idee, og sige:

Det Martyrium, denne Forfatter leed, lader sig ganske kort beskrive saaledes: han leed det at være Genie i en Kjøbstad.

---

Dog fandt han ogsaa her i Verden hvad han søgte: var ingen Anden det, han var selv ”hiin Enkelte”, og blev det mere og mere. Det var Christendommens Sag hhan tjente, hans Liv fra Barndommen af forunderligt dertil anlagt. Saa fuldkommede han Reflexionens Gerning, at sætte Christendommen, det at blive Christen, heelt og holdent ind i Reflexion. Hans Hjertes Reenhed var: kun at ville Eet; hvad der i levende Live var de Samtidiges Anklage mod ham, at han ikke vilde slaae af, ikke give efter, netop det Samme er Eftertidens Lovtale over ham, at han ikke slog af, ikke gav efter. Men det storartede Foretagende bedaarede ham ikke; medens han dialectisk qua Forfatter holdt Overskuelsen over det Hele, forstod han christeligt, at det Hele for ham betydede, selv at opdrages i Christendom. Den dialektiske Bygning, han fuldførte, hvis enkelte Dele allerede ere Værker, kunde han ikke tilegne noget Menneske, endnu mindre vilde han tilegne sig den selv; skulde han have tilegnet Nogen den, var det Styrelsen, hvem den dog alligevel Dag for Dag, Aar efter Aar var tilegnet af Forfatteren, der, historisk, døde af en dødelig Sygdom, men digterisk døde af Længsel efter Evigheden, for uafbrudt ikke at bestille Andet end takke Gud.